6 stjerner
Nogle bøger overbeviser på grund af deres æstetiske kvaliteter, deres innovative sprog eller fascinerende stil. Andre, derimod, sætter sig i fast i læserens hukommelse først og fremmest på grund af den uafrystelige historie, de fortæller. Måden, de gør menneskelige erfaringer nærværende.
Den ungarske filminstruktør Péter Gárdos’ debutroman ”Feber ved daggry” hører til sidstnævnte kategori. Den er absolut velskrevet, men den bestikker ikke ved sit finurlige formsprog, men fordi den giver plads til en af de mest gribende historier, jeg længe har læst. Som den gode filminstruktør, Gárdos er, skaber han billeder for læserens indre blik, som man ikke glemmer igen.
Romanen bygger på en sand historie. Den handler om forfatterens far, Miklós, der efter med nød og næppe at have overlevet en tysk koncentrationslejr ankommer til Sverige, hvor han sammen med nogle få hundrede andre jødiske holocaustoverlevende fra Ungarn får mulighed for at modtage støtte og lægehjælp. Miklós er ikke andet end skind og ben, og ifølge lægerne er hans lunger i en så dårlig stand at han højst kan have seks måneder tilbage at leve i.
I stedet for at synke ned i depression over lægernes dødsdom begynder Miklós imidlertid at lave planer for sit liv. Han finder frem til adresserne på alle yngre ungarske kvinder, der ligesom han selv har overlevet de tyske koncentrationslejre og nu befinder sig i Sverige. Efterfølgende skriver han 117 enslydende, poetiske breve til dem med en forhåbning om at etablere kontakt og – på et senere tidspunkt – at kunne gifte sig.
Og faktisk lykkes det ham med disse breves hjælp at opbygge et forhold til den 18-årige Lili, der som han selv bliver lægebehandlet i Sverige efter opholdet i en tysk koncentrationslejr. Deres brevveksling udvikler sig til en ægte kærlighedshistorie, og alle modstande til trods lykkes det Miklós og Lili at opbygge et fælles liv og sammen overvinde den overhængende dødsdom.
Romanen bygger på de breve, som Péter Gádrós har arvet efter sin fars død, og på de mange samtaler, han har ført med sin mor efterfølgende. Den handler altså også om hans egen tilblivelse, om det gennemførte mirakel, at han selv kunne fødes ud af smerten og den død, som hans forældre mange år tidligere overvandt. Og samtidig er romanen et vidunderligt portræt af to stædige mennesker, der efter erfaringerne i koncentrationslejren har tabt deres tillid til Gud, men fortsat tror på menneskene, på socialismen og på en bedre verden.
Og som er i stand til at overkomme videnskabens dødsdom og de mørke erfaringer, som nær havde trukket dem begge ned i døden. Henvendt til den svenske læge, der på grund af Miklós’ dårlige sundhedstilstand vil stoppe hans forhold til Lili, der sidder på et andet flygtningecenter i Sverige, udbryder Miklós blandt andet: ”Jeg respekterer Deres faglige kompetence (…) Lægevidenskabens sensationelle resultater (… ) Men nu vil jeg bede Dem så indtrængende som muligt om at lade os være i fred! Lad os have vores drømme! Giv os lov til at blæse på videnskaben!”.
Som historien vil, lykkes det de to at overbevise lægerne og at gøre videnskabens diagnose til skamme. Håb, kærlighed og poesi er stærkere end døden, lyder budskabet her. Og dermed overvindes ikke kun det nøgterne videnskabelige blik på romanens hovedpersoner, men især eftervirkningerne af de mørke år i tysk koncentrationslejr. Godt nok taler de to elskende aldrig om deres erfaringer i lejrene – Miklós havde blandt andet til opgave af brænde bunker af lig fra mennesker, som nazisterne på bestialsk vis havde myrdet– men de finder, i modsætning til nogle af deres venner tilbage til og ind i livet.
Gárdos arbejder efter sigende allerede på en film om sine forældres lige så usandsynlige som fascinerende historie. Man kan forvente, den ligesom romanen bliver et monument over livet, der midt i al gru og mørke kan overvinde selveste døden. Det vil være forkert at sige, at romanen kun er livsbekræftende. Den er også mørk, dyster og skræmmende. Men i sidste ende er den en sejr over alle former for ringeagt og fremmedfjendtlighed; et monument over livet, poesien og drømmens kraft.
kultur@k.dk