Kunstnere, som skal modtage offentlig støtte, skal være loyale over for staten og udtrykke holdninger, der passer til den siddende regerings love, værdier og politik. Det synspunkt kunne man læse her i avisen for nylig. Det er blevet fremsat som lovforslag af den israelske kulturminister og kan nok få det til at gibbe i én.
Men hvorfor egentlig? Hvad er det, der er så provokerende ved dette forslag? De fleste danskere vil nok også gerne have noget for de penge, som Statens Kunstfond uddeler. En noget-for-noget-tænkning ligger ikke langt borte. Spørgsmålet er blot, hvad det er, man forventer at få for sine penge. Og spørgsmålet fører hurtigt ind i en række problemstillinger, som handler om, hvad kunst er, og hvad vi skal og kan bruge kunst til.
Hvorfor skal staten støtte kunsten? Det spørgsmål er blevet stillet gang på gang igennem årene, når man har diskuteret Statens Kunstfond, og et af de mest rationelle svar gav forfatteren Villy Sørensen allerede tilbage i 1965, hvor han forsvarede støtten under den såkaldte ”Kunstfonddebat”. Den udsprang som bekendt af, at Peter Rindal startede en protestbevægelse. Man ville ikke støtte en kunst, som man ikke forstod, og som man følte virkede undertrykkende.
Sørensen skrev, at kunstneren er samfundets skarpeste kritiker, og det har staten erkendt. ”Ligesom diktaturstaten ganske logisk forbyder den originale kunst for at opretholde sig selv, er det ganske logisk, at den demokratiske stat begunstiger kunsten – for at opretholde sig selv. Loven om statens kunstfond er det officielle udtryk for, at staten har anerkendt kunstens opposition.”
Kunsten er således – lige som den fjerde statsmagt, medierne – en simpel nødvendighed i et demokrati. Uden en kritisk kunst går det ikke. Det er måske at drive kunstens betydning rigelig vidt, og i hvert fald må man præcisere, hvad det vil sige at være kritisk. Når for eksempel litteratur er kritisk, er det ikke bare, fordi den udtrykker meninger om sociale forhold og landbrugspolitik, men fordi dens sprog er anderledes. Litteraturens kritik kan være langt mere subtil end blot at udtrykke meninger om dette eller hint, idet kritikken ligger i selve sproget. Litteraturen er netop ikke politisk magtsprog, hvor man ”på sigt” ”står på mål” for ”en nultolerance” og fyrer floskler af, som ”at tænke ud af boksen”. Selve den døde metafor ”at tænke ud af boksen” er udtryk for en sprogbruger, der lige præcis ikke gør det.
Noget af det provokerende ved kunst i dag er også, at den i grunden ikke tjener noget økonomisk formål. Den er urentabel og ufornuftig. Men måske er det netop derved, at den udfordrer. Et lille digt rykker nok ikke ved verden, men måske nok en anelse ved vores sprog og bevidsthed, og så er det dog noget værd alligevel. Det rykker ved den rationelle tankegang, som vi på den ene side ikke kan undvære, men som på den anden side slet ikke er nok.
Danske politikere – både på fløjene og i midten – er enige i den opfattelse, at kunst skal provokere og udfordre. Men det er for det meste bedst, når det er de andre, dem man ikke er enige med, der bliver provokeret og udfordret. Det er de andre, der har brug for kunst, fordi den angiveligt er lige så sund som spinat og rosenkål.
Politikerne vil gerne bruge kunsten. Det bliver tydeligt, når man forsøger at lave en kanon, der skal virke dannende og bidrage til sammenhængskraften i landet. Kunsten skal gøre os til bedre samfundsborgere.
Sådan set er vi ikke så langt fra den israelske kulturministers synspunkter, som man kunne tro. Og så alligevel. Vi har jo heldigvis vores gode armslængdeprincip, der sørger for, at politikerne ikke kan blande sig direkte i, hvem der skal have støtte. ”Kunst”, der artigt priser staten og den til enhver tid siddende ”Store leder”, har vi da heller ikke meget andet end et grin tilovers for. Men måske er det for alvorligt til, at der bare grines, for vi skulle nødigt have nogle politikere herhjemme, der kunne få ”gode idéer” af den israelske kulturminister.
I hvert fald er det altid på tide at huske os selv på, hvad det er for et kulturstøttesystem, vi har, og hvorfor det er, som det er. Argumenterne for det er måske ikke altid de samme, men princippet om, at staten ikke må stille krav om emner og holdninger, skal i det mindste bestå.