Lovende debut om mødet med ondskaben

David Garmark holder på imponerende vis sin debutroman spændende, selvom allerede titlen afslører afslutningen

"Puslespillets løsning forenes med sentimentale toner, der passer dårligt til det drama, vi har gennemlevet. Til gengæld imponerer romanen med sin suspense," skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
"Puslespillets løsning forenes med sentimentale toner, der passer dårligt til det drama, vi har gennemlevet. Til gengæld imponerer romanen med sin suspense," skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Forlaget Turbine.

En ung mand forsvinder i Paris. Hjemme i Danmark sidder forældre og lillebror med sorgen og uvisheden. Titlen ”Drengen, der aldrig kom hjem” i David Garmarks lovende debutroman afslører, at tabet er endeligt. Det er således ikke her romanens store spændingseffekt ligger. For spændende er den.

Hovedpersonen er den begavede og charmerende Emil, der tager til moderens hjemland for at uddanne sig som skuespiller. Her får han sine første erfaringer med sex, venskab, stoffer og efterhånden en ondskab, som udfordrer hans forståelse af verden og sin egen identitet.

Det første møde med en depraveret underverden får han, da han uforvarende bliver vidne til en pædofil i aktion. Det får Emil til at handle i vrede, men giver ham også siden behov for at udforske sine egne seksuelle grænser og sine evner til manipulation.

Han opfatter selv udviklingen som en dannelsesrejse mod større handlekraft og selvstændighed, og det er noget, han får brug for, da han forelsker sig i Celia.

Hun udstråler en angst og sårbarhed, han betages af ved første møde, og som giver ham lyst til at hjælpe - endnu ved han ikke hvordan, men han har fundet sit livs raison d'être: kærligheden, som gør al overfladiskhed og forstillelse til skamme.

Historien om Emil og hans forsvinden er bygget op som et kinesisk æskesystem bestående af breve, dagbøger og beretninger, som til sidst afslører brikkerne i et puslespil. Emil har blandt andet efterladt sig to lange manuskripter, som de kaldes, der opruller en væsentlig del af begivenhederne.

Det første manuskript får Emils far kendskab til efter sønnens forsvinden, og det fører ham til en håbløs efterforskning, der koster ham hans forstand. Mange år efter læser Emils lillebror, Elias, faderens notater og tager undersøgelserne op, selvom han har en syg kone og små børn derhjemme.

Emils andet manuskript finder Elias, da han indser, at det er blevet gemt på samme måde, som da de som børn legede skattejagt. Manuskriptet viser de oplevelser, Emil hvirvles ind i, da han opdager de forfærdende forhold, Celia lever under, og forsøger at komme hende til hjælp.

Elias er forfatter og viser sig at være den, der skriver den endelige beretning om Emils liv. Den sidste indsigt i broderens forsvinden får han, da han finder Celia, der er blevet en berømt cellist, og får mulighed for at mødes med hende til et interview.

Med denne slutning får vi udpeget en skurk og antydet en ny romance, og efter min mening lever den ikke op til romanens ellers gode takter. Puslespillets løsning forenes med sentimentale toner, der passer dårligt til det drama, vi har gennemlevet. Til gengæld imponerer romanen med sin suspense. De mange fortælletekniske lag og forskydninger i tid forhaler uvisheden og fascinationen, og det bliver vigtigt for os at komme tæt på Emil og få afklaret hans skæbne, der bliver så barsk, som vi hele tiden har frygtet. Der er noget vildt og grænsesøgende over Emil, og romanen følger dristigt trop.

kultur@k.dk