Jesus blev elsket, længe før han blev korsfæstet. Ja, inden han overhovedet havde modstået Satan i ørkenen, udøvet nogen kendte mirakler eller prædiket offentligt om den ubetingede, radikale kærlighedsfordring på den store scene, sagde Gud allerede ved hans dåb: ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.”
For man skal ikke kvalificere sig til at blive elsket, som litteraturforskeren Erik A. Nielsen har sagt her i avisen. Men det er nemmere sagt end gjort. Og mange andre tror, at det er omvendt: at vi nærmest skal lade os korsfæste, før vi overhovedet er værd at elske.
Den pointe kommer - uden de store bibelske spor - tydeligt frem i Alejandro G. Inarritus ”Birdman”. Her er hovedpersonen dog på ingen måde en Kristusfigur, men tværtimod en fordrukken antihelt af en skuespiller og teaterinstruktør, Riggan Thomson (Michael Keaton), der bogstaveligt talt vil gå i døden for gode anmeldelser.
Engang spillede han ellers rollen som en superhelt i Hollywoodfilmen ”Birdman”, men nu forsøger han at redde resterne af sin karriere ved at sætte et prætentiøst teaterstykke op på Broadway med en tematik, der virker som et spejl af hans eget sjæleliv. For det handler om en mand, der ikke føler sig elsket. Og som ham selv forveksler beundring med kærlighed.
Det virker i sig selv sjovt at caste Michael Keaton i rollen som en tidligere superhelt, eftersom mange sikkert husker Keaton i rollen som Batman. Men her træder han virkelig i karakter som skuespiller, der altså selv spiller en skuespiller.
Der bliver i det hele taget ikke sparet på metalagene i filmen, eftersom Edward Norton også spiller en talentfuld skuespiller.
Filmen er tilmed indspillet i mange teateragtigt lange klip, der må have krævet en pæn portion koreografi. Det virker elegant det meste af tiden, men er også med til at trække tempoet ud af filmen, som sine steder også virker lidt fortænkt. En voiceoverstemme følger for eksempel Riggan Thomson hele tiden i form af Birdmans stemme, der skiftevis fungerer som et superego og et sadistisk overjeg, der vil fortælle Thomson, at han er talentløs. Dertil er lagt et ekstra lag af magisk realisme, der giver Riggan Thomsen superkræfter. Allerede i filmens første scene svæver han for eksempel i luften. Måske fordi Inarritu vil pege på, at vi er i færd med at se en illusion - ligesom et teaterstykke.
Men sådan løfter han også hele filmen op som en metafor for vores tid, hvor alle er en slags skuespillere i deres eget liv, hvad enten det foregår på en teaterscene eller foran en skærm. For tidens forstillende ”se mig-kultur” på de sociale medier forstærker kun ønsket om at selviscenesætte sig frem til at blive elsket, selvom man så skaber sig følgere på en anderledes falsk måde end Jesus. Men virkelighederne på og uden for scenen kan være svære at adskille.
”Du er ikke engang på Facebook, så du findes slet ikke,” som Riggan Thomsens datter siger til ham. Men filmens dybeste pointe er måske, at der er forskel på at blive ”liket” og at blive elsket.