Ingen dansk litterat har gennem de seneste årtier ydet en indsats inden for dansk litteraturhistorie, som kan måle sig med Anne-Marie Mais. I 1993 var hun medredaktør og -forfatter af ”Nordisk kvindelitteraturhistorie”, fra 2000 til 2002 var hun hovedredaktør og medforfatter af ”Danske digtere i det 20. århundrede”, i 2010-2011 udgav hun det store trebindsværk ”Hvor litteraturen finder sted”, og på gaden er nu det nyeste værk: ”Galleri 66. En historie om nyere dansk litteratur”.
I alle disse værker ser man Mais evne til at via parafraserende analyser med skarpe tekstiagttagelser og koblinger mellem forskellige kulturelle fænomener at skabe en dynamisk og medrivende fremstilling, hvor man får øjnene op for nye sammenhænge i litteraturhistorien. Mens det forrige værk belyste dansk litteraturhistorie gennem 1000 år ud fra de steder, den har udspillet sig, fra katedralskolen og herregården til den moderne avis og internettet, så er optikken i ”Galleri 66” en anden, idet der tages udgangspunkt i den danske litterære, kulturelle, sociale og politiske virkelighed i året 1966 og herfra trækkes tråde frem i tiden til 2016.
Den litteraturhistoriske metode, hvor man zoomer ind på et årstal, er praktiseret i flere udenlandske litteraturhistoriske værker, hvoraf det mest kendte er Hans Ulrich Gumbrechts ”In 1926. Living at the Edge of Time” (1997). Mens Gumbrecht imidlertid fremhæver, at året 1926 er tilfældigt valgt, så er det på ingen måde tilfældet for Mais 1966. Mai anfører, at hun ”har valgt at gøre året 1966 til en portal for fremstillingen, fordi det er bog-debutår for nogle af de forfattere, der bruges som pejlemærker i den nyere litteratur: Henrik Nordbrandt, Dan Turèll, Klaus Høeck, Vagn Lundbye, Henning Mortensen, Arthur Krasilnikoff, Peter Poulsen og Peer Hultberg”.
Værket er dog ikke rigoristisk, hvad angår denne afgrænsning, da også andre forfattere med debut i årene omkring 1966 spiller en central rolle. Det gælder Peter Laugesen, Hans-Jørgen Nielsen, Charlotte Strandgaard, Jette Drewsen, Kirsten Thorup, Anna Ladegaard, Henrik Bjelke, Knud Sørensen og Ebbe Kløvedal Reich. Derudover får man en interessant perspektivering af nyere dansk litteratur i forhold til en række globalt udbredte forfattere, nemlig Thomas Pynchon, Nadine Gordimer, V.S. Naipaul, Aleksandr Solsjenitsyn, Mario Vargas Llosa og – som stjernen over alle – Bob Dylan.
Grebet i ”Galleri 66” er altid at bruge konkrete eksempler. Dette sker for eksempel ved, at Mai i et rids påpeger spændvidden i forfatterrollerne fra 1966 ved at beskrive H.C. Branner, der dør i dette år, som ”en klassisk dannet humanist og et nationalt ikon”, der ”venligt byder journalister velkommen i sit arbejdsværelse i sit smukke bondehus”, mens Bob Dylan, der aflægger besøg i Danmark samme år, har sine rødder i en ”global populærkultur og amerikansk folkesang” og ”jages af journalister og teenagepiger”.
Et andet eksempel på, hvordan der med konkrete eksempler udruges interessante pointer i fremstillingen, er sammenstillingen af brødrene Jørgen Nash og Asger Jorn i 1966, hvor førstnævnte har gang i sin havfruemord-happening, mens sidstnævnte maler sit hovedværk ”Stalingrad”. Mai replicerer herefter præcist: ”Nok fik den traditionelle værkkategori modspil af adskillige avantgardistiske projekter og happenings, men kunsten benyttede sig også stadig af afrunderede værker i form af billedkunst og ordkunst”.
Vil man som Mai stille skarpt på en bestemt litterær generation og dens eftervirkning i dansk litteratur, kan dette næppe gøres uden forståelse for disse forfattere og deres – måske ikke altid lige rimelige – synspunkter. Det store monster for ”66-forfattere” er – med vanlig ”anxiety of influence” – generationen af ”modernister” fra de tidlige 1960’ere.
Man hører her, at Peter Laugesen mener, at ”den danske højmodernisme lagde sin klamme spændetrøje ned omkring alt hvad der viste sig over jordens overflade”, at Jørgen Leth er ”træt af den gærede sure modernisme”, at Henrik Stangerup mener, at modernismen er ”en bodslitteratur”, der ”lader et grænseløst jeg besjæle et øde og afbrændt landskab” eller ”er inderligheden udsat for poetisk billedyngel eller prosaistisk åndemaneri”, samt at Christian Kampmann ikke bryder sig om ”ordsvælgende modernisme”. Jeg forstår ikke helt, hvorfor der skal holdes mikrofon for den slags klodsede vredesudbrud.
I hvert fald kunne sådanne i en litteraturhistorisk fremstilling godt være suppleret med en pointering af, at der er tale om usaglige og unuancerede karakteristikker, som ikke giver meget mening, hvis man læser værker fra de tidlige 1960’ere af Rifbjerg, Ørnsbo, Sonne, Malinowski, Seeberg og Villy Sørensen.
kultur@k.dk