Glæden er en gåde. For hvordan kan man overhovedet smile, når man ved, at man er døende?
Ethvert menneske er jo dybest set dødsdømt lige fra undfangelsen. Nogle dør allerede som fostre eller små børn, mens andre ender deres dage med rynket dobbelthage og tipoldebørn på skødet. Men tiden slår os alle ihjel.
Kristendommen giver et håb om, at livet ikke slutter, når ånden forlader kroppen, men for ateister som den svenske filminstruktør Roy Andersson føles døden absolut og absolut væmmelig, fortæller han, da vi sidder på første sal i biografen Grand Teatret i København for at tale om hans nye film ”Der sad en due på en gren og funderede over tilværelsen”:
”Det værste ved at være menneske er, at man skal leve med en bevidsthed om sin egen død. Det er det, der adskiller os fra dyrene, men det er også vores forbandelse. Det er vores syndefald, og sådan fortolker jeg også Adam og Evas syndefald. De spiste af kundskabens træ og blev kloge nok til at forstå, at de skulle dø. Og det er jo en forfærdelig viden at skulle slæbe rundt på,” siger Roy Andersson og tilføjer:
”Heldigvis fortrænger vi jo den kendsgerning det meste af tiden, men bevidstheden om ens egen dødelighed kan også hurtigt føre til dødsangst. Og jeg har engang selv haft så kraftig angst, at jeg faktisk præcist oplevede livet som i Edvard Munchs maleri 'Skriget'. Himlen skreg, træerne skreg. Sådan havde jeg det også. Det var frygteligt, men det gjorde mig også rigere som menneske, fordi jeg fik større forståelse for mennesker med angst.”
Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af filmen her
Dengang var Roy Andersson 29 år, i dag er han 71 år og netop færdig med en stor filmtriologi om at være menneske. Det er et både dystert, absurd og kreativt billede af tilværelsen, som Roy Andersen tegner i sine roste kunstfilm, der kan føles som én lang filmatisering af Prædikerens Bog. For det er i høj grad den menneskelige rådvildhed og gudsforladte tomhed, han skildrer i sine meget æstetiserede film.
Billedsiden er inspireret af den amerikanske maler Edward Hoppers malerier af fremmedgjorte og ensomme storbymennesker, der ofte sidder alene omgivet af tomme, farveløse vægge.
Det forstærker selvsagt følelsen af eksistentiel tomhed. Og filmene består samtidig af lange, stillestående scener med få replikker, så hver scene fremstår som et kunstværk i sig selv. På den måde kommer Anderssons fortællestil til at virke som en hybrid mellem at gå i biografen og på kunstmuseum med ens egne tanker. Trilogien begyndte med ”Sange fra anden sal” i 2000, blev fulgt op med ”Du, levende” i 2007 og er altså nu fuldendt med den biografaktuelle film ”Der sad en due på en gren og funderede over tilværelsen”.
Det er en prisbelønnet præstation, der kan sammenlignes med Lars von Triers guldhjertetriologi med ”Breaking the Waves”, ”Idioterne” og ”Dancer in the Dark”. Og i lighed med Triers ”Idioterne” bruger Roy Andersson også den umiddelbare ærlighed fra en person med Downs syndrom til at fortælle sandheden om os andre. I Anderssons nye film er det en pige, der står på en skoleteaterscene og fortæller, at hun har skrevet et digt om en due, der sad på en gren og tænkte over, at den ingen penge havde, inden den fløj hjem. Længere er digtet - eller livet - ikke.
Det kan virke som en klar reference til Jesu lære om fuglen under himlen og linjen på marken, som ikke bekymrer sig, mens vi andre kan gå igennem hele livet og bekymre os om materielle forhold. Men hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig, som Jesus sagde.
Sådan er scenen ikke helt tænkt, men Roy Andersson er godt selv klar over, at hans film er spækket med religiøse og især kristne referencer:
”Jeg er jo ateist, men mange kalder mig alligevel religiøs, fordi jeg sysler med emner, som man kalder religiøse. Og kristendommen inspirerer mig også. Bjergprædikenen synes jeg for eksempel sagtens, at man kan bruge, selvom man hverken tror på Gud, Himlen eller et andet liv efter døden. For jeg synes, at det både er smukt og sympatisk at tro på, at man skal behandle andre, som man gerne vil behandles selv. Og det er også rørende rammende, når Jesus siger, at den, der er uden skyld, skal kaste den første sten. Sådan har Bibelen nogle fantastiske formuleringer, som man ikke behøver at være troende for at synes er både smukke og vigtige. Desværre har kristendommen jo historisk set også været lige så hensynsløs, som Islam kan være i dag. Og jeg synes egentlig, at det er mærkeligt, at religioner kan blive så hadefulde, når de egentlig handler om at finde fred og kærlighed til andre mennesker.”
Roy Anderssons trilogi er - med en vis ironi set i forhold til hans fortid som reklamefilmsinstruktør - på samme måde fuld af billeder på Jesu lære om, at man ikke skal samle sig skatte på jorden.
I ”Sange fra anden sal” er der for eksempel en scene fra en lufthavnsterminal, hvor en masse melankolske mennesker nærmer sig check-in-skranken i slowmotion - med overlæssede bagagevogne. Og i en af åbningsscenerne i den nye film ligger en gammel, døende kone i en hospitalsseng og knuger sin håndtaske med alle sine smykker til sig, fordi hun tror, at hun kan få dem med i himlen.
”Det er både en sørgelig og morsom scene. Jeg samler på den slags absurde situationer. Men jeg vil gerne prøve at tydeliggøre tilværelsen, og jeg vil gerne se mine film som et spejl, der forstærker og forstørrer vores færden. Det kan være, at man ikke vil indse, at vi er så løjerlige som i mine film, men jeg har forsøgt at samle nogle stærke billeder af os selv, som jeg ser tilværelsen. Og jeg har nok også projiceret en hel del af mig selv over i mine karakterer. Men jeg tror egentlig på, at vi mennesker grundlæggende er meget ens.”
Derfor er de fleste af karaktererne i filmene også blevet sminket hvide i ansigterne, så man skal forstå, at de er individer, men også repræsenterer alle andre mennesker, ligesom klovne i et cirkus også bliver anonyme repræsentanter for alle andre, forklarer han:
”Jeg er samtidig fascineret af japansk teater, hvor hvidsminkede skuespillere spiller Shakespeare, så teksten kommer fantastisk klart frem. Og derfor vil jeg nok også fortsætte med at eksperimentere med hvidsminkede skuespillere i min næste film.”
Men dine hvidsminkede karakterer kommer jo så også til at se døende ud?
”Ja, det er rigtigt. Og på den måde peger de jo også alle sammen hen mod, at der ikke findes en happy end for nogen af os, men at vi alle sammen styrer mod en grim død. Mit projekt er jo at skildre vores menneskelige rådvildhed. Der er en scene i filmen, hvor en mand dør på en færge, lige efter at han har betalt for en rejemad og en øl. Og da det ikke lykkes at genoplive ham, bliver personalet så ramt af næste problem. For hvad gør de så med øllen og rejemaden? Sådan kan vores liv være fyldt med absurd rådvildhed i små og store forhold. Og denne rådvildhed er et grundtema for mig. Frem for alt er vi rådvilde over for det grundvilkår, at vi i bedste fald lever 80-90 år, inden vi skal dø.”
Men hvad er så meningen med livet?
”Fysikeren Albert Einstein blev engang spurgt om det samme, og denne kloge mand svarede, at det var at se glæde i andres øjne. Det samme vil jeg sige. Det er meningen og lykken i livet, men desværre ser vi jo også sorgen i hinandens øjne. Den synes jeg, at jeg ser meget. Jeg pendler mellem de to poler at se sorg og glæde i andres øjne. Det farver nok også mit livssyn. Jeg synes, at livet er fantastisk rigt, men samtidig findes der så meget potentiale, der går tabt. Der findes så mange mennesker, der aldrig giver sig selv chancen for at gøre deres bedste, og det fører til mismod, uforløsthed og resignation. Og det kan igen føre til alkoholproblemer og andre former for misbrug.”
Har du selv kæmpet med det?
”Ja, jeg drikker lidt for meget, hvis jeg skal være ærlig, men det vil jeg ændre på nu. Det er nemt at komme til at drikke for meget, når man laver film, men jeg håber, at jeg har det under kontrol.”
Vejen til lykke findes i at pege på, hvor den ikke findes, mener han:
”Der er en kernescene i min nye film, hvor en mand sidder på en bar og siger ud i luften: 'Jeg har været nærig og ugenerøs hele livet. Det er derfor, at jeg er blevet så ulykkelig'. Det tror jeg er sandt. Det er saligere at give end at modtage, og hvis man kun tænker på, hvad man kan få fra andre, ender man som ulykkelig. Man må være mere generøs og forsøge at hjælpe andre til at få lys i øjnene. For fællesskab er det eneste, der virkelig betyder noget i livet,” siger han og tøver, inden han tilføjer:
”Det er også derfor, at jeg er blevet filminstruktør i stedet for at blive forfatter, som jeg egentlig havde tænkt at blive som ung. Jeg kan ikke holde ensomheden ud. Det værste, jeg ved, er at sidde alene og skrive manus. Det er nok, at sjælen er dømt til at leve i ensomhed. Men vi får livet til at handle om alt andet end fællesskab, og de fællesskaber, vi har, bliver ofte overfladiske. Det er derfor, at alle i min film hele tiden ringer til folk og siger: 'Dejligt at høre, at I har det godt'. Sådan kan jeg selv sidde og ringe til mine døtre på afstand.”
Hvad er den vigtigste relation i dit eget liv?
”Det er svært at sige. Selvfølgelig er mit bånd til mine døtre stærkt, men dem har jeg ligesom også sluppet fri til at leve deres egne liv. Jeg havde et ret stærkt forhold til mine søskende. Vi var fire brødre. Men min bror, der kun var et år yngre end mig, døde for to år siden efter at have levet et liv i misbrug af alkohol og stoffer. Han havde også meget angst, som jeg havde, da jeg var helt ung.”
Hvis man kunne forestille, at den 29-årige angstfyldte udgave af dig selv kom ind ad døren, hvad ville du så sige til ham?
”Jeg ville nok sige, at han ikke skulle være så bange,” siger han med et svagt smil i øjnene.
Lidt efter går døren virkelig op. Det er pressechefen i Grand Teatret, der vil fortælle, at tiden er løbet ud. Og Roy Andersson rejser sig fornøjet som en dreng, der lige har fået fri fra skole, fra den stol, hvor en filminstruktør for lidt siden sad og fundererede over tilværelsen.