Min barndom var på mange måder et stort kaos med en alkoholisk mor i psykisk ubalance og en fraværende far. Derhjemme var intet sikkert, og jeg måtte allerede tage rollen som mor for mine to mindre elskede søstre på mig fra jeg var 10 år. For vi kunne aldrig regne med vores forældre. Derfor var jeg selv præget af angst og mistillid over for voksne, men jeg havde to fristeder i mit liv, hvor jeg fandt fred og glæde. Allerede fra jeg var helt lille, elskede jeg at tegne og male. Det gav mig en form for ro at skabe noget, der var smukt. Og når jeg gik ture i naturen på Kalundborg-egnen, hvor jeg voksede op, blev jeg også sikker på, at den store skaber måtte findes. For det var en glæde at se blomsterne vokse og betragte lærker og endda en havørn for mig selv.
LÆS OGSÅ: Filosoffen, der fandt sin plads i verden
Op mod højtiderne håbede vi altid, at vi nu skulle samles som familie, men det var altid der, at mine forældre opførte sig værst. Vi tre søstre havde hinanden, og det var en stor trøst. Men hverdagen var fyldt med usikkerhed. Det hadede jeg, og inde i mig voksede en stor vrede mod mine forældre. Men det ændrede sig, efter at jeg i en middagspause faldt over Kjerlighedens Gjerninger af Søren Kierkegaard på biblioteket i Kalundborg. Den lå fremme på et bord og fangede min interesse. Forinden havde jeg læst en bog om egnens store maler, Johan Thomas Lundbye, der var optaget af Kierkegaard. Og Kjerlighedens Gjerninger gjorde et dybt indtryk på mig. For her lagde Kierkegaard vægt på pligten til at elske sin næste. Du SKAL elske din næste, skrev Kierkegaard og gentog det igen og igen. Det tog jeg til mig som åben, søgende 16-årig. Det var mit øjeblik, hvor jeg var til stede nok til at ændre mig. Og jeg forstod pludselig, at min næste ikke kun var min søde klassekammerat, der sad ved siden af mig, men selv mine forældre. Min næste var min mor, der lå derhjemme og råbte i frustration. Hende skulle jeg ikke længere anklage, men elske og hjælpe.
Det ændrede mit liv. Jeg gav slip på offerrollen over at være svigtet og begyndte i stedet at elske. Sådan blev Kierkegaard tidligt min præst, og han er siden blevet min livsledsager. For efter at jeg læste Kjerlighedens Gjerninger fandt jeg hurtigt hans tre gudelige taler Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen, der gav mig en kraft og et mod til at møde tilværelsen på en helt anden måde, end jeg har gjort det før. Og sammen med Bibelen har den bog fulgt mig siden. Jeg rejser aldrig nogen steder uden Bibelen og Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen, som udlægger teksterne for mig. I den forstand er Kierkegaard blevet min kirke. For med det liv, jeg lever på rejse, kan det være svært at gå i kirke, så jeg har min egen lille kirke med Bibelen, en bibellæseplan fra Bibelselskabet og Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Den bog har lært mig at gøre Fadervor til mit åndedræt. I løbet af en dag beder jeg Fadervor mange gange. Det er en slags grundstemning i mit liv at bede Fadervor fra jeg vågner, til jeg går i seng, og i alt, hvad jeg foretager mig i løbet af dagen. For Kierkegaard har lært mig, at glæden i troen udspringer af den tavshed og lydighed, der ligger i Fadervor. I det øjeblik man er tavs også i sine tanker forenes det timelige og evige. Sådan et øjeblik oplevede jeg på Kalundborgs bibliotek. Og siden har jeg forsøgt at gøre Fadervor til mit liv. For jeg har hele tiden brug for at finde tilbage til den fred, bønnen er rygraden i.
Jeg går bestemt ikke fløjtende over i mit atelier. Jeg er nervøs og fyldt af uro, fordi jeg slæber rundt på så mange uafklarede tanker, at jeg ofte ikke kan overskue at komme hen til et hvidt lærred. Før jeg bliver tavs, begynder jeg at male noget næsten ligegyldigt, der kun kan bruges som baggrund. Det kan tage 10 dage at kæmpe mig frem til den tavshed, hvor jeg kan være lille og lydig nok til at male. Og i den lydighed kommer glæden, så billedet kan få sit væsen, mens jeg får fornemmelsen af, at jeg har gjort, hvad jeg skal. Og det svarer til overgivelsen i Fadervor, hvor vi også beder ske din vilje. Alt, hvad jeg laver, handler om at finde ind til lydigheden i den bøn. For sådan finder man glæden. Måske er det derfor, at der også altid er en vej i mine billeder, uden at jeg selv har tænkt over det.
Det var derfor også både en stor glæde og udfordring, da jeg sammen med professor og hovedredaktør af Søren Kierkegaards samlede værker Niels Jørgen Cappelørn udgav bogen Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Vi havde en fælles følelse af betydningen af dette værk også for os selv. Niels Jørgen Cappelørn skrev et efterskrift, og jeg skabte nogle efterbilleder i form af en række monotypier, hvor jeg prøvede at give slip på mig selv i et Fadervor som en åbning til at male.