Mahlers hjerteskærende sangcyklus

Mahlers Kindertotenlieder er noget af den mest hjerteskærende musik, man kan forestille sig. Gustav Mahler mistede otte af sine søskende, mens de var små. Foto: Lebrecht

koncert
Five stars
Vi fik en energisk og tempofyldt udgave af det skønne værk at høre, inden alvoren meldte sig - i al sin gru, er man fristet til at sige
Peter Dürrfeld

Sidst i januar kunne publikum i Musikkonservatoriets Koncertsal opleve en usædvanlig kontrastfyldt koncert med Copenhagen Phil, ledet af den 74-årige amerikanske dirigent Lawrence Foster

Den sidste lørdag i januar kunne publikum i Musikkonservatoriets Koncertsal opleve en usædvanlig kontrastfyldt koncert med Copenhagen Phil, ledet af den 74-årige amerikanske dirigent Lawrence Foster.

Det begyndte med Brahms' herlige Haydn-variationer, der sandsynligvis ikke baserer sig på et tema af Haydn, men måske af komponisten og Haydn-eleven Ignaz Pleyel (1757-1831).

Vi fik en energisk og tempofyldt udgave af det skønne værk at høre, inden alvoren meldte sig - i al sin gru, er man fristet til at sige. For Mahlers Kindertotenlieder er noget af den mest hjerteskærende musik, man kan forestille sig. Baggrunden var, at digteren Friedrich Rückert i begyndelsen af 1830'erne havde mistet to børn som følge af skarlagensfeber.

Han skrev flere hundrede digte om det, men de blev først udgivet fem år efter hans død i 1866 og har lige siden været kendt - også af Gustav Mahler, der selv havde mistet hele otte af sine søskende, mens de var små. Mahler valgte fem af digtene ud til sin sangcyklus, komponeret i 1902 og med uropførelse i Wien tre år senere. Barytonen Johan Reuter, der netop er blevet kåret som årets P2-kunstner, sang med stor indlevelse og vokal velklang og blev suppleret fortræffeligt af orkestret, ikke mindst kunne man i alle fem sange glæde sig over Andreas Fosdals smukke obospil.

Smerte og skyldfølelser går op i skræmmende enhed, så trods den musikalske oplevelse trængte man til pausen.

Kontrasten kunne ikke være større til det eneste efterfølgende værk. Haydns 94. symfoni er nemlig en sand humørbombe, struttende af sundhed, vitalitet og kåde indfald.

Et af dem har givet navn til symfonien. I begyndelsen af andensatsen kommer der pludselig et voldsomt paukeslag, ledsaget af en gevaldig orkesterakkord. Derfor kaldes nr. 94 ofte ”Symfonien med paukeslaget” eller ”Surprise” (Overraskelsen). Ifølge en myte ville Haydn vække eventuelt søvnige tilhørere, men der var ingen fare for, at nogen i lørdags ville døse hen, så herligt som orkestret spillede.

Koncerten var første etape i Copenhagen Phils ”Wiener Festival” og blev indledt med en begavet og veloplagt intro af forfatteren Knud Romer, der kom vidt omkring i sit private wienske univers - men det blev for meget, at han også efter pausen kom ind på scenen og broderede videre i en halv snes minutter.

kultur@k.dk