I mange år har Peter Martensen (født 1953) malet gådefulde billeder med anonyme mænd i hvide kitler eller skjorter. For denne maler drejer det sig først og fremmest om at undre sig over tilværelsens absurde sider og fortløbende at arbejde på at give denne undren et overbevisende, malerisk udtryk.
Martensens anonyme og tidløse mænd giver sig ikke til kende med navn, titel og adresse. De er ens – måske klonede? – mænd med kortklippet, mørkt hår. De optræder som oftest i grupper og udfører sære ting i forunderlige landskaber eller i ubestemmelige rum. De ligner kontorfolk, læger eller arkivarer fra 1960’erne. De peger fingre ad hinanden, de løber for livet, måske fordi de er ved at blive indhentet af en tsunami-bølge? De kører i bus, vasker hænder eller sidder og venter på rad og række.
De vandrer rundt i landskaber mellem spredte papirark, hvis ikke de sidder stille i store rum og laver ingenting. Undertiden studerer de nogle diminutive mennesker som kæmperne i Lilleputland. Med andre ord: Peter Martensen spiller os et puds med sine på én gang psykologiske og surrealistiske billeder, som i høj grad bliver til på baggrund af hans rige fantasi og direkte adgang til underbevidstheden.
Ganske anderledes går det til, når han arbejder som portrætmaler – og han er en af de fineste af slagsen. Portrætmaleriet bliver som hovedregel til som en bestillingsopgave, og Peter Martensen må derfor give sine personer karakter. Her går det ikke at male en hr. Jedermann eller en kloning. Her skal det enkelte menneske træde frem som et bestemt individ med nogle synlige, distinktive træk.
Portrættet som en særlig kunstnerisk genre kendtes allerede i den mesopotamiske og egyptiske kunst, først og fremmest i form af herskerportrættet. I den græske kunst udvikledes senere portrætstatuen, og her bemærker man, at grækerne havde en mere helhedspræget opfattelse af den menneskelige identitet end romerne, som i høj grad ”dekapiterede” de græske portrætter, når de kopierede dem. Altså fjernede kroppen, så kun ansigtet/hovedet var tilbage.
Grækerne opfattede kroppen og intellektet som to sider af samme sag. De opererede ikke med den dualisme, som kendetegner den kristne tankegang, derimod opererede de med et helhedssyn, hvor kroppen tænktes med som en vigtig del af identiteten.
Det er derfor interessant, når Peter Martensen maler sine 10 kunstnerportrætter i helfigur 170 gange 110 centimer – således ser vi i langt højere grad mennesket i dets helhed, da kroppen, som Peter Martensen har nedskaleret en anelse, er med. Der ligger så mange betydninger i kropssproget, klædedragten, holdningen, måde at bære sit køn og ikke mindst, om det portrætterede menneske er i form eller lader kroppen forfalde.
I alle perioder af den europæiske kunst fra middelalderen og frem kender vi til malede portrætter som bestillingsarbejder, hvor kunstneren fik i opdrag at portrættere fyrsten, de kirkelige overhoveder eller regenten. Traditionelt opereres der med forskellige kategorier af portrætter, alt efter hvor meget af den afbildede person man ser: hoved eller ansigt, skulderbillede, brystbillede, halvfigur, hoftebillede, knæstykke og helfigur. Mange portrætter på Frederiksborg Slot er helfigurbilleder, hvor fyrsten/kongen eller dronningen poserer i sin fulde kropslængde. Det gælder også det i mine øjne modige og spændende anderledes portræt af dronning Margrethe II, som Preben Hornung malede i 1985. Det hænger i Riddersalen. Her fremtræder hun monumentalt i sin lyseblå lange kjole, som hendes ansigt svæver højt over.
I dag undervises der ikke længere i portrætmaleri på de danske kunstakademier. Det skyldes blandt andet, at opgaverne er blevet langt sjældnere, eftersom fotografiet for længst har overtaget dette felt, som tidligere var et af de vigtigste i kunsten. Her kan man blot tænke på den danske romantiks fornemme portrætmalerier, skabt af Christen Købke, C.A. Jensen, Constantin Hansen med flere. Ikke at forglemme C.G. Pilo, som århundredet før malede en række stof- rige, lyse og levende portrætter i rokokostil af kongehusets medlemmer såvel i Danmark som i Sverige.
Går vi til udlandet, lyser stjerner som Leonardo da Vinci, Raphael, Antoon van Dyck, Rembrandt, Velázquez, Singer Sargent, James Whistler på kunstens firmament. De har alle sat sig vigtige spor, som eftertidens kunstnere har videreudviklet. Den sublime portrætkunst har på trods af fotografiets opfindelse også mestre i det 20. århundrede såsom Picasso, endvidere skabte Francis Bacon nogle genkendelige portrætter, skønt han forvrængede de portrætteredes ansigtstræk, så de muterer til noget næsten ukendeligt.
Peter Martensens portrætter indgår i denne lange tradition, ligesom udstillingens portrætter går i dialog med den faste samling på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot fra Balthasar Denners berømte portræt af Tordenskjold til Peter Carlsens portræt af tidligere statsminister Anker Jørgensen. På Frederiksborg Slot fortælles 500 års danmarkshistorie gennem portrætterne, for historien skabes først og fremmest af mennesker, ikke kun af systemer, økonomiske konjunkturer og produktivkræfter.
Peter Martensen er en af de få kunstnere, som mestrer den vanskelige opgave at gestalte mennesker med en hud, der lever, og med glød og liv i øjnene. Beviserne hænger blandt andet på Christiansborg, som har hele to portrætter af Martensen, begge af Folketingets formænd. Det ene af Christian Mejdahl, det andet, som er en monokrom i rødbrunt, forestiller Erling Olsen. Det er indiskutabelt de bedste portrætter i værelset med formandsportrætter.
På den aktuelle udstilling vises Martensens første, polykrome portræt af Erling Olsen, som han ændrede til en monokrom dagen før, portrættet skulle besigtiges. Olsen valgte det monokrome til Christiansborg. Desuden har Martensen malet portrættet af den tidligere statsminister og flygtningehøjkommissær Poul Hartling. Også dette portræt er monokromt i gråsorte toner. Det tilhører Det Nationalhistoriske Museums samling. Udstillingen på Frederiksborg Slot omfatter 100 portrætter fra de seneste 36 år.
Her kan man opleve, hvor meget portrætkunsten fylder i Martensens oeuvre, selvom han ikke definerer sig selv som portrætkunstner, men derimod som fri kunstner.
Men han holder af at male mennesker, så det er ikke kun udfordringen, der ligger i at skabe et vellignende portræt, som appellerer til ham, men også det at tilbringe tid med et andet menneske uden nødvendigvis at tale med vedkommende. Han siger selv:
”Overordnet set har jeg en idé om, at et portræt er resultatet af to menneskers møde. Det, der bliver portrættets nerve, er det betydningsrum, der opstår mellem maler og model. Jeg maler det, jeg ser – og det er proportionerne, farveklange og luften mellem modellen og jeg. Alt, hvad der hedder psykologi i et portræt, opstår på magisk vis helt af sig selv i mit billede, når proportionerne er på plads.”
Det kan derfor ikke undre, at han også har haft øje for sin nærmeste omgangskreds, som han har skabt en lang række frie portrætter af. Dels hustruen Margrethe, som han har portrætteret talrige gange, dels døtrene Anna og Ida – sidstnævnte som ”japaneren”, da hun siden sin barndom har sværmet for dette set med vesterlandske øjne så anderledes og eksotiske land.
I nyere tid har Danmark været involveret i en række militære aktioner rundt- om i verden på grund af en ”aktivistisk sikkerheds- og udenrigspolitik” for nu at bruge en eufemisme. Det drejer sig om brændpunkter som Irak, Afghanistan og Libyen, hvor det danske forsvar har været i krig. Men der har også været en række andre aktioner. Således udførte Peter Martensen i 2014 på opdrag af søværnet bataljemaleriet ”Blue Shield” fra en periode, hvor Danmark i samarbejde med Nato deltog i en række aktioner med navnet ”Ocean Shield” for at dæmme op for det omsiggribende pirateri i Adenbugten i Det Arabiske Hav.
Peter Martensen sejlede selv med et stykke tid for at opleve livet om bord på ”Esbern Snare”, som er navnet på denne fregat, og finde inspiration til opgaven. Dette maleri hænger nu permanent på Frederiksborg Slot. Det består af fire monokromer i lys blå, malet som fire ”snapshots” af denne vellykkede, men meget dramatiske aktion.
Et godt portræt skal kunne fange det levende menneskes aura og karakter og tydeliggøre for os, betragterne, hvad det er for et menneske, vi har foran os. Det gælder i det hele taget om at få personens sjæl med.
Mange ”portrætofre” gør sig forestillinger om, hvordan de ser ud, og hvilken type de er. Ofte bliver de overrasket, når de ser malerens færdige resultat, der kan ligge meget langt fra disse forestillinger, da portrætkunstneren ofte projicerer sit eget fysiognomi ind i portrættet. Et kendt eksempel på dette er Michael Kvium, hvis persongalleri alle ligner ham selv i en mere grotesk og karikeret udgave.
Men generelt er et godt portræt båret af en række formelle enkeltdele, der skal spille sammen, så de kommunikerer indbyrdes på fladen og får billedet til at virke overbevisende og helstøbt, ikke kun som portræt, men også som billede. Men først og fremmest bør portrættet appellere til os, betragterne og give et sandfærdigt indtryk af den portrætteredes ofte komplekse personlighed.
Nogle portrætter kan synes stive og livløse, og undertiden gør kunstneren så stort et nummer ud af sig selv, når han/hun partout skal udtrykke sit eget kunstneriske program frem for at formidle et mere neutralt portræt af personen, som jo trods alt er det vigtigste. Det fremgår af flere statsministerportrætter på Christiansborg fra nyere tid. Her har flere kunstneriske trykket sig selv af, om jeg så må sige, og er gået til opgaven for at provokere og vise deres kunstneriske muskler og manglende respekt for opgaven. Heroverfor skiller Michael Kviums portræt af Poul Nyrup Rasmussen, Niels Strøbeks af Poul Schlüter og Johannes Hofmeisters af Jens Otto Krag sig ud som eksempler på fremragende portrætkunst.
Et af udstillingens scoop er de 10 nye kunstnerportrætter, som Martensen malede i et bestemt hjørne i atelieret i Odsherred. Portrætterne har samme størrelse og indfanger hele personen i en til tider symbolsk framing. Det gælder især digteren Morten Søndergaard, som står i rummet, omgivet af løse papirer, hæfter og iturevne bøger, som ligger spredt rundt på gulvet. Han bærer en åbentstående, hvid skjorte og sorte benklæder, og han står med spredte ben lige som en soldat – men han er en pennens mand, en fredselskende mand, der holder en bog, ikke et gevær, i hånden. Han ser ud på maleren, på os, med et blik, der hentes indefra og han har den ene hånd i lommen. På en gang afslappet og hvilende i sig selv og opmærksom og vågen. Morten Søndergaard bærer det tøj, som Peter Martensens gennemsnitsmennesker sædvanligvis har på: Hvid skjorte og sorte benklæder jævnfør indledningen til denne artikel.
Generelt har Peter Martensen inviteret kunstnere – to filminstruktører, en skuespiller, en musiker, en digter og to skønlitterære forfattere samt to billedkunstnere til sit atelier i Odsherred og har malet dem over to dage. Det er blevet nogle meget levende og vellignende portrætter. Man bemærker, at Lone Hørslev ligner et dyr på spring frem. Hun har en leopardplettet skjorte på og holder sin leopartplettede sko i hånden, som om hun kan kaste den efter en eller andet hvert øjeblik. Men generelt har kunstnerne ikke måttet have nogen rekvisitter med. Dog er det lykkedes Peter Bastian at få sin fagot med, ”men det er også en vigtig legemsdel,” siger Peter Martensen.
Også billedhuggeren Pontus Kjerrman holder sin lille yndlingsspatel, som han altid bruger, når han modellerer.
Det er blevet til 10 vellignende og ikoniske portrætter, og på grund af størrelsen – de er næsten 1:1 og i højformat, føler den betragtende, at man er i samme rum som de afbildede personer, som står på vej til at træde ud af billedrammen og ud til én for at indlede en samtale. Peter Martensen har valgt at portrættere kunstnere, som han gerne ville være sammen med i et par dage, fordi de har noget særligt at byde på.
Det drejer sig ud over de nævnte kunstnere om filminstruktørerne Bille August og Lone Scherfig, skuespilleren Stina Ekblad, forfatteren Jens Christian Grøndahl, billedkunstnerne Doris Bloom og Jesper Rasmussen. Flere af de portrætterede hører til Peter Martensens vennekreds, men der er generelt tale om kunstnere, som har og har haft betydning for Peter Martensen, og som har inspireret ham igennem årene.
De fleste af udstillingens portrætter udtrykker en absurd og drømmeagtig idé, som hænger nøje sammen med Peter Martensens psykologiske surrealisme. Disse portrætter er på én gang gådefulde og vellignende. Peter Martensen river igen og igen gulvtæppet væk under betragteren, der drages mod hans motiver på grund af deres umiddelbare genkendelighed, for snart derefter at blive kastet ud på de 70.000 favne vand for at finde mening i absurditeterne.8
Teksten er et uddrag fra Lisbeth Bondes essay i kataloget, der ledsager udstillingen Peter Martensen Portrætter på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Den kan ses fra den 13. januar til den 12. april 2017.