”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”
Sådan åbner Johannesevangeliet med en klar reference til både Skabelsesberetningen og verdens lys – Jesus Kristus, der således kan læses som både ordet og lyset, da Gud giver sin første ordre i Bibelen og siger: ”Lad der blive lys!”. For lyset er som bekendt alt livs forudsætning i både biologisk og teologisk forstand.
Det er også hovedtemaet i Mogens Dahl Kammerkors spritnye Johannespassion ”The Passion of St. John”, der i går havde verdenspremiere i Berlin Koncerthaus og i dag åbner Bach-festivalen i Erfurt, inden værket bliver opført i Danmark og Sverige i næste uge. Og hele korværket begynder ligefrem med ordet ”darkness”(mørke) og slutter med ordet ”light” (lys). For både Skabelsesberetningen og påsken er fortællinger om, hvordan mørket blev brudt, og livet og lyset vældede frem, mener tekstforfatteren Jakob Holtze, der derfor fletter de to grundfortællinger sammen i ”The passion of St. John”:
”Den svenske nobelpristager Tomas Tranströmer har en fantastisk formulering om, at universets rasende ild forvandles til et kærtegn. Det tog jeg med som et stærkt billede på den ømhed og omsorg, som vel er kernebudskabet i fortællingen om inkarnationen og om korsfæstelsen,” siger Jakob Holtze og tilføjer:
”Påskefortællingens temaer om forræderi, grusomhed og håbet om forløsning genfinder vi også i store dele af litteraturhistorien, der også trækker på Johannesevangeliets stærke modstilling af lyset og mørket.”
Den litterære kanon supplerer på den måde den religiøse kanon, mener Jakob Holtze, der derfor har brugt brudstykker fra både Bibelen og over 30 forskellige digtere fra litteraturhistorien og sat dem sammen til sin egen tekstcollage, der genfortolker påskefortællingen med udgangspunkt i Johannesevangeliet.
Hele værket er oversat til engelsk med citater af blandt andre Rilke, T.S. Eliot og Dylan Thomas, men teksterne til koralerne er danske og sat sammen af poetiske perler fra store danske digtere lige fra Brorson til Pia Tafdrup. Og sådan spejler de danske tekster også hovedteksten som menighedens danske svar på det globale evangelium, tilføjer dirigenten Mogens Dahl, der også glæder sig over, at musikken understøtter de mange ord.
For selvom ordene var der fra begyndelsen, er det tonerne, der løfter værket op i den dobbelte højde, som han siger. Og tonerne kommer ovenikøbet fra den berømte svenske komponist Sven-David Sandström, der blev så inspireret af Jakob Holtzes tekstcollage, at han kort tid efter kunne sende et helt partitur fyldt med ”100 minutters ren kærlighed”, som han skrev i en privat besked til Holtze.
Senere fik Mogens Dahl en idé til, at der skulle være en tuba med i musikken, da han havde fået en af verdens fø-rende tubaister med på holdet.
”’Det lyder spændende, Mogens’, sagde Sandström bare. For han er en sprudlende vidunderlig person at arbejde sammen med. Nu er der kommet det ud af det, at tubaen følger Jesus som en skygge, da han bliver korsfæstet. Og selv når Jesus ikke har replikker, kommer tubaen sommetider ind og kommenterer forløbet. Da Jesus dør, kommer tubaen for eksempel også ind i musikken med en lang ordløs sørgesang,” forklarer Mogens Dahl og tilføjer:
”Sådan har processen været helt utrolig. Og jeg sidder altså her i midten af et vidunderligt luksusprojekt med en fremragende tekstmand og en guddommelig komponist på hver side omkring et fantastisk hold af musikere og sangere.”
Sådan har værket udviklet sig som et himmelsk holdarbejde: I begyndelsen var ordene, og ordene blev til toner, og tonerne blev til klange, og klangene blev til musik, og musikken fik sit eget liv som et ordløst sprog, der kan sige mere end mange ord. Men ord må der alligevel til, når man har et kor. Og derfor har dirigenten Mogens Dahl og tekstforfatteren Jakob Holtze, der også har musikalsk baggrund, fulgtes ad, siden den succesfulde dirigent besluttede at satse på at styre sine satser i eget hus for næsten ti år siden.
Det er i sig selv en lille opstandelseshistorie at tænke på, at de smukke, hvide, himmelstræbende lokaler her på Amager engang først var hestestald og siden autolakeringsværksted, før Mogens Dahl kom til og fyldte stedet med ånd og musik. Men selv kalder han ”The Passion of St. John” for kronen på værket og korets foreløbig største ”svendestykke”, der er indøvet på rekordtid sammen med musikere fra New York:
”Det er et svært værk, der kræver meget af sangerne,” siger Mogens Dahl med et bredt smil:
”De dybeste stemmer går ned under det dybe B. Det er sjældent at finde basser, der kan ramme de toner, så vi har måttet hente to tyske basser udefra. Man kan næsten få alle til at synge rent, når de ligger midt i tonelejet, men det er i yderområderne, at man viser, at man kan noget som sanger. Og musikken her kommer hele registret igennem. For musikken afspejler i den grad påskens fortælling, der som bekendt også bevæger lynhurtigt frem og tilbage mellem lys og mørke. Og mens jeg dirigerer, lever jeg mig også så meget ind i det, at jeg som dirigent ikke kun kommer hele registret rundt musikalsk, men også følelsesmæssigt,” griner han og tilføjer mere seriøst:
”Påskens fortælling rører mig hvert år. Det er et svimlende stærkt mysterium, man måske bedst nærmer sig gennem musikken. Som musiker har jeg også altid forbundet påsken med koncerter, men selvom man kan sige, at vi er kommet ret sent til festen, fordi det jo efterhånden er 2000 år siden, at Jesus levede, er det ikke for ingenting, at komponister og forfattere bliver ved med at genfortolke ham. Og jeg synes, at det er livgivende at være en del af en lang tradition for at forny den fortælling, så den forbliver ny.”
Ligesom litteraturhistorien er fuld af værker, der læner sig op ad den kristne grundfortælling, er det som bekendt heller ikke første gang i musikhistorien, at Johannes-passionen er blevet omsat til musik.
”De fleste kender nok i forvejen Bachs version, og jeg har også selv tidligere dirigeret Arvo Pärts version. Men Arvo Pärts Johannespassion slutter, da Jesus dør, mens vores version ender i håbet om opstandelsen, så det er i højere grad en rejse fra mørke til lys både musikalsk og historiemæssigt,” siger Mogens Dahl, mens Jakob Holtze nikker:
”Opstandelsen er for mig at se også hele kristendommens omdrejningspunkt. Uden opstandelsen ville kristendommen kun være en etisk historie om at leve sit liv rigtigt. Og uden opstandelsen ville der heller ikke være nogen rigtig Johannespassion,” siger Jakob Holtze og tilføjer:
”Jeg har også været optaget af, at det skulle være tydeligt, at det skulle være Johannes’ udgave af historien. Det er uklart, hvem der faktisk har skrevet Johannesevangeliet, men forfatteren giver indtryk af, at det er disciplen Johannes, som også omtaler sig selv som ’den discipel, Jesus elskede’. Og han beskriver selv mødet med Jesus som en øjenvidneberetning.”
Sådan er historien i ”The Passion of St. John” også en øjenvidneberetning med Johannes som fortælleren.
På kirkemalerier er Johannes ofte skildret som en feminin, engleagtig skikkelse. For mens de fleste andre af Jesu disciple endte deres dage som martyrer, blev Johannes af Jesus fra korset bedt om at overtage rollen som Jomfru Marias søn. Og i ”The passion of St. John” bliver rollen som Johannes også sunget af kontratenoren Daniel Carlsson, der synger lyst og smukt som en kvinde. Men værket følger også Johannes’ følelser på godt og ondt.
”Det er historien om Johannes, der møder det guddommelige i sit liv. Han lever sammen med Jesus i tre år, inden Jesus dør og måske opstår igen. Det bliver en afgørende oplevelse for Johannes, der så skriver Johannesevangeliet, der her er blevet til Johannespassionen. Vi møder Johannes som et søgende og fortvivlet menneske helt i begyndelsen. Det er et menneske, der famler i mørke og fortvivlelse, men bliver kaldet ud af det mørke af Gud. Det oplever han velsignelsen ved, men han oplever også en fortvivlelse undervejs, ikke mindst da Jesus dør.”
Jakob Holtze lader ham møde en engel uden ansigt i natten efter Jesu død, hvor Johannes har sin egen Jakobskamp.
”Idéen er, at han går igennem den mørke nat, og så kommer opstandelsesmorgenen. Og igennem den erfaring og det møde med Guds kærlighed får han et mod til at leve.”
”Sjælens mørke nat” er også et begreb som den spanske mystiker Johannes af Korset bruger. Og selvom Jakob Holtze ikke bruger Johannes af Korset direkte i værket, ligger mystikerens tanker som et bagtæppe bag det hele. For som ung var Jakob Holtze selv så optaget af katolicismen, at han overvejede at blive munk. Nu nærmer han sig i stedet det religiøse gennem musikken. ”Musik er en måde at udtrykke det uudsigelige på, som man ellers kun kan møde med stilhed. I den katolske højmesse falder menigheden for eksempel på knæ i stilhed i lang tid, når man læser, at Jesus død. For det er så ufatteligt, at Jesus dør, at Gud dør. Det mysterium kan ingen ord beskrive, men lyden af en smuk tuba kan måske komme tættere på. Og sådan er det også min erfaring, at man faktisk kan komme tættere på det uforklarlige ved at fjerne sig lidt fra det,” siger han og tilføjer:
”I Det Gamle Testamente havde man også både billedforbud mod at gøre sig billeder af Gud og et tempelforhæng, som almindelige mennesker ikke måtte komme forbi, når de nærmede sig Gud. Og sådan kan det religiøse stadig blive for stort, hvis det ikke brydes gennem poetiske billeder eller gennem musikken. Som moderne sekulære mennesker tror jeg også, at mange har en berøringsangst over for det religiøse, hvis det bliver for direkte bekendende. Men musik og digte kan have et stærkt sidelys, der åbner det religiøse rum. Sådan synes jeg også, at det virker her,” siger han og tilføjer:
”Det er lyden af lysets sejr over mørket. Og tubaen får ikke den sidste tone.”