Når solen står op i Sorø, gør den det stadigvæk i øst. Præcis som for 175 år siden, da B.S. Ingemann skrev sin morgensang I østen stiger solen op, mens han boede i en af de yndefulde og solgule lærerboliger på akademigrunden ned mod Sorø Sø.
Det østlige af husene bærer i dag hans navn, og det var med stor sandsynlighed i sit arbejdsværelse her, at han stod ved sin skrivepult og skrev den samling digte, der i 1837 blev udgivet under titlen Morgensange for børn.
LÆS OGSÅ: Et venskabs udvikling og afvikling
En samling, der er blevet kaldt det uforgængelige i Ingemanns digtning, og som ud over I østen stiger solen op indbefatter klassikere som Lysets engel går med glans og Nu titte til hinanden.
I alt er der syv religiøse morgensange, en til hver af ugens dage, samt den mere verdslige forårssang Storken sidder på bondens tag.
Sangene er forfattet i løbet af nogle få dage i juni 1837, og selvom forløbet ikke ligger helt fast, regner man med, at det er sket på bestilling af den daværende kronprinsesse Caroline Amalie, som var gift med den senere Christian VIII. Kronprinsessen havde allerede i 1829 oprettet et såkaldt asyl i Sølvgade i København, hvor børn af udearbejdende mødre kunne blive passet fra otte morgen til syv aften. Dagen begyndte og sluttede med en sang, og det var her, Ingemanns morgensange kom ind i billedet. Hans aftensange, der ofte nævnes i samme åndedrag som morgensangene, er også skrevet til brug på asylet.
Morgen- og aftensangene kom i 2006 med i Kulturministeriets kulturkanon, både på grund af teksterne og på grund af komponisten C.E.F. Weyses melodier til dem. Og faktisk er I østen stiger solen op kanoniseret hele to gange, fordi den tillige indgår i Niels W. Gades korværk Elverskud, der også er med i kanonen.
Sangene er blevet kaldt en perlesnor af primitive poesier, men selvom de oprindelig er skrevet til børn, er der bestemt ikke noget barnligt i Ingemanns grundtanke bag dem. Når han lader solen sprede guld på sky, er det nemlig ramme alvor.
Ingemann anså universet for fuldt af små spirer af ondskab, siger Niels Kofoed, der er dr.phil., professor emeritus og formand for B.S. Ingemann-Selskabet.
Solen er det guddommelige, der stråler ind i mørket. Men mørkets kræfter er der hele tiden og lurer på deres chance.
Niels Kofoed har skrevet flere bøger om Ingemann, og han fremhæver, at Ingemann og Grundtvig så meget forskelligt på kristendommen, hvor gode venner de i øvrigt var.
Ifølge Kofoed var Ingemann påvirket af en irrationel, esoterisk tradition, som har løbet som en understrøm gennem europæisk åndsliv, og ifølge hvilken der findes en åndelig lysverden, som menneskene kan få et glimt af gennem solens stråler. Det fik dog ikke Ingemann til at opfatte sig som mindre kristen, pointerer Niels Kofoed.
Man kan godt betegne ham som en kætter, men han anså sig selv som en god lutheraner. For ham var det helt naturligt. Han var begge dele, og det udelukker ikke hinanden. Han havde en slags åndeligt dobbelt bogholderi, som man har undret sig over, men som er spændende, synes jeg.
Den rette religiøse forståelse var ikke det eneste, Ingemann og Grundtvig var uenige om. Da Ingemann flyttede til Sorø i 1822, fandt han de håndgribelige efterladenskaber af den danmarkshistorie, han netop i den periode beskrev i sine umådeligt populære historiske digte og romaner. Blandt andet ligger biskop Absalon, som engagerede Saxo til at skrive om danernes bedrifter, i klosterkirken kort fra Ingemanns Hus.
Sorø havde helt mytologiske dimensioner for ham, fortæller Niels Kofoed, og han opfattede sig selv som det 19. århundredes Saxo.
Det var Grundtvig dog ikke helt enig i, og det skændtes de meget om, som Kofoed udtrykker det.
Hvorom alting er, har Ingemann sat sig grundige spor i Sorø, hvor man ud over hans hus kan bese en lille holm i søen, hvor han siges at have fundet inspiration til sine digte, hans grav og såmænd også hans skrivepult. Men så skal man op på museet.