Lyslevende historie om grevinden og hendes tid

I Lisbeth Smedegaard Andersens nye bog træder personerne hele tiden lyslevende frem for læseren og gør fortællingen spændende og vedkommende

Her ses grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe.
Her ses grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe. Foto: Privatfoto

Lisbeth Smedegaard Andersens ”Bedste Grevinde” er den tredje bog i forfatterens trilogi om forskellige danske menneskeskæbner fra slutningen af 1700-tallet og frem til vore dage.

Ligesom i trilogiens to øvrige værker, ”Skrædderen” og ”Det begyndte med Jomfru Sørensen”, ligger der også i dette nye værk forfatteren meget andet og mere på sinde end at fortælle de personlige historier om bogens hovedperson/hovedpersoner.

I dette tilfælde den københavnske adelige Henriette Danneskiold-Samsøe, der blev gift med lensgreve C.C.S. Danneskiold-Samsøe på Gisselfeld, og som efter dennes død i 1823 grundlagde Holmegård Glasværk.

Bogen handler, som undertitlen også indicerer, mindst lige så meget om Henriette Danneskiold-Samsøes tid som om hovedpersonen selv. Og det er blandt andet det, der er med til at gøre bogen interessant.

Gennem fortællingen om grevinden og hendes families skæbne kommer vi igennem nogle af de vigtigste milepæle i danmarks-historien fra slutningen af 1700-tallet til begyndelsen af 1800-tallet: Struensee og refomerne af det danske samfund i tiden omkring 1770, Napoleonskrigene med Slaget på Reden i 1801 og Københavns bombardement i 1807 og tabet af Norge i 1814.

Bogen beskæftiger sig imidlertid ikke kun med den politiske, økonomiske og sociale historie, men også med moralen, religionen, holdningerne og værdierne i det danske samfund, og hvordan disse ændrede sig i løbet af de årtier, som fortællingen dækker. Vi kommer vidt omkring: hvordan opfattede man livet og døden? Hvordan så man på børneopdragelse?

Hvordan var kønsrollerne og familiens rolle i samfundet? Hvad med synet på adelen? Og på danskheden? Alle disse emner og mange flere bliver belyst gennem historien om Henriette Danneskiold-Samsøe.

Bogen påberåber sig ikke at være en bog, der lever op til de historievidenskabelige kriterier for, hvordan fortiden og kilderne skal behandles. Det er tydeligt, at det ikke er en historiker, der står bag værket. Om dette skriver Lisbeth Smedegaard Andersen da også selv i indledningen, at bogen kan betegnes som en legende, det vil sige en fortælling, ”der nok bygger på historiske kendsgerninger, men som går et skridt videre og fortæller, hvordan det kunne være foregået, eller hvilke tanker en person kunne have gjort sig.

At berette (så vel som at læse) en legende er at stole på, at den rummer en sandhed”. Og hun fortsætter: ”Derfor har jeg tilladt mig den frihed at konstruere en overordnet rammefortælling, der skildrer de godt to år, der går fra Henriette Danneskiold-Samsøes ægtefælles død i juni 1823, til grundlæggelsen af Holmegaard Glasværk i november 1825.”

Ud fra denne rammefortælling foretager Smedegaard Andersen en række tilbageblik over hendes liv, blandt andet med udgangspunkt i diverse breve skrevet af og til grevinden. Bogens genre så vel som opbygning er altså ret speciel. Men det gør bestemt ikke bogen mindre læseværdig, end en mere traditionel fremgangsmåde ville have gjort den (og den svarer i øvrigt meget godt til den fremgangsmåde, der også anvendes i de øvrige to bøger i trilogien).

Bogens personer træder hele tiden lyslevende frem for os og er med til at gøre fortællingen spændende og vedkommende. Blot kan det for læsere, som ikke i forvejen har det store historiske overblik over danmarkshistorien og Europas historie, måske til tider blive lidt forvirrende med de mange kronologiske spring frem og tilbage i tid.

Ligesom man naturligvis hele tiden, når man læser fortællingen, skal huske at have for øje, at nogle dele af den er baseret på historiske kilder og kendsgerninger, mens andre er forfatterens tanker om, hvordan tingene, med forfatterens egne ord ”kunne være foregået”.