Mikkel Rosengaard (født 1987) har skrevet en roman om en ung mands fascination af det faretruende. Eller er det i virkeligheden en faretruende fascination? Som det antydes af titlen ”Forestillinger om Ana Ivan”, rettes fascinationen mod en rumænsk kunstner ved navn Ana Ivan. Om læseren så bliver fascineret af romanen om de to unge kunstnere, er en anden sag.
Den mandlige fortæller, antageligvis modelleret over Mikkel Rosengaard selv, er for en kortere periode bosat i New York som praktikant på en kunstfestival. Hans kæreste kommer inden for en uge for at besøge ham, men inden da møder han den rumænske performancekunstner Ana Ivan, hvis dramatiske livshistorie ændrer hans orientering og selvforståelse.
Romanen er komponeret som en serie monologiske fortællinger om Ana Ivans farverige, gådefulde og lidt skræmmende liv. Det er som så ofte før vekselvirkningen mellem tiltrækning og frastødning, der appellerer. Inden for fiktionen er det Ana Ivan, som fortæller om sit liv over for den unge, nysgerrige mand.
Efterfølgende skriver fortælleren de fortalte historier ned enkeltvis med henblik på at udgive dem som en novellesamling.
Hvor meget af det læste, som er Ana Ivans livshistorie, og hvor meget, der er fortællerens kunstneriske genfortælling, bliver dermed et åbent spørgsmål.
Ana Ivan er som personlighed af et andet format end fortællerens jævnaldrende, danske kæreste.
Hun er østeuropæer, vokset op i Bukarest, med en far, som var en højt begavet matematiker, og hun er ligesom faderen - og moderen i øvrigt - belæst inden for den højere matematik.
Særligt tiden som matematisk begreb har hendes dybe interesse, og den performative kunst, hun for tiden udfører, tematiserer forskellige tidsproblematikker. Det er ingen ufarlig leg at eksperimentere med sin egen fornemmelse af tid ved for eksempel at lukke sig inde i et bælgravende mørkt atelier i flere uger.
Ana Ivan er selv bevidst om, at hendes historier kan have en særlig fascinationskraft på en lettere uskyldig mands verdensbillede. Den mandlige fortæller lader sig forføre af hendes historier og føre med ind i et mørke, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi langsomt udviskes. Hvorfor hun fortæller netop ham om sit liv, forbliver en gåde for ham.
Til gengæld er hans genfortællinger tydeligvis båret af en ambition om skrive litteratur. Først i mødet med hende får han adgang til et stof, som ligger ud over den jævnt kedsommelige københavnske hverdag.
Mikkel Rosengaard viser med denne roman glimrende evner for at skrive en letløbende prosa. Der er et dejligt ubesværet forløb i de ofte langstrakte sætninger. Romanens idé og afviklingen af den er ligeledes udmærket, og stærkest bliver teksten i de af fortællingens åbne huller, forfatteren har efterladt uudfyldte.
Min indvending er sådan set bare, at jeg ikke bliver helt så fascineret af denne Ana Ivan, som den unge, lidt ukritiske fortæller gør.
Selvom jeg blot er lidt ældre end romanens forfatter, kan jeg ikke sige mig fri for den tanke, at romanen vil appellere stærkere til lidt yngre og mere drømmeriske mennesker.
kultur@k.dk