Ny roman er ligegyldig satire

bog
One stars
Christensen får ikke meget andet ud af det end nogle pubertære og studentikose vitser, der falder plat til jorden
Lars Handesten

Platte vitser og kvarte psykologiske portrætter i ny roman om kirkelig sekt

I 2011 udgav Brian Dan Christensen sin første roman, ”Øen med de ni broer”. Den var underholdende, og det hyggede jeg mig godt nok med. Men så var den heller ikke mere. Dens satire havde ingen rigtig retning og brod, og derfor blev det hele også mest tomme og forglemmelige løjer.

Hans nye roman, ”Det koldeste land i verden”, har ikke samme underholdende kvaliteter, men åbenbarer den samme brist i satiren.

Denne gang er satiren rettet mod en lille religiøs sekt, der er brudt ud af Pinsekirken, og som har skabt sit eget lille samfund i et sted i Jylland. Lederne af dette samfund har det med at forveksle Herrens vilje med deres egen og dét, der passer til deres pengepung. Og dertil er hele klanen seksualforskrækket. Alt det har man jo hørt om før, og det er begrænset, hvad der kan koges af satirisk suppe på den sten.

Christensen får ikke meget andet ud af det end nogle pubertære og studentikose vitser, der falder plat til jorden. De fortæller mere om hans fordomme, end de giver os et ajourført billede af virkeligheden.

Folkekirken og andre trossamfund i Danmark kan udmærket tåle satire. Det har de vist gang på gang. Hvad man til gengæld kan forlange af satiren er, at den har kant og åbner vores øjne for det, vi ikke ser. Det gør Christensens ikke.

Ind i romanens satire snor sig en pubertetshistorie om den 13-14-årige Daniel, der kommer fra det religiøse miljø. Han kommer i kontakt med andre måder at leve på, og det kunne jo anfægte ham og afsætte nogle alvorlige eksistentielle problemstillinger. Men heller ikke her bliver det til meget og slet ikke til noget, der kan anfægte læseren. Det psykologiske portræt af Daniel og hans far bliver ikke udviklet, ligesom bipersonerne enten slippes helt af syne, efter at de er præsenteret, eller bare bliver overfladisk beskrevet.

Konfliktstoffet i Daniels forhold til forældrene og en ældre bror kommer man heller ikke i bund med. Dertil aner man knap nok, hvornår det er fortælleren, der tænker og kommenterer, og hvornår det skal forestille at være Daniel.

Brian Dan Christensen har som forfatter et vist potentiale. Han har et sprog og en fantasi, der godt kunne udvikle sig og blive til noget. Men man skal ville noget, tro på noget, turde noget. Ellers bliver det hele så ligegyldigt som ”Det koldeste land i verden”.

kultur@k.dk