Litterær besøgsven på listesko

Iris Radisch er litteraturredaktør ved ugeavisen Zeit, hvor hun har arbejdet siden 1990. Gennem alle årene har Radisch interviewet mange store forfattere og har nu samlet 18 samtaler med skribenter i deres livs efterår. Foto: Birgitte Friedrich/SZ

Iris Radisch bevæger sig som litterær besøgsven på listesko hos de gamle forfattere, men leverer alligevel en fængende, reportagetro udlægning af alt det gamle, forfattere kan øse af
Kristian Østergaard

Denne samling afskedssamtaler med forfattere kommer vidt omkring

Iris Radisch er litteraturredaktør ved ugeavisen Zeit, hvor hun har arbejdet siden 1990. Gennem alle årene har Radisch interviewet mange store forfattere og har nu samlet 18 samtaler med skribenter i deres livs efterår.

Der er geniale og mindre geniale forfattere i bogen, stormoguler i ånden blandt nok så ordinære. Vi møder manifeste sludrechatoller, men også store personligheder, der besidder den blufærdighed, hvor man nødigt skilter med sit eget. Det giver en overvældende spredning i livsanskuelser og holdninger.

Den amerikansk-franske forfatter og katolik Julien Green er 90 år, da Iris Radisch sætter ham stævne i München. Og selvom der hos Green nok er et efterslæb af tankegods fra en svunden verden, så er den gamle mand stadigvæk flyvsk i tanken, enormt belæst og vidende og slet ikke i tvivl om, at kristendommen har fremtiden for sig: ”Undertiden forsvinder troen under jorden. Den gemmer sig og kommer igen i fortvivlede tider. Man kan ikke dræbe en religion. Umuligt.”

Den russiske forfatter Andrej Bitov, årgang 1937, er en af Radischs yngste samtalepartnere. Også han taler om troens betydning for hans liv og værk. Bitov voksede op i et a-religiøst hjem, men som 27-årig blev han omvendt på vej ned i en metro, hvor han midt i folkemængden øjnede en graffiti: ”Uden Gud er livet meningsløst.”

”Jeg befandt mig under jorden, men jeg havde det, som var jeg kommet i himlen,” fortæller Bitov. Den russiske forfatter betragtede siden tilværelsen som et under, og da Iris Radisch spørger, om han også tror på et under i forbindelse med døden, svarer Bitov: ”Det er Guds hemmelighed. Menneskene havde for længst fundet en måde at forklare døden på, hvis dette program ikke var blevet blokeret i hjernen. Denne blokade er måske det stærkeste gudsbevis. Vi ved nemlig intet om døden. Måske er det et under som fødslen. Måske er det det største under overhovedet.”

Er samtalen med Bitov opløftende, går det anderledes, da Radisch besøger Tysklands berømte litteraturkritiker Marcel Reich-Ranicki, der omgiver sig med en umild aura af misantropi og maliciøsitet og til fulde bekræfter sit ry som en overdrevent nærtagende sjæl, der intet lader sig byde og heller ikke har ret meget at byde på i sit allersidste interview.

Nobelprismodtageren Imre Kertész beretter, at hans livs højdepunkt indtraf, da ungarske fascister havde ødelagt hans bøger, og han derpå med sin hustru betrådte en fuld kirke, hvor menigheden rejste sig og sang ham en salme til trøst.

Iris Radisch bevæger sig som litterær besøgsven på listesko hos de gamle forfattere, men leverer alligevel en fængende, reportagetro udlægning af alt det gamle, forfattere kan øse af, når tiden er gået, og man ikke længere befinder sig på talentets middagshøjde.

kultur@k.dk