Selvom GPS'en har gjort sit indtog i de fleste biler, kender mange sikkert stadig følelsen af at side med et uhåndterligt kort for at finde vej fra et sted til et andet. Det kan være ret forvirrende for alle parter.
Hvordan skal kortet vende? Hvad er op, hvad er ned? Hvor er nord, hvor er syd? Hvornår skal vi dreje? Er vi drejet? Og pludselig har man mistet orienteringen i det kaotiske vejnet af genveje og omveje.
Sådan er det også at læse Bjørn Themsens nye roman med titlen ”Autoatlas”, der i den grad er karakteristisk ved sin fragmentariske komposition, sine ujævne og snoede veje frem til slutningen, der muligvis slet ikke er en slutning.
Bogen stopper nemlig ikke ved det sidste punktum på side 89, men fortsætter med en række linjerede sider, der imidlertid ikke er udfyldt.
Sagen er den, at vi tilsyneladende har at gøre med et kladdehæfte, hvori den kæresteforladte jegfortæller, der måske er forfatter, skriver om løst og fast, mens han er på roadtrip i en orange Citroen Pluriel ned gennem Europa sammen med sin døende ven Bernhard.
Meget dækkende for romanens udformning lyder det et sted: ”Jeg finder mit kladdehæfte frem fra tasken. Som jeg har for vane, nedfælder jeg først dagens hændelser og dernæst, hvad hovedet måtte have brug for at udskille.”
Til dagens hændelser hører mødet med forskellige kvinder: I Lübeck møder de ikke døden, men ”Annah med h”, som de tager med videre til Berlin.
I Leipzig træffer de den prostituerede bådflygtning Ajura, som de (mis)bruger som medsammensvoren til et mislykket bogtyveri. Og til oktoberfest i München samler de Joan op, som de rejser sammen med til Italien.
Det hele blandet sammen i en veritabel roadtrip-mikstur tilsat sex, druk, forbrydelser, opkast, forstoppelse og en foruroligende pistol.
Men selvom en gennemgående frase lyder ”sandheden er”, så er det, som antydet, ikke altid lige let at finde hoved og hale i hele miseren, særligt fordi teksten har en tendens til at korrigere sig selv, pludselig skifte retning og springe i tid og sted eller efterlade historier ufuldendte uden i øvrigt at kommentere på det.
Dertil kommer, at vi også præsenteres for en bunke af forskellige udtryksformer: politisk satire, en art automatskrift, små tredjepersonsfortællinger, kunstforedrag, et udpluk kopieret fra H.C. Andersens ”Skyggebilleder”, et afslagsbrev til Gertrude Stein, en række mere eller mindre encyklopædiske passager knyttet til de byer, de besøger etcetera.
”Autoatlas” er med andre ord en bog, der i udgangspunktet kunne minde om en litterær roadmovie i familie med to af det nye årtusinds bedste danske romaner, nemlig Lars Frosts ”Smukke biler efter krigen” (2004) og Kristian Bang Foss' ”Døden kører Audi” (2012), men Themsen når dog aldrig op på siden af disse.
Måske fordi han ikke leverer noget, der skal eller vil ligne en færdigskrevet roman, men netop en kladde, hvor der er plads til udkast, vildskud, vildspor, modsigelser og misforhold. Spørgsmålet er bare, om den fungerer, eller om den nærmere er en rodebutik.
kultur@k.dk