Lysets tøven hedder kunsthistoriker Mikael Wivels bog om maleren Niels Larsen Stevns, der udkom for nogle år siden i forbindelse med hans doktordisputats om det 20. århundredes store kristne modernist.
Lysets væld er nærmere de ord, der rammer én, når man står i den nye tilbygning til Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring, hvor 150 Niels Larsen Stevns-værker hænger og udgør det videnscenter, der her er skabt over malerens virke. Det er en af årets allerførste sommerdage, og det særlige nordjyske lys vælter ind ad et stort ovenlysvindue, hvor det rammer et gigantisk krucifiks på endevæggen og en altertavle, der aldrig har været i brug.
LÆS OGSÅ: Det himmelske og det lokale
Begge dele er udskåret af Niels Larsen Stevns, mens han arbejdede som assistent hos Joakim Skovgaard, og rummer på deres egen indlysende måde historien om en kunstner, der glemte sig selv i en højere sags tjeneste.
Man kan sige, at Niels Larsen Stevns havde et stort projekt, der lå uden for ham selv, og som undervejs i hans liv udviklede sig meget uforudsigeligt, fortæller Mikael Wivel, der denne dag har taget en af sine utallige ture fra hovedstaden til Vendsyssel. Hans mangeårige forskning i Niels Larsen Stevns har gjort ham til en naturlig rådgiver på etableringen af videnscentret og som forfatter til det første nummer i en skriftrække, der er planlagt i forbindelse med centret.
Lige siden hans øjne engang i 1970erne faldt på en gammel flettet vasketøjskurv, der stod hengemt på Statens Museum for Kunst i København, har hans interesse for Niels Larsen Stevns været usvækket. Kurven, der var fuld af tegninger og skitser, var en del af arven efter Stevns enke, Anna, og indholdet blev grundstenen i Mikael Wivels specialeafhandling og senere i hans doktordisputats.
Men tilbage til Vendsyssel, hvor det nyetablerede Niels Larsen Stevns Videnscenter har skabt fornyet interesse for maleren og hans betydning for dansk billeskunst, og hvor en vandring rundt i de på denne dag næsten guddommeligt oplyste rum med Mikael Wivels hjælp afdækker hans historie.
Niels Larsen Stevns blev, som navnet antyder, født på Stevns. I Gevnø havde hans forældre et lille husmandssted, og faderen ernærede sig ved siden af som tækkemand og træskomager. Som tiden fordrede det, blev den unge Niels sendt ud at tjene som 11-årig, men en betændelse i hans ene knæled gjorde ham uarbejdsdygtig og sendte ham tilbage til forældrene, hvor han var bundet til sengen, indtil han var 18 år.
Man kan sige, at han fik forlænget sin barndom, men han fik altså også rigtig god tid til at tænke sig om, og måske derfor kom overvejelserne om at blive kunstner, fortæller Mikael Wivel.
Af sin far lånte den unge Niels nogle snittejern, og han fordrev de mange sengeliggende timer med at skære ting i træ. Han blev rigtig god til det, og snittede blandt andet en lille kopi af Thorvaldsens Kristus-figur i Københavns Domkirke. Senere, under et ophold på Vallekilde Højskole besluttede han sig endeligt for at blive kunstner.
Som 22-årig blev han optaget på Kunstakademiet, men følte ikke, at han passede ind, og skiftede derfor til Kunstnernes Studieskole, hvor han mødte Joakim Skovgaard. Stevns havde kristendommen med sig fra sit barndomshjem, han var stærkt troende og derfor naturligt nok tiltrukket af Skovgaards bibelske billeder og hans evne til at folde sig ud som en kristen maler. Han blev ansat som billedskærer og billedhugger hos Skovgaard og var blandt andet den assistent, der stod Skovgaard nærmest under hans store udsmykning af Viborg Domkirke.
I forhold til sit eget maleri var Stevns en sen starter. Han var faktisk 40 år, inden han malede sit første selvstændige, kristne maleri, og det skulle så vise sig at være alt for moderne til datidens kirkelige smag, siger Mikael Wivel.
Maleriet Maria salver Kristi fødder, som hænger i en forarbejde-udgave i Niels Larsen Stevns Videnscenter, var oprindeligt en bestillingsopgave til Hersom Kirke ved Viborg, som Joakim Skov-gaard overlod ham. Og den opgave fik virkelig tændt Stevns. Mikael Wivel har en teori om, at han samme aften, som han havde fået opgaven, gik hjem og tegnede på alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Tegningerne lå langt fra Skovgaards harmoniske univers, de var vildere og mere passionerede. Da Stevns viste dem til præsten i Hersom, blev de da også afvist, og han blev i stedet bedt om at lave en fri kopi af et af Skovgaards værker i Viborg Domkirke.
Det gjorde Stevns så, men han malede altså også det alterbillede, han oprindeligt havde tænkt sig. Og derudover malede han syv andre kristne billeder, hvoraf Brylluppet i Kana var det sidste. Det skete for egen risiko, ingen kirker havde bestilt dem, og der var heller ingen kirker, der ville have dem, så derfor er de alle i dag ejet af museer.
Han havde en idé om, at hvis man skulle male et kristent billede i det 20. århundrede, så var det ikke nok blot at skildre fortællingen hos ham var der også tale om en slet skjult socialrealisme. Han var kristen socialist, og han fandt helt konsekvent sine modeller hos arbejdsløse eller andre dårligt stillede, fortæller Mikael Wivel og tilføjer, at Niels Larsen Stevns havde læst Nietzsche og satte sig for at modarbejde dennes tanker om, at Gud var død. Han syntes ikke, at Skov-gaards billeder modarbejdede det nok, og derfor ville han gøre det anderledes.
Kristus og de andre personer, han malede, var klædt, som vi kender det fra andre kristne malerier, men deres ansigter var anderledes mærkede, og de landskaber, de færdedes i, kunne identificeres som danske. Det var, ifølge Wivel, et af de greb, som Stevns benyttede sig af for at få Kristus op i det 20. århundrede. Et andet var den moderne, ekspressionistiske stil, hans pensel blev ført med.
Niels Larsen Stevns kom senere til at løse enkelte kirkelige udsmykningsopgaver, freskodekorationer i Svingelbjerg og Ranum Kirke, et alterbillede i Viuf Kirke samt altertavler til henholdsvis Vrensted, Bredstrup og Hvam Kirker. Han kom også til at male en fresko til den sjællandske Grevinge Kirke og en altertavle til Ballum Kirke, men så var det også slut, hvilket må siges at være paradoksalt for et menneske, der af Mikael Wivel betegnes som den stærkeste kristne kunstner, Danmark har haft siden middelalderen.
Men så kom der til gengæld andre billeder til, blandt andet dem, der skulle vise sig at blive Stevns hovedværker. Da han var midt i 60erne, fik han til opgave at udsmykke en mindehal om H.C. Andersen i Odense, og fire år senere, og samtidig grunden til, at et videnscenter om ham er kommet til at ligge i netop Hjørring, blev han bedt om at male en freskodekoration til læsesalen i det nyopførte centralbibliotek i Hjørring. Pengene til værket blev indsamlet lokalt, og det var et krav, at motiverne skulle stamme fra Vendsyssels historie. Det endte med at blive oprøreren skipper Clement fra 1500-tallet og bondeføreren Lars Dyrskjøt fra 1600-tallet, der fik hver deres langvæg i biblioteket.
Stevns havde, siden han gik på Vallekilde Højskole, drømt om at male historiske billeder, og hans idé var at løfte stoffet op i tid og gøre det relevant for moderne mennesker, fortæller Mikael Wivel og fastslår, at freskerne både i Odense og Hjørring er hovedværker i dansk kunst.
Hjørring Kommune solgte i 2002 den gamle fredede biblioteks- og museumsbygning med den klausul, at freskerne blev ved med at være kommunens ejendom, og der fortsat skulle være offentlig adgang til dem. Så i dag kan man gå 100 meter fra Vendsyssel Kunstmuseum ned ad hovedgaden, hen ad en sidegade og der opleve Stevns fresker. Bygningen er ejet af Sparekassen Vendsyssel, og det er en lidt ejendommelig oplevelse at stå midt i et kontor, hvor der bliver arbejdet ved computere og telefoner, mens en stor fladskærm på væggen holder de ansatte opdateret med de seneste finansnyheder, og samtidig betragte de historiske fresker. Men måske er der en mening med, at Niels Larsen Stevns, der på mange måder var forud for sin tid, hænger netop her.
Niels Larsen Stevns blev mere og mere berømt i sin levetid, og efter sin død blev han, ifølge Mikael Wivel, nærmest helgenkåret som en af modernismens faderskikkelser. Hans berømmelse var på sit højeste i slutningen af 1950erne og begyndelsen af 1960erne. Blandt andet var Stevns stærkt repræsenteret, da kunstmuseet Louisiana åbnede i 1958, og på Statens Museum for Kunst fik han efter ombygningen i 1960erne sit eget rum.
Siden da dalede interessen for Stevns, og det var først i 1990erne, da Mikael Wivel skrev sin disputats, der består af bøgerne Lysets tøven og Lysets veje, at han for alvor igen blev aktualiseret.
Maleren arbejdede hele sit liv systematisk med at udforske lyset i sine malerier. Han rejste sydpå til landene omkring Middelhavet, hvor lyset har en særlig kraft. Han tog hver sommer ud og malede landskaber, og da han efter udbruddet af Første Verdenskrig ikke rigtig kunne komme af sted, valgte han en hel sommer og et efterår at male blomsterbuketter, som han anbragte i et vindue i sin beskedne loftslejlighed, der også udgjorde hans atelier på Thorvaldsensvej i København. Resultatet blev, at han fik en særlig evne til at lade lyset ligge indlejret i farven, og det gav ham mod på også at forsøge sig med det guddommelige lys i hans kristne billeder.
For mig er der ingen tvivl om, at Niels Larsen Stevns er en af vore vigtigste malere fra det 20. århundrede, måske endda den vigtigste. Det specielle ved ham var, at efterhånden som han blev ældre, blev han yngre og yngre som maler. Han blev mere og mere dristig, men samtidig bevarede han sin asketiske og næsten selvudslettende holdning til kunsten. Det handlede ikke om ham, men om noget langt større, siger Mikael Wivel og tilføjer:
Hvis Stevns havde været her i dag, ville han være modstander af dette videns-center. Han ville mene, at det er alt for meget at gøre ud af et menneske. Mennesker skal ikke ophøjes, det skal kun Gud.
Niels Larsen Stevns