Niveauet er højt i de danske sognegårde. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man læser ”Fromme Søren”, som udspringer af en foredragsrække i henholdsvis Farum og Blovstrød sogne. Bogen anlægger et pointeret teologisk perspektiv på Søren Kierkegaard og rager mange steder intellektuelt langt op i de tyndeste luftlag.
Den ene af bogens redaktører, Kristine K. Ravn, spørger i sit bidrag, om man kan bygge kirke på Kierkegaard, og hun bringer et skægt og skarpt citat fra Kierkegaard, hvori han gør sig tanker om gudstjenesten og advarer mod, at den afsporer kirkegængeren fra hverdagen:
”Thi et menneskeliv kan ikke som et fragtskib blive liggende på samme sted til næste søndag. Derfor må vanskeligheden netop fremstilles i kirken, og det er bedre at gå mismodig fra kirke og finde opgaven lettere, end man havde troet, end at gå overmodig fra kirke og blive mismodig i dagligstuen.”
Kristine K. Ravn går i rette med Kierkegaard. For med sin stærke understregning af ”hin enkelte” negligerer han vigtige elementer i den kristne tradition.
Og da Kierkegaard ikke ville modtage nadveren på sit dødsleje fra en præsts hånd, så endte han ifølge Ravn i et ”donatistisk kætteri”. Donatisme er et begreb fra oldkirken, hvor man lægger vægt på, hvem der forvalter sakramenterne. Her kunne Kierkegaard have lært af Martin Luther, der anførte, at gennem Helligånden virker sakramenterne uafhængigt af hvem, der måtte forvalte dem.
Derfor konkluderer Ravn, at man ikke kan bygge kirke på Kierkegaard, men at hans forfatterskab skal være en stadig påmindelse om, at vi skal ”afholde os fra at lave alverdens synlige kirkespir, logoer og hurlumhej for at synliggøre den (kirken, red.)”
Dåben er som bekendt det andet sakramente, vi har i folkekirken, men Kierke- gaard-forskeren Tonny Aaagard Olesen skærer ud i pædagogisk pap, at dette ”ingen rolle spiller i Kierkegaards eksistensteologi, hvor der ikke er brug for dåbens sakramente”.
Sådan kan læsningen af Kierkegaard være en grænseoverskridende udfordring for klassisk kristendom, hvis definitoriske beredskab nærmest bliver sat skakmat af den danske tænker, der ikke havde megen sans for en folkekirke, som skal forene på tværs og på trods af mange forskelle.
Sognepræst Morten Brøgger runder imidlertid antologien af med at påpege, at selv om Kierkegaard kan blive opfattet som en traurig og verdensforsagende tænker, så var han det ikke. Tværtimod fremdrog han evighedens perspektiv, for at et menneske deri skulle finde mod i ”dagligstuen” og genopdage verden som en gave skænket af Gud.
”Fromme Søren” er en lærd og ikke helt lettilgængelig bog, der gør os alle sammen klogere på, hvad Kierkegaard mente om vanekristendom, pietisme og skriftemål samt alle de ”problemer, som er alt for væsentlige til nogensinde at blive aktuelle”, som Per Lange sagde.