Indimellem finder solen et hul i det vekslende skydække og sender stråler ned til Adi Holzers vindueskarm i Hareskov. Her rammer de toppen af en af hans glasfigurer og fortsætter i filtreret form som en gylden, levende æstetisk form ind over sofabordet.
Ved siden af glasskulpturen står udkastet til en lille ny skulptur modelleret i et kunststof. Den skal senere på året med ham til Italien, hvor han samarbejder med nogle af verdens bedste glaskunstnere. Her vil så forvandlingen ske, når den lille fabulerende figur finder sin tiltænkte endelige form i glassets magiske materiale.
LÆS OGSÅ: Anelsesfulde gennemlysninger af kendte motiver
Det er kunstneren Adi Holzer, der taler om "glassets magi". Den magi, der opstår i samarbejde med lyset, som når solens stråler i en sen eftermiddagstime trænger igennem den transparente figur og sender gyldne lysreflekser mellem to vinglas på sofabordet i Holzers stue.
"Eller prøv at gå rundt om en glasskulptur. Den skifter konstant udseende, alt efter hvordan lyset falder igennem den," tilføjer han og tænder det elektriske lys under en figur af "Nattens dronning" i blåt glas, og med ét får bobler og stjerner inde i glasset liv, så man næsten hører Mozarts musik, blot i lyset og formen.
Mozart var østriger, som Adi Holzer er det, eller i hvert fald det halve af ham, for i 1955 mødte han sin danske hustru, Kirsten Inger (Kim kaldet), og har siden 1962 været bosat i Danmark. Her maler han sine farveglade billeder, og maleriet er stadig hans grundlæggende disciplin, men igennem årene har han sideløbende eksperimenteret med mange forskellige kunstneriske udtryksformer. For når et område er udforsket, begynder det at kede ham.
"At arbejde med kunst skal være som en opdagelsesrejse," forklarer han. "Det er fascinerende at prøve det, man ikke kan. Kunst må aldrig blive rutine. Det skaber liv, når man aldrig er helt sikker på, hvordan resultatet falder ud. Man må lade sig føre af materialet, og i nogle tilfælde også bare lade tilfældet råde, give tingene lov til at ske."
Adi Holzer peger på et stort billede, der står på gulvet i stuen. Billeder er der alle steder her i hans og Kims hus, som meget passende har fået navnet "Aladdins hule", for der er en hel del 1001 nats-stemning over Holzers farverige kunst. På billedet har han malet med tynde farvelag, der ligesom i en akvarel har fået lov til at blande sig i smukke glidende overgange, kun nænsomt ledt på vej af pensel, klud, eller hvad han nu ellers har malet med. Måske et stykke pap eller flamingo. Det skifter, alt efter hvilken struktur og kunstnerisk virkning han efterstræber.
Igennem mange år har en af Adi Holzers supplerende kunstneriske udtryksformer været glasmaleriet, men de tredimensionelle glasskulpturer er en forholdsvis ny opdagelse, som han blev bragt til ved lidt af en tilfældighed og nu er bidt af. Derfor er han i øjeblikket sammen med hustruen i fuld gang med at lære sig italiensk, så han kan tale med de italienske glaspustere, der normalt hverken kan engelsk eller tysk. At han er netop har passeret de 75 år, ser ikke ud til at have ændret på energi eller arbejdstempo. Den produktive Holzer synes lige så produktiv som altid. Blandt de kommende opgaver venter en ny dansk kirkeudsmykning.
Selvom han med sin kunst, og her ikke mindst flere offentlige udsmykninger, forlængst har markeret sig nationalt og internationalt, føler han sig stadig beæret og ydmyg, når han får lov til at udsmykke en kirke.
"Kirkeudsmykninger er en af de største udfordringer, man kan få som kunstner," fastslår han og får lige tilføjet, at han i øvrigt ikke bryder sig om ordet "kirkeudsmykninger".
"Nej, det er et lidt uheldigt ord, for udsmykninger er noget med dekoration, og her drejer det sig jo ikke om pynt. Den sakrale kunst er for mig den allermest fascinerende del af kunsten, fordi vi her bevæger os ind på det hellige og dybeste i vores liv. Det stiller enorme krav til den kunstneriske formåen, og man er som kunstner forpligtet til at yde sit ypperste."
Kunsten i kirken skal samtidig indgå i en sammenhæng med musik, sang og ord, hvor det overordnede fælles formål er at formidle budskabet om Guds ord, påpeger Adi Holzer. Derfor mener han, at det er en total misforståelse med ren abstrakt kunst i et kirkerum. Et standpunkt, som årene igennem har affødt hidsige diskussioner med kunstnerkolleger.
"Nogle har den fejlagtige opfattelse, at deres abstrakte billeder nærmest automatisk bliver til kirkekunst, når de kommer ind i et kirkerum, men den slags billeder hører mere hjemme på et museum. I kirken skal billederne appellere til et meget bredere publikum, og kirkekunsten må derfor indeholde genkendelige elementer fra de store bibelske fortællinger. Kristendommen har en klar forkyndelse af evangeliet, med opstandelsen som sit dybeste, glade budskab. Det skal forkyndes i kirkekunsten, så den kan hjælpe mennesker til at fordybe sig i de store spørgsmål, der er på spil i kirken."
"Det betyder ikke, at kirkekunsten skal ende med at blive ren illustration og pæn genfortælling, som der var en tendens til i det 19. århundrede, hvor kirkekunsten blev usigeligt kedelig. Den skal også hele tiden forny sig og fortælle i et nutidigt sprog, men det fuldstændig abstrakte hører efter min mening ikke hjemme i en kirke."
Adi Holzer har udført større og mindre arbejder i 16-20 kirker – det nøjagtige tal husker han ikke lige – i Danmark, Tyskland og Østrig, ligesom han har arbejdet med de bibelske fortællinger i sin grafik og sine billeder. For ham er der her en tæt forbindelse til hans egen kristne tro.
"Jeg tror jo på, at man selv skal være involveret, for at det bliver godt, men på den anden side kan man sige som den franske maler Matisse, at 'al kunst, der fortjener dette navn, er religiøs'. At male er jo en slags meditation, en åndelig fordybelse, og som min kunstnerkollega Arne Haugen Sørensen har sagt, kan man håbe på, at Guds finger måtte berøre en under arbejdet."
Kunst er at indfange livets mysterier, tilføjer Holzer.
"Kunst er for mig det, der skal bære ud over dagligdagens besvær og banaliteter og formidle en dybere indsigt. Netop i kirken er der plads til de store udtryksformer, den monumentale kirkekunst. Jeg synes, at kirkekunst skal være monumental, ligesom den tidlige romanske og gotiske kunst var det."
Det var kirkekunsten, de store katedraler og deres kunst, den gregorianske sang og den klassiske musik i det hele taget, der i sin tid bragte den unge Adi Holzer til kristentroen.
Den var der ellers ikke meget tilbage af i hans familie, efter at Hitler og Nazityskland i 1938 – Adi var da knap to år – havde annekteret Østrig.
"Min bedstemor var den eneste, der bevarede troen. Andre i familien meldte sig ud af kirken, for efter at Hitler var kommet til, havde man ikke brug for den længere. Hitler var jo den nye frelserskikkelse. Først senere fandt man ud af, at 'frelseren' var Satan selv."
"Noget, man ofte glemmer, når man bagefter taler om denne forfærdelige tid, er jo, at Hitler og nazisterne blandt andet kom til magten ved at skabe orden og velstand i samfundet efter et årti med kaos og fattigdom. Blandt andet derfor fik de så stor opbakning. Nu kom der velstand, og så var der ikke brug for Gud længere."
Uden sammenligning i øvrigt mener Adi Holzer, at den velstand, vi oplever i vores tid, ligesom dengang fører mennesker væk fra Gud.
"Jeg synes, det er en forarmelse, når man i vores velstående land taler om at lukke kirker. Tænk på, hvordan man for 1000 år siden i selv de fattigste landsbyer havde overskud til at bygge de smukkeste kirker, som siden har været bolværk mod åndelig fattigdom. Nu er vi så derhenne, hvor man ikke mener at have råd til at bevare dem, og det kan der være mange rationelle forklaringer på, men det rører ikke ved, at det er en forarmelse, når en kirke må lukkes."
Adi Holzer håber på et åndeligt klimaskifte.
Et eksempel på, hvad der sker med et land uden kirker, finder han i Ceausescus Rumænien. I 20 år har han og Kim støttet et rumænsk børnehjem for nogle af ofrene for den rumænske diktators rædselsregime. Selvom Adi Holzers kunst har glæden som grundtone, er der også alvor og blik for ondskaben og livets mørke sider. Han forstår godt de kunstnere, der mente, at det efter holocaust ikke længere gav mening at skabe glad og positiv kunst, men han er ikke enig med dem.
"Det ville være at svigte de mennesker, der kommer efter. Jeg mener ikke, at man kan leve uden kunst. Da Churchill under krigen blev spurgt, om man ikke skulle skære ned på kulturbudgettet, så der kunne blive flere penge til fly og bomber, afviste han, for som han sagde: 'Hvad skal vi så kæmpe for?'."
Selv kunne Adi Holzer ikke forestille sig at male mørke, triste billeder:
"Som Renoir har sagt det, er der elendighed nok her i verden, så hvorfor male det og hænge det op på væggen?".
Dertil er Holzer også alt for farveglad. Livsglædens kunstner holder af rene klare farver, ofte hentet direkte fra tuben. Hans kunst har humor og bæres af en optimisme, som han fuldt ud vedkender sig, for, som en af hans venner – den berømte klovn Charlie Rivel – engang har udtrykt det, så "har optimisten måske ofte ikke mindre uret end pessimisten, men han lever lykkeligere".
Adi Holzer har altid været fascineret af cirkuslivet. Manegens gøglere og her især klovnene med deres accentuerede fremstilling af tilværelsens sorger og glæder har – ligesom Bibelens store grundfortællinger – givet inspiration til rigtig mange af hans billeder.
Derfor synes det meget passende, at en ny bog om Holzer har fået titlen "Tro og Gøgl/Glaube und Gaukelei". Den er udgivet i tilknytning til en udstilling på Museet Holmen i Løgumkloster, der markerer hans 75 år.
Udstillingen kan ses her frem til den 13. juni, hvorefter den – fra den 18. juni til den 14. august – flytter til Frederikshavn Kunstmuseum i den anden ende af Jylland. På udstillingen vises nogle af de mange veje, Holzer har betrådt i sit kunstnerliv, inklusive hans seneste opdagelsesrejse ind i glassets mysterier.