Johan Richter, aarhusarkitekten, der skabte Statsgymnasiet og Musikhuset, tegnede også kirken i det kvarter, Steen Ejler Rasmussen i 1950'erne projekterede sydligt i Aarhus.
Det blev, hvad en amerikansk arkitekturteoretiker har betegnet som en fæstning for troen: et værn om dem, der sidder inde i Langenæskirken. Verden udenfor holdes stangen. Bygningen fra 1957-60 er modernistisk, europæisk efterkrigsarkitektur, der i dag må virke noget tør. Billedet er fordrevet fra det store rum, der ikke har nogen fikspunkter. Desuden er kirken nord-syd-orienteret, hvilket er en lysmæssig udfordring. Endelig var akustikken aldrig god. Richter havde tegnet et ovenlys til kirken, men det blev aldrig realiseret. Det er det blevet nu.
Kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen, der er kendt for sit arbejde med lys og transparens, har skabt et vældigt ætset glasparti foran alterområdet. Det forestiller himlen over Langenæs en bestemt dag i oktober.
Den bog, der foreligger fra Skiveforlaget Wunderbuch, er nok lidt hårdt pumpet. Stadsarkitekten fortæller fint om Johan Richters arkitektur, Kjeld Holm fint anekdotisk, men de tre kunsthistoriske og æstetiske bidrag bidrager ikke ret meget. Der tales om teologiske udsagn, men det siges aldrig, hvad det så er, der udsiges. Det er en vis grad af overkill i forhold til den meget fine samtale, hvori sognepræst Anne Ehlers og Ejdrup Hansen taler om projektet. Ejdrup Hansen har en befriende håndværksmæssig tilgang til værket, som udførtes sammen med Cubo Arkitekter og glaskunstneren Per Hebsgaard.
Bogen er fuld af billeder. Næsten for mange. Store foldeark er fine, men de mange små billeder skal overtyde os om, at kunstværket så at sige forandrer sig som himmelen udenfor i løbet af dagen. Kirken, der mest minder om et krematorium, har ikke i sin egen arkitektur meget at byde på.
Man skal unde sig en dag at stikke hovedet indenfor i kirken og beundre den kunstneriske, lys- og lydmæssige komplettering af Richters ramme.