"Jeg har fundet en dør ud af fængslet, den åbner ud til friheden, jeg skriver dette for at vise dig døren."
Sådan begynder Peter Høegs længe ventede ungdomsroman, "Elefantpassernes børn". Fortælleren hedder også Peter, Peter Finø, der er 14 år og præstesøn på den fiktive ø Finø. Den 14-årige Peter er altså den litterære klippe, som øen – og bogen – er bygget på. Og tankerne ledes derved hurtigt hen på en tredje Peter, Sankt Peter. For "døren" er en gennemgående metafor i romanen for åbningen til den himmelske lykkefølelse, som fortælleren og hans geniale storesøster Tilte mener, at alle kan træne sig til at opleve. Det samme mener forfatteren. Peter Høeg bor oven i købet på Vækstcenteret for bevidsthedstræning i Nørre Snede. Men da han nærværende lader sig interviewe af Kristeligt Dagblad, slår han fra begyndelsen fast, at romanen ikke er en lærebog i bevidsthedstræning, men først og fremmest en røverhistorie og en litterær leg, ligesom han ikke opfatter sig selv som en stor mystiker.
"Jeg føler mig stadig som en grøn begynder, men det er også derfor, at jeg skriver bøger. For så behøver jeg ikke være nogen autoritet, men kan nøjes med at fortælle røverhistorier og lade mig inspirere af det lidt, som jeg ved eller har erfaret. Hvis jeg havde haft en viden, havde jeg nok i stedet optrådt som sagkundskab i en fagbog," siger Peter Høeg, da vi har søgt ly fra det trafikale kaos på Købmagergade uden for forlaget Rosinante, der udgiver hans metafysiske spændingsroman.
Peter Høegs sidste roman, "Den stille pige" fra 2006, var på samme måde metafysisk anlagt, og fik – måske derfor – blandede anmeldelser i den danske presse. Andre beskyldte de danske anmeldere for at være "religiøst tonedøve", ligesom Peter Høegs norske forfatterkollega Jan Kjærstad kaldte "Den stille pige" for en "stor roman". Og Peter Høeg er formentlig stadig den nulevende danske forfatter, der er mest oversat. Størst succes fik han med "Frøken Smillas fornemmelse for sne", der udkom i 33 lande. Men allerede inden udgivelsen er "Elefantpassernes børn" solgt til 13 lande, ligesom den udkommer samtidig i Danmark, Sverige og Tyskland. Og det er kun naturligt. For det var faktisk Peter Høegs tyske forlægger, Michael Krüger, der satte Peter Høeg på sporet af romanen:
"Et halvt år før jeg var færdig med ?Den stille pige?, havde jeg et møde med Michael Krüger, der spurgte, om jeg ikke ville prøve at skrive ham en bog om hjerte og bevidsthed", siger Peter Høeg, mens han peger på begge dele.
"Jeg har aldrig skrevet bestillingsarbejde. Men denne gang satte jeg mig alligevel ned og forsøgte at lave en skitse til en børnebog. Men efter 14 dage måtte jeg give op og indse, at jeg ikke kan føle mig ordentligt til stede, når jeg skriver for fire- til niårige, selvom jeg elsker børnebøger selv og har læst i hundredvis for mine egne børn. Men ud af det arbejde fødtes alligevel begyndelsen til en stemme, der var yngre end andre stemmer, jeg har kunnet lave i mine andre bøger."
Legeglæde i skriveprocessen var ifølge Peter Høeg den første gevinst ved den nye, unge stemme. Tonen er også mere let og humoristisk, end han tidligere har turdet skrive. Men børnene i romanen har også en anden funktion, fortæller forfatteren:
"For mig er børnene en slags mystikere. Mystikken er religionens inderside, hvor ritualer og trosforestillinger er religionens yderside. Men træningsdelen, som vi jo har tabt i vores del af verden siden Reformationen, er religionens inderside. Og det vedrører for mig ikke religiøsitet i sædvanlig forstand. Jeg er selv praktiserende, men ikke et religiøst menneske. Jeg er en erfaringsperson, der aldrig har kunnet bruge trossystemer til noget, men jeg er meget optaget af erfaringer, som jeg kan lægge til grund for mine handlinger. Og det tror jeg også, at børn er. Man skal være meget forsigtig med at pådutte børn nogen form for tro, hvad enten det er en videnskabelig, ateistisk eller religiøs tro. Børn er små forskere, og man skal stimulere den forskning. Og jeg tror, at børnene i min roman er forskere, der er kommet på sporet af noget, der viser, at hjertet og bevidstheden kan fungere anderledes. Og de prøver at finde sig til rette i verden med den forskning."
Det virker, som om du vil pege på en form for transcendens i din bog, når du skriver om "døren". Hvad har du tænkt omkring det?
" Jeg tager aldrig udgangspunkt i, at der er noget, som jeg gerne vil formidle. Jeg tager udgangspunkt i, at jeg gerne vil have lov til at fortælle en historie, og så prøver jeg at finde påskud til at fortælle historien. Jeg lader ting, der fylder i mit liv, mit kærlighedsforhold, mine børn, mit ophold på øer og min glæde ved sport og dans sive ind i bogen, men det, jeg først og fremmest vil, er, at jeg gerne vil have lov til at fortælle en historie. Jeg tager aldrig udgangspunkt i at ville formidle et bestemt sagsforhold, så ville jeg have valgt en anden branche."
Alligevel har du en form i romanen, hvor fortælleren taler direkte til læseren.
"Men det er vel bare en leg, det er vel ikke mig. Det er en person, der taler til læseren. Er det ikke Peter Finø?" spørger Peter Høeg retorisk, inden han fortsætter:
"En roman skal være mangetydig, ligesom livet ofte også er det," siger Peter Høeg, inden vi dykker ned i det liv, der trods alt har præget ham som kunstner.
Peter Høegs egen rejse i bevidsthedstræning begyndte for alvor, da han var 25 år under en anden rejse.
"Jeg sejlede over Atlanterhavet i en sejlbåd. Man havde 14 dage til søs, hvor man ikke så andet end vand. Vi kørte en vagt, hvor man blev vækket, som om man levede i et kloster. Planen var, at vi skulle holde en pause, når vi anløb Azorerne. Og da båden nærmede sig Azorerne, kunne jeg selv mærke en voldsomt intens oplevelse ved lugten af jord og synet af fast grund for første gang i 14 dage. Da vi kom i havn, gik de andre ud for at feste, som almindelige sømænd går i byen. Men jeg kunne mærke, at jeg i stedet skulle gå en tur for mig selv op gennem den gamle del af byen. Og så ændrede bevidstheden sig. Det varede nok en times tid. Den ydre verden var intakt, jeg så husene, himlen og skyerne og hørte fuglene og så videre, men bevidstheden var i en tilstand af vågenhed, som var højere, end jeg havde oplevet før."
Peter Høeg holder en lille kunstpause, mens han inhalerer stilheden mellem os.
"Jeg kunne mærke, at det havde noget med hjertet at gøre," kommer det så.
"Der var en slags følelse af åbenhed i hjertet og en følelse af samhørighed med mennesker og den fysiske verden omkring mig. Jeg vidste, at jeg ikke havde hørt om det før, og da det lukkede ned, fortalte jeg det ikke til et eneste menneske. Men efter tre år kom det igen, da jeg var ude ved en lille afrikansk by ved stranden. Jeg havde været meget syg af malaria, og så kom det igen, men meget kraftigere. Jeg havde følelsen af, at livet og døden var ganske tæt på hinanden. Igen var den fysiske verden intakt, men det var en helt anden måde at være i verden på. Og det var så kraftigt, at jeg vidste, at det her var meningen med mit liv. At finde frem til, hvordan man opnår sådanne tilstande, er meningen med mit liv. Men jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Det kom og gik gennem tre måneder, hvor jeg i perioder oplevede mig selv som identisk med det fysiske univers, samtidig med at jeg vidste, at der ikke var tale om nogen form for psykose. Det var en total vågenhed. Så lukkede det ned, og jeg var meget ulykkelig og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste, at det havde noget at gøre med stilhed og ro, men jeg var helt desorienteret. Det skyldes jo også, at jeg er vokset op i en kultur, hvor ingen havde fortalt mig, at sådan noget kunne ske. Og jeg havde ikke en følelse af, at det handlede om religion, men snarere om lovmæssigheder, en mulighed i hjerte og bevidsthed for grundløs lykke, som er en fødselsret for alle mennesker. Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle nå det."
Efter et par år åbnede "døren" sig igen for Peter Høeg "med voldsom kraft".
"I den situation var jeg sikker på, at jeg var nødt til at begynde at lede. Den første bog, jeg faldt over, var Jes Bertelsens bog ?Højere bevidsthed?, som er en beskrivelse af bevidsthedens muligheder. Jeg har altid set med et overbærende smil på alt, der havde noget at gøre med religion og guruer og sådan noget. Men da jeg læste den første side, vidste jeg, at her var et menneske, der vidste, hvad han snakkede om. For han beskrev, hvad jeg havde oplevet og længere end det," siger Peter Høeg, der stadig ikke er færdig med at udforske sin egen bevidsthed:
"Det fylder dagligt. Jeg vil meget hellere gå ned ad Strøget i en samhørighedsfølelse med andre mennesker end at gå ind i en form for autisme, hvor andre mennesker bare er kegler, man skal styre uden om. Men jeg er nødt til at træne min medfølelse, fordi den er for lille i sin naturlige medfødthed. Og at træne medfølelse og træne nærvær fylder timer hver dag i mit liv.
Hvordan gør du det?
"Der er en praksis på meditationspuden hver dag, hvor jeg mediterer. Det er basalt set bare en form for dyb afslapning, men så er der også træning af hjertet og venligheden, og den foregår ude i virkeligheden over for min kærlighedspartner, mine børn, forlaget og kassedamen i Brugsen. Og det er et forsøg på, om man kan tage sig selv lidt af. Vi kan jo ikke blive moder Teresa eller Gandhi, fordi vi bare er ganske almindelige små egoister. Men hvis jeg prøver at stå lidt af fra den maniske selvoptagethed af Peter Høeg og min optagethed af mine traumer, mine problemer, min selvfølelse og min økonomi og forsøge at vise lidt medfølelse over for mine medmennesker i stedet. Det er træningen."
Ja, for man kan jo også se en kontrast mellem den esoteriske religiøse træning og det udadvendte liv?
"Det tror jeg ikke, at der behøver at være. Hvis man ser på et menneske som Dalai Lama, der er massiv esoteriker, er han også et ekstremt udadvendt mennesker, der giver mere end 10 interview om dagen. Og han rejser hele tiden, ligesom andre store religiøse personligheder stiller sig selv til rådighed for andre mennesker, fra de står op om morgenen, til de går i seng. Derfor tror jeg, at billedet af yogien, der tager tilbage til bjergene for at arbejde på sin egen frelse, er et vrangbillede. Som Dalai Lama siger, handler det om, at andre mennesker skal have det godt. Så jeg tror, at den ægte del mystik i sit væsen er rettet ud mod andre menneske. Og hvis man trækker sig tilbage, hvad jeg også gør, er målet at gå længere ind for at kunne gå længere ud i kontakt med andre mennesker."
Som et åndedrag?
"Ja, nøjagtig som et åndedrag, og vi har allesammen brug for det åndedrag. Men den verden, vi lever i, ånder jo kun ud. Det er en lang kommunikativ udblæsning, og det er jo også usundt. Der er en balance mellem det indre, fordybelsen, stilheden og en mærken efter de store spørgsmål og så at gå ud kommunikativt. Og vores verden har rent ud sagt glemt at trække vejret, og det går ikke i længden."
Døren går op. Det er forlagssekretæren. Tiden er gået. Peter Høeg skal videre ud i verden.
ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk
"Elefantpassernes børn" udkommer den 10. september, hvor den vil blive anmeldt i Kristeligt Dagblad