Lidt for meget new age-sentimentalitet

"Solsorten synger" er en gnidningsløs læseoplevelse, skrevet så blødt og følt og velment og intimiderende vagt, skriver Kristeligt Dagblads anmelder

Den svenskfødte forfatter Linda Olsson.
Den svenskfødte forfatter Linda Olsson. Foto: Forlaget Aronsen.

Linda Olsson er en svenskfødt (1948), men siden 1986 i New Zealand bosiddende forfatter. Hun debuterede i 2007 med romanen ”Astrid og Veronika”, som blev en international bestseller, oversat til 25 sprog. ”Solsorten synger” er hendes femte roman, og også den er allerede ude på mange sprog.

Kort fortalt handler romanen om en meget ensom midaldrende kvinde, Elisabeth. Hun er netop flyttet ind i en lejlighed i Stockholm med det fortsæt aldrig mere at blande sig med andre mennesker og tage del i det virkelige liv. Men skæbnen, her i skikkelse af to mænd, vil det anderledes. Elisabeths nabo er en ung - ensom - tegner, og hendes overbo er en tidligere antikvarboghandler, som også er dybt ensom efter et kærlighedsløst ægteskab. Pludselig er det ikke så let at holde døren lukket mere, skønt mørket stadig trækker i Elisabeth. Det bliver forår. og solsorten synger også for de ensomme i Stockholm, den unge tegner får pludselig hul på en ny historie, han ser, at Elisabeth er en forfrossen solsort, og hans tegninger af denne solsort får så igen hul på Elisabeths skal, og nu strømmer skriften ud af hende (hun har tidligere skrevet et filmmanus med titlen ”Brækkede vinger”!). Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Det, der var kompliceret, virker meget enkelt, når overboen Otto serverer lækre retter og fortolker sit ægteskabs misere, samtidig med at han opdager, at kærligheden endnu er mulig, og naturligvis synger solsorten dertil.

”Solsorten synger” er en gnidningsløs læseoplevelse, skrevet så blødt og følt og velment og intimiderende vagt. Man bliver formelig spundet ind i en fedtet new age-sentimental følelse af, at livet er utrolig svært, men kærligheden og det gode menneske findes, og de dybe møder kan opstå, både konkret og gennem kunsten. Det kan man vel ikke have noget imod, eller hvad?

Jo, det har jeg, for går man lidt mere til romanen, så er dens historie et stort, fedt postulat. Dels hele beretningen om, hvorfor Elisabeth skulle være blevet så depressiv, at hun mest af alt ønsker at tilbringe tid med en dødsfigur kaldet ”Kvinden i grønt”, dels fortællingen om, hvordan denne eneboer, som lever af pulversuppe, en-to-tre er i stand til ikke bare at lukke døren op, men også komme med lange tirader om, hvordan hendes unge nabo skal elske sig selv: ”Netop alt det som du er, er værd at beskytte og passe på, Elias. Og holde helligt. Husk at være den du er, og at det kun er dem, der elsker dig som du er, som virkelig elsker dig. Se på dig selv, Elias!”

For den, der selv har været rigtig depressiv, eller kendt et menneske, der havde det sådan, er det nærmest en hån.

De læser og udveksler kloge bøger i ”Solsorten synger”, Sandemose, Chatwin og Rilke, og jeg vil klart anbefale, at man holder sig til dem, for her vil man opdage, at den gode litteratur aldrig vil forklare og forsimple, som Linda Olsson gør.

kultur@k.dk