En magnet har den egenskab, at den både frastøder og tiltrækker. Den samme egenskab har norske Lars Saabye Christensens roman ”Magnet”. Det er en kæmpe bog på 760 tætskrevne sider. Alle de ord gjorde mig udmattet og fik mig til længes efter Kjell Askildsens ordknappe forfatterskab eller en helt anden kunstart, for eksempel fotografiet.
Der er så mange ord, og det tager så lang tid at læse dem, og det var lige før, jeg lagde bogen fra mig. Dertil er der også en fortæller, som træder frem og kommenterer på en måde, som jeg blev meget træt af i begyndelsen.
Men så blev jeg alligevel tiltrukket af romanen, der fortæller en bevægende historie om parret Jokum og Synne, som både bliver kærester, gift og kunstnerisk makkerpar. Den er også humoristisk og rørende, når der fortælles om Jokums elskelige forældre, og hjerteskærende, når man hører om et amerikansk ægtepar, der har mistet deres unge søn i Vietnamkrigen. Romanen rummer en sødme, der langt hen ad vejen fungerer, men som også i sin selvironiske selvsmagen står i fare for at blive vammel som en overmoden frugt.
Jokum læser litteratur og er i gang med Kafkas ”Processen” i 1976. Synne er kunststuderende med speciale i stilleben-billeder. De bor dør om dør på samme kollegium i Oslo, og så pludselig er der en gensidig tiltrækning mellem dem. Jokum dumper til eksamen. og Synne opfordrer ham til at fotografere. Og så er historien ellers sat på sporet.
Få år efter befinder de sig i San Fransisco, og så tager det hele fart. Jokum fotograferer ting, gerne helt tæt på og uden mennesker. Han fotograferer Golden Gate, som så mange andre har gjort før ham, men med den detalje, at der er en sko på den efterladt af en selvmorder. Dér er den menneskelige historie og tragedie fortalt. I et fotografisk stilleben.
Synne fungerer som hans kurator. Altså som den, der tager hånd om kunstneren og kunsten. Hun fører ham ind på et galleri, får hans billeder udstillet og sørger for, at de bliver set af de toneangivende folk inden for kunstmiljøet.
Hun kan det spil, som Jokum ikke selv kan finde ud af, og som han føler sig frastødt af. Jokum og Synne laver den ene succesfulde fotoserie efter den anden og når toppen, da ”de” bliver udstillet på Biennalen i Venedig. Herefter kan det næsten kun gå en vej.
Der bliver ikke meget tilbage af en roman, når man genfortæller den så kort, men undervejs bliver der netop plads til de detaljer og den tvivl og usikkerhed, som Jokum nærer over for sine fotografier og over for Synne. Hun er den suveræne hånd og ånd, der fører og arrangerer, men bliver Jokum ikke borte i hendes projekter, og bliver han ikke gjort til et objekt for hendes begær?
”Magneten” er ikke blot en roman om kærlighed, men også om kunstens og tidens væsen. Kunst er i høj grad det, som nogle magtfulde kunstkendere udråber til kunst, og som bliver udstillet de rigtige steder på det rigtige tidspunkt. Meget handler om timing. For fotografen handler det om at slå til i det rigtige moment, men det handler også om menneskelig værdighed og privatliv.
Hvad må Jokum fotografere, og hvad må han udstille? Og kan man overhovedet lave kunst uden at udlevere sig selv og andre? Kan kunsten lave den nødvendige afstand mellem det private og det personlige og forvandle det specielle til noget alment? Romanen stiller spørgsmål og giver i praksis selv nogle svar.
Saabye Christensen har skudt en fortæller ind mellem sig selv og sin fortælling og skaber dermed en mulighed for perspektiv. Denne dobbelthed hersker i alle romanens dimensioner. Der skal tid og afstand til at skabe både liv og kunst og erkendelse. Romanens tænksomme fortæller har fået ordet i sin magt (eller er det omvendt?) og folder tiden ud med netop sproget, der også giver plads til læseren.
”I et tomt rum er der ikke plads til nogen”, og i denne roman, der er alt andet end et tomt rum, fyldt til bristepunktet med ord som den er, bliver der – paradoksalt nok – plads til læseren. Men den er tidskrævende – ligesom det er tidskrævende for en fotograf at vente på det øjeblik, hvor motivet viser sig. Man mærker tiden gå, og man mærker, den står stille, som om man ikke bevæger sig ud af flækken.
Både Jokum og hans far er optaget af Storm P. Hans humor og underfundighed præger også romanen, der ikke har det godt med undertrykkende autoriteter som marxisterne i 1970’erne og islamisterne i 2000’erne. I romanens ånd skal jeg derfor lade Storm P. få det sidste ord i denne anmeldelse af en generøs bog, som både kræver og giver: ”Selv om en bog ikke ender godt, er det i hvert fald godt den ender.”