Lille forfatter på vejen, hvis er du...?

Flere forfattere vil hellere udgive selv, og det skaber en ny litterær virkelighed. "Må den gamle forlagsverden lægge sig og dø," lød det blandt andet, da selvudgivertendensen for nylig blev endevendt ved et stort seminar i Kulturstyrelsen

I dag er det mere end hver femte bog, der udkommer uden om forlagene. Og over halvdelen af selvudgiverne er etablerede forfattere, som har flere forlagsudgivelser bag sig, men nu vil være herre i eget hus.
I dag er det mere end hver femte bog, der udkommer uden om forlagene. Og over halvdelen af selvudgiverne er etablerede forfattere, som har flere forlagsudgivelser bag sig, men nu vil være herre i eget hus. Foto: Petra theibel Jacobsen.

Amatørforfatteren står på gaden med et gennemvædet manuskript i hænderne.

Regnen siler ned og slører de bitre tårer, der strømmer ned ad hans kinder efter endnu et afslag. I grove vendinger har forlagets høje herrer nedgjort hans debutroman, hans kærlighedsbarn, som ”det værste makværk, man har set til dato”. Håbløsheden synes overvældende. Måske skulle han bare give op og lade A4-siderne flyde ned i kloakken sammen med resten af gadens skidt og skrald?

Men så spirer en handlekraft i vores hovedperson. Han ranker ryggen, stikker manuskriptet i tasken og slår sin paraply ud. Han gør det da bare selv! Ingen skal bestemme, om han skal være forfatter.

Billedet ovenfor er sådan, mange tænker om en ”selvudgiver”. Ikke desto mindre er det ren fiktion. I dag er det nemlig mere end hver femte bog, der udkommer uden om forlagene. Og over halvdelen af selvudgiverne er etablerede forfattere, som har flere forlagsudgivelser bag sig , men nu vil være herre i eget hus. Det viser foreløbige tal i en undersøgelse, som Kulturstyrelsens Bog- og litteraturpanel er ved at få lavet af selvudgiverområdet i Danmark, og som blev præsenteret, da der i sidste uge var stort seminar i Kulturstyrelsen.

Bog- og litteraturpanelet er nedsat af kulturminister Marianne Jelved (R) til at kortlægge udviklingen på bogmarkedet og den litterære scene i Danmark de kommende år. Og det er lidt af en opgave:

”Vi står midt i et opbrud i litteraturmarkedet. Her er selvudgivelser et meget værdiladet felt. Det smager af amatørisme og selvforelskelse. Men det smager også af entrepenørskab, at man ikke længere vil lade sig nøje med det, de gamle elefanter og mellemmænd kan tilbyde,” sagde Bog- og litteraturpanelets formand, medieforskeren Stig Hjarvard, fra scenen og indledte dermed debatten mellem de 150 fremmødte forlagsfolk, forskere, forfattere, anmeldere og bibliotekarer.

Forskellen mellem de skrivende og de udgivende er simpelthen nedbrudt i dag, mente Mette Jørgensen, der er cand.mag. i litteraturhistorie og forfatter til et speciale om selvudgivere. Ifølge hende kan man tale om et felt på flere tusinde selvudgivere herhjemme.

Den berømte amerikanske forfatter Walt Whitman udgav faktisk selv digtsamlingen ”Leaves of Grass” (Græsstrå) i 1855, der endte med at blive udråbt som hans hovedværk. Og således er det historisk forkert at tale om selvudgiveren som en forfatter, der ikke er ”god nok” til forlagene, blev det fra begyndelsen slået fast.

”Det er ikke nyt, at forfattere udgiver selv, men det har aldrig været så omfangsrigt som nu,” påpegede Mette Jørgensen.

Som det er i dag, handler det at være selvudgiver om meget mere end at blive anerkendt for sit litterære værk. For nogle er penge vigtigst, for andre kontrol, mens en helt tredje gruppe søger ”social kapital” i form af netværk og fællesskab med andre forfattere.

”Forlagene kan føle sig truede, men det er der egentlig ikke grund til. Det handler om værdier. Forfatterne bliver mere bevidste om, hvad de vil have, og der er mange andre værdier end anerkendelse på spil,” sagde hun.

I kaffepausen blev det klart, at selvudgiverne i Danmark er en blandet flok. En stereotyp, der blev nævnt fra scenen flere gange, ”ham, der havde læst hf og arbejdet hos en bager og nu ville være skønlitterær forfatter” var ikke umiddelbart at skue. Men det var Lars i cowboyjakken og Birgitte med de mange armbånd og mere ”berømte” selvudgivere som Gretelise Holm og krimiforfatteren Eva Maria Fredensborg. Sidstnævnte endte faktisk med at få så stor succes som selvudgiver, at hun sidste år kunne skrive kontrakt med Politikens Forlag.

Men er selvudgivere så godt eller dårligt nyt for litteraturen? Forlagene vil fortsat være vigtige markører for kvaliteten af et litterært produkt, mente Johannes Baun, Weekendavisens litteraturredaktør og tidligere chef for Kristeligt Dagblads Forlag.

”Når bøgerne kommer ind på redaktionen, skal jeg jo prioritere, hvad vi vil omtale eller anmelde. Jeg tør godt sige, at vi vælger flere selvudgiverbøger fra, end vi vælger bøger fra etablerede forlag fra. Og det skyldes en tillid til, at hvis et forlag har smidt penge efter en bog og brugt en masse krudt på at markedsføre den, så er der nok også en grund til det,” sagde han og fortsatte:

”Vi har alle præferencer, og er man blevet skuffet af en selvudgiverbog flere gange i træk, så vælger man den næste fra. Det handler om at vide, at 'går jeg til denne kilde, er der også godt vand at få'.”

Flere af selvudgiverne ytrede fra salen stor utilfredshed med den såkaldte ”lektør-ordning”, der betyder, at det kræver en udtalelse fra en fagperson, før man som forfatter kan komme i betragtning til folkebibliotekernes hylder. Vælges man fra, mister man indtjening.

Til det svarede bibliotekar og lektør Marianne Majgaard:

”Når vi skal tage stilling til, om en bog skal op på bibliotekshylderne, ser vi på kvalitet, ikke på udgiver. Men det er altså stadig ikke nok, at der står bagpå, at forfatteren har været bager. Det kan man kalde smagsdommeri, men vi er nødt til at se på, hvilken relevans bogen har på et folkebibliotek,” sagde hun, men åbnede samtidig op for, at flere selvudgivere fremover kunne få en plads på hylderne frem for de stærkt populære, men knap så anerkendte bøger som ”Fifty Shades of Grey” eller ”Da Vinci Mysteriet”.

Selvudgiverne er ingen trussel for kvaliteten, mente, sjovt nok, en forlagsredaktør, Carsten Vengsgaard fra det aarhusianske forlag Klim. De er nærmere symptom på en forlagsverden, der skal genopfinde sig selv.

”Det er bittert for en gammel forlægger at måtte sige, men sandheden er, at vi som forlag udgiver det sikre. For 20 år siden udgav vi små bøger om bulgarsk vin. Men nu udgiver vi det, alle andre forlag også ville have sagt ja til, og vi tjener kun lige præcis nok. Vi læser ikke manuskripter mere. Jeg vil sige til selvudgiverne: Vi er ikke i konkurrence. Slut jer sammen, brug hinanden og lav nye forlag. Må den gamle forlagsverden lægge sig ned og dø og noget nyt opstå af asken.”