I Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per beskrives i fortællingen om Peter Andreas Sidenius en række forskellige miljøer som hovedpersonen på sin vej gennem livet stifter bekendtskab med. Blandt dem er det jødiske særlig interessant. Som fremhævet i en anmeldelse fra 2011 af den engelske udgave er bogen en af de få europæiske dannelsesromaner der afsætter plads til en udførlig beskrivelse af jødernes liv og erfaringer.
LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på grundtvigianisme og Indre Mission?
Men også grundtvigianismen, der vandt stor udbredelse netop på den tid romanen udkom, gives der en ganske indgående beskrivelse af. I anden halvdel af romanen gifter Per sig nemlig med datteren af en fremtrædende grundtvigiansk præst, pastor Blomberg. Han har skrevet opbyggelige bøger, er en populær foredragsholder og fylder søndag efter søndag sin kirke på landet i Jylland. Per bemærker tidligt at hans tilkommende svigerfar er en dygtig prædikant: Pastor Blomberg benyttede som Prædikant virtuosmæssigt et poetisk og folkeligt Sprog. Han tilhørte i saa Henseende ganske den kirkelige Retning, der var baaret til Verden af den grundtvigske Salmesang, og som aldrig tabte Præget af sin digteriske Oprindelse.
Per, der som naturvidenskabsmand har vænnet sig til at søge efter beviser bag ved de smukke ord, føler sig imidlertid hverken tiltrukket af Blombergs fremstillingsform eller docerende argumentation. Med langt større opmærksomhed lytter han til den dystre præst i nabosognet, pastor Fjaltring, der bestemt ikke er populær. Der kommer ganske få kirkegængere til hans gudstjenester, hans familieliv er ulykkeligt, og han ender med at hænge sig.
Men han er skarp i sine formuleringer. For eksempel beskriver han grundtvigianismen som en gemytlig Vartovsreligion, der var i Færd med at blive Landets Nationalreligion, og som med sit Ammestuesprog og sin poetiske Kælenskab jo virkelig var som skabt for et Folk som det danske, der ogsaa i det religiøse søgte Idyllen og erstattede Troens Lidenskab med Lyrik. Den kritik er Per, der er vokset op med sin præstefaders gammellutherske og strenge kristendom, lydhør over for.
Fjaltrings angreb mod Vartovskristendommen kan næppe være rettet mod Grundtvig selv, for når man læser dennes salmer, kan man dårligt hævde at de savner troens lidenskab. Der findes utvivlsomt også mange grundtvigske teologer der er i stand til at forene troens lidenskab med lyrik. Så den form for kristendom Fjaltring er ude efter, må være grundtvigianisme i en fortyndet udgave. Hvad den angår, virker hans angreb ikke skudt ved siden af. Fra min opvækst som præstesøn på landet kan jeg huske at samtaler om åndelige materier især i velstillede landmandsfamilier med højskoleerfaringer sommetider havde det med at munde ud i bragesnak.
Også Kierkegaard har været ude med riven efter grundtvigianerne. I In vino veritas gør han således nar af Grundtvigs begejstring for ordet mageløs ved at lægge det i en forrået forførers mund: Og nu til Quinden jeg har gjort en mageløs Opdagelse
Spørgsmålet er nu hvad man skal mene om påstanden om at grundtvigianismen er båret til verden af salmesang og aldrig har tabt præget af sin digteriske oprindelse. Den har vel en del på sig, skulle jeg mene. Og for de såkaldt salmebogskristne er det jo netop salmerne der repræsenterer en særlig skattet del af gudstjenesten.
Selv forhærdede rationalister må vel medgive at den danske salmebog er et skatkammer af tekster. Dem har vi først og fremmest Grundtvig selv at takke for for af salmebogens 791 numre har han bidraget med halvdelen! Men der er også mange fine nytilkomne tekster. Og forud for Grundtvig er der Kingos og Brorsons enestående salmer fra det 17. og 18. århundrede at glæde sig over.
Den engelske digter Samuel Taylor Coleridge har om læsning af skønlitteratur skrevet at den kræver en willing suspension of disbelief, altså at man frivilligt giver afkald på sin naturlige skepsis og forholder sig til teksten som om den beskriver noget virkeligt. Men også når man går i kirke og skal have udbytte af det, er det vel en forudsætning at man under gudstjenesten suspenderer sine rationelt begrundede forbehold og forsøger at bevæge sig ind i et andet univers.
Der er altså ingen grund til med pastor Fjaltring at antage at det poetiske står i vejen for det religiøse. Tværtimod kan det måske være en hjælp til at trænge ind i kristendommen.
I klummen Eftertanken skriver et panel bestående af sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen, festival-leder Ulla Tofte, historiker Jes Fabricius Møller og museumsdirektør Dagmar Warming om kulturhistorie, kirke og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme. Klummen bringes hver fredag