Dirty Dancing. Tivoli og The One and Only Company. Af Eleanor Bergstein. Iscenesættelse: Anders Albien. Scenografi: Paul Edwards. Spiller i Tivolis Koncertsal til den 30. april. Derefter i Musikhuset Aarhus til den 31. maj.
”Dirty Dancing” er sober familieunderholdning direkte og aggressivt markedsført til ”Vild med dans”-publikummet. Det er ikke spor beskidt. Fuldstændig som forventet. Men nøj, sikken en fest vi holdt. Der blev hujet højt og sunget med, og nogle af os mamboede med i plyssædet.
”Dirty Dancing” er en dannelsesfortælling om teenageren Baby (Mathilde Norholt), der er med sin familie på sommerlejr - en ren intrigefabrik, hvor det pæne, hvide borgerskab kommer for at undslippe konventionerne og svinge skørterne bag kulissen.
Her møder hun danse-gigoloen Johnny Castle (Silas Holst), som får hende til at føle 1960'ernes ungdomsoprør i en sådan grad, at hun kaster sine hvide gårdsangersko fra sig til fordel for dansestilletterne. Og det er der ingen i deres nærhed, der bryder sig om.
Er man fan af filmen, vil man ikke blive skuffet: ”Dirty Dancing” på scenen er en direkte kopi. Med tårnhøje skærme har Paul Edwards genskabt filmens scenografi og de scener, vi kender, med flotte effekter, panoramabilleder og glidende sceneskift. De ikoniske replikker går igen i oversat version, og ligesom filmen er forestillingen et musikorgie og danseshow, men ikke en decideret musical. Formen kan måske nærmere betegnes som en teaterforestilling med et lydspor, enten sunget af baggrundssangere eller afspillet i origi nalversionen. Sangene tjener det formål at underbygge følelsesmæssige tilstande, de er sekundære og afbrydes derfor ofte af dialogen. Det lægger lidt en dæmper på festen, at man ikke får lov at høre ørehængerne til ende.
Danserne og sangerne kan deres håndværk, men det kniber med skuespillet, der er tegnefilmskarikeret og fra tid til anden kammer over i næsten dilettantisk. Man tror ikke på dramaet, det er ikke ægte.
Tempoet og timingen i talescenerne er desuden tungt og trægt, særligt i anden akt, hvilket delvist skyldes de uendeligt mange sceneskift og unødvendige mellemregninger. Martin Luther Kings stemme lyder i baggrunden, men borgerrettighedskampen klinger hult i de frivole omgivelser. Ingen - hverken forestillingen eller tilskuerne - gider investere sig i bihistorier og udenomssnak. Mange scener kunne med snilde være skåret fra, så der var mere plads til det, vi er vilde med: dans.
Men alt dette skal man måske ikke hænge sig i? Vi har det jo sjovt.
Forestillingens enkelte reelle musicalelementer, hvor bipersoner bryder ud i sang, er for det meste vellykkede. Og det er især i de store fællesscener, hvor superensemblet virkelig går til dansestålet, at ”Dirty Dancing” løfter sig op og bliver helt eminent, tempovild og lækker.
Karina Frimodt er en ærefrygtindgydende flot og veldansende Penny, og Laura Drasbæk er sjov som den fjollede storesøster. Men det er Silas Holst, der ejer forestil-lingen. Han er Patrick Swayze. Han kan få ungpigehjertet til at bævre i enhver, og ud over selvfølgelig at have styr på dansetrinene, leverer han overraskende nok også forestillingens bedste skuespilpræstation som den rebelske, men bundsympatiske dansefyr. Det er svært ikke at lade sig overvinde af den kemi, han har med Mathilde Norholt - her bliver det ægte, intenst og lidenskabeligt.
Det hele kulminerer i en episk finale, som er endnu mere fabelagtig på scenen end på film. Taget over Tivolis Koncertsal løftede sig et øjeblik og gav plads til fest og farver, danseeufori og glædesrus. Sjældent har man set et teaterpublikum i så højt humør. Det kan næsten få én til at glemme, at man også kedede sig lidt undervejs.
kultur@k.dk