Made in Japan

Vi har så travlt med at missionere for andre folk i verden om demokrati og økologi, men glemmer let, at de andre kan lære os om både gode manerer og udsøgt skønhed

Skønhed er i sig selv et mål for japanske kirsebærtræer, der ikke giver nogle ordentlige bær – og kun blomstrer et par uger om året. Men der er noget lærerigt stærkt ved denne koncentration og den lange optakt, skriver Lars Handesten.
Skønhed er i sig selv et mål for japanske kirsebærtræer, der ikke giver nogle ordentlige bær – og kun blomstrer et par uger om året. Men der er noget lærerigt stærkt ved denne koncentration og den lange optakt, skriver Lars Handesten. Foto: Scanpix.

Kirsebærtræerne blomstrer i Japan lige nu. Overalt, hvor man kan tænke sig et træ placeret, er der et eller allerhelst flere. Det er mængden, der giver virkningen. De står der med deres sarte rød-hvide blomster og lyser op i en verden, der i byerne ellers er gråt i gråt af uendelige mængder af betonbygninger - høje og lave, små og store. Nogle af dem er så store, at de kan rumme, hvad der er af mennesker i en middelstor dansk provinsby.

I det hele taget er størrelsesforholdene i Japan, hvad mennesker angår, noget, der er en dansker helt fremmed. Shinjuku Station i Tokyo betjener alene to millioner mennesker - om dagen! Det er ikke så underligt, at man bliver fuldstændig fortumlet af mennesker de første dage, man er her.

Stationen er som en labyrint i flere dimensioner, og det er svært at orientere sig i mængden af forskellige tog-selskaber, toglinjer, butikker, caféer og restauranter.

Men man skal ikke lade sig snyde af det tilsyneladende kaos. Togene kører med en ufattelig præcision og hurtighed. Og hurtigtogene mellem de større byer kører med en hyppighed, der svarer til vores S-tog i København - i myldretiden. De har behagelige sæder og god benplads. De kører henved 300 kilometer i timen, så afstandene bliver små. Man burde sende samtlige DSB- og Arriva-medarbejdere, trafikministeren og Folketingets trafikudvalg på kursus her. Der er virkelig noget at lære om togdrift for den flok amatører, der styrer den danske. Men vi skal jo helst opfinde det hele fra bunden af - ubrugelige IC4-tog og rejsekort. Som om man ikke for længst har fundet ud af, hvordan man gør ude i den store verden.

”Made in Japan” hed det sig engang om de varer, som vi opfattede som billige efterligninger af europæisk kvalitet. Det kan man godt glemme alt om. Og det har man kunnet i årevis. Bare tænk på kvalitetsbiler, som Toyota og Mazda producerer, samt alt muligt elektronisk grej lige fra tv, telefoner, kameraer og varmepumper. Der er masser af ting, som vi importerer fra Japan, men det er mere end ting, vi burde importere. Gode manerer for eksempel. Made in Japan.

Det første man oplever, når man kommer til Japan, er en venlig og høflig imødekommenhed. Man stiller sig op i køer ved toget og ved busstop, og der er ikke noget med at mase og skubbe. Alt foregår i god ro og orden. Og så er her påfaldende stille. Alle har en mobiltelefon, som de bruger flittigt til at læse på, se film og sms'e på. Men den er stillet på lydløs i alle offentlige rum, og man taler heller ikke i den her. Det er utænkeligt at sidde på en restaurant og høre smalltalk, og man bliver ikke belemret med alskens ringetoner, med business-snak eller med sladder, som bliver råbt ud i toget, fordi man tror, at det hjælper på forbindelsen at hæve stemmen. Det har noget med den japanske privathedskultur at gøre og deres høflighed. Man står ikke og taler i telefon, mens man bliver betjent i en forretning, eller mens man taler med andre mennesker. Det findes ikke her. Ligesom der ikke er lydforurening fra telefoner, så er det også påfaldende, så rent her er. Folk smider ikke affald på gaden og tager det med sig, når de går, fra parkerne. Københavns gader og parker ligner en losseplads i sammenligning med Tokyo.

Vi griner ad japanerne, når de kommer på ferie hos os og næsten altid går i flok. De er ikke individualister lige som os. Hver især kan og vil vi selv, og det er for så vidt også godt nok. Det har bare lige haft den sørgelig bieffekt, at hensynet til andre altid bliver tilsidesat i forhold til en selv. Jeg taler i telefon, hvor og hvornår jeg vil, og om hvad jeg vil. Jeg maser mig frem, hvor jeg vil.

Vi danskere bryster os tit af, at vi har så meget, vi kan lære verden om. Vi kan lære de andre, hvordan man opfører sig med demokrati og økologi og den slags bløde værdier. Det er så fedt at være dansker, så selvfedt, at vi helt glemmer, at vi muligvis kan lære noget af de andre.

Af japanerne er det ikke bare gode manerer, vi kan lære. Vi kan også få vores sans for skønheden skærpet her. Ikke alt skal kaste noget af sig og have en mening ud over, at det er smukt. Japanske kirsebærtræer giver ikke nogle ordentlige bær - i hvert fald ikke de træer, som jeg kender hjemmefra. De er ”kun” til pynt. Et par uger om året gør de deres tjeneste, resten af året står de der bare, mens vi venter på, at det igen bliver forår.

Der er noget stærkt ved denne koncentration og den lange optakt. Det er ligesom deres sumobrydning, som tidsmæssigt mest består af forberedelser og ceremonier frem til de ofte ganske få sekunder, en kamp kan vare. Det er noget andet end en håndboldkamp, hvor det bare er fuld fart frem i en times tid.

Skønheden tager tid. Den skal bygges op og varer for det meste kun kort. Det er vist også japanerne, der har perfektioneret isskulpturerne. De holder, til de smelter, og så laver man nogle nye næste vinter. Japanernes skønhedssans rækker også til maden, der altid er stilfuldt og delikat lagt på fade, så det ligner små farveorgier. Til gengæld slubrer, smasker og ræber mange japanere ugenert, hvad der nok kan genere min æstetiske sans. Men det var kirsebærblomsterne. I år får jeg dem at se to gange. Først nu i Japan, og så når jeg kommer hjem, hvor foråret jo kommer senere. Der er ikke nær så mange af dem hjemme. Men jeg kender et sted ved Kastellet i København, hvor de står i flere rækker, og man får effekten af mængden, sådan som man har den i Japan. Et træ gør intet forår. Men når først alle træerne står i blomst, tør vi tro på det - ligesom de gør i Japan.