FS25. Forfatterskolens Jubilæumsskrift. Red. Lisbeth Algreen m.fl. 240 sider. 200 kroner. Forlaget Basilisk. Udkommer i dag.
Den 3. november 1987 åbnede Forfatterskolen officielt i nogle kælderlokaler i Nansensgade i København. For stifteren, Poul Borum, var det en mangeårig drøm, der gik i opfyldelse, for reelt set havde han allerede fra 1963, da han og Inger Christensen blev ansat på Holbæk Kunsthøjskole, løbende bedrevet forfatterskole.
LÆS OGSÅ:Generation nonstop - læst med stor fornøjelse
Ikke mindst havde de efterhånden legendariske møder med kredsen af firserdigterne Michael Strunge, F.P. Jac, Søren Ulrik Thomsen med flere hjemme i Borums egen spækkede lejlighed i Havnegade overordentlig stor betydning for generationen.
Men i 1987 blev Forfatterskolen altså en rigtig skole med (skiftende) lokaler og ansatte. Garvede forfattere som Peter Seeberg, Thorkild Bjørnvig, Villy Sørensen, Hanne Marie Svendsen og Kirsten Thorup bakkede op om projektet med dannelsen af Foreningen for Forfatteruddannelse (FOFU). Ingen af dem mente naturligvis, at en skole er den lige vej til en forfatterkarriere: Man bliver ikke forfatter af at gå på en forfatterskole. Det er man i forvejen (hvis man er det). At være forfatter er en eksistentiel tilstand, en måde at være til stede i verden på, et prisme, hvorigennem alle sanser åbnes, og tilværelsen får betydning, skriver Kirsten Thorup. Derimod kan en skole give mulighed for at indgå i et fællesskab med andre skrivende samt medvirke til at skærpe den enkeltes talent.
I de forgangne 25 år er der mange vidt forskellige danske forfattere, der har valgt de to skoleår til: Helle Helle, Morten Søndergaard, Katrine Marie Guldager, Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle, Lars Frost, Harald Voetmann, Kristian Bang Foss og Dy Plambeck for blot at nævne et udvalg. Forfatterskolen har dannet grobund for kunstneriske fællesskaber, ligesom skolens tilstedeværelse i byen København har skabt et litterært miljø med oplæsninger og diskussioner, som også er en inspiration for forfattere og læsende, der ikke går på skolen.
I anledning af 25-års-jubilæet, der fejres i denne weekend, udgiver skolen en antologi med bidrag af tidligere og nuværende elever, faste såvel som løst tilknyttede undervisere og andre støttepersoner. 36 bidrag, der spænder lige fra refleksioner over, hvad det vil sige at undervise i at skrive, til mere personlige og anekdotiske (morsomme) vidnesbyrd.
Således har Helle Helle og Kirsten Hammann sammen kreeret en collage af postkort, breve, billeder og notitser på servietter fra skoletiden, mens Morten Søndergaard og Thomas Thøfner har skrevet en vidunderlig hyldest i form af ni hypoteser om fænomenet Per Aage Brandt, også kaldet PAaB, der var med sammen med Borum fra skolens begyndelse: Han kom cyklende ned ad Reventlowsgade og fulgte en tankerække, som rytmens kæde trak fri af hjernen. Ordene sad som takker på et tandhjul, der greb perfekt ind i hinanden.
Per Aage Brandts egen artikel, Om skriftens skoling, er en dybt inspirerende indføring i det begreb, han kalder perceptionens kriticitet: evnen til at opfatte (og senere skabe) tekstlige nuancer, som for ham er et af skolens kerneundervisningsområder.
Laila Ingrid Rasmussen fortæller om sit første møde med Poul Borum. Der er koncert i Pumpehuset, og her står hun, ung og sprød, iført sit punkede outfit og rykker ham i ærmet: Jeg vil være digter! Borum afviser hende ikke som andre voksne, hun har mødt: Næ nej, han inhalerede en halv filterløs smøg, så gløden ulmede ildevarslende rødt, og pustede en kolossal røgsky ud i æteren, inden han med sin dybe rustne og lidt grødede stemme sagde: Send mig dine digte.
Borum, som også bestyrede Hvedekorn fra 1968 og frem til sin død, var en kapacitet uden lige. Belæst som få og med en sult på alle kunstneriske udtryk, lige fra guldaldermaleriet over arkitektur til punkmusik. Som alle ansatte på skolen stillede også han store, men fordomsfrie krav til den litteratur, de studerende præsenterede. Han spurgte, som Rasmussen skriver, om det var nødvendigt og vigtigt nok til at belemre sig selv og alverden med. Talemåden, som stadig er i brug på skolen, opstod: Kan man klare en tekstgennemgang på Forfatterskolen, kan man klare hvad som helst.
Sært nok er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, om man kan blive bedre til at spille musik af at gå på konservatoriet eller male af at gå på akademiet, mens det med en forfatterskole har været en anstødssten for mange.
Fornuftige folk som Klaus Rifbjerg har påstået, at man blev bedre til at skrive af at arbejde på en salatfabrik end ved at frekventere Forfatterskolen (som om det ene i øvrigt udelukkede det andet). Skrækscenarier er blevet malet frem: sagesløse unge mennesker bag pæne pulte skrivende efter diktat af Poul Borum, Niels Frank, Hans Otto Jørgensen, Pablo Llambias; skolens række af rektorer til dags dato!
Niels Frank, som overtog rektorposten efter Poul Borums død i 1996, ikke fordi det var hans drøm, men fordi det var løsningen, skriver med stor eftertanke om sine år som rektor, år, hvor medierne nærmest kørte i selvsving over konflikter, som set i bakspejlet måske mest af alt var groft skårne citater sat op til krig af selvsamme medier. Frank selv var ikke just diplomat, hvilket han også erkender, og kampene sled også på den personlige front.
I 1999 konstateredes det, at ingen af de 25 elever, der havde forladt skolen siden 1995, endnu var debuteret. Mere polemik, også med Gyldendal, som fandt elevernes indsendte manuskripter for litterære! Bølgerne gik højt, og ordet forfatterskolelitteratur blev udelukkende anvendt som negativ betegnelse. Hvad lavede de mon på den skole?
Svaret kom i 2000, hvor blandt andre Ursula Andkjær Olsen, Lars Frost og Lars Skinnebach debuterede: På skolen arbejdede man med sproget, og det gjorde man godt! Niels Frank var optaget af den amerikanske language-poesi, som fik stor indflydelse på de danske forfattere. På samme vis har efterfølgende rektorer, Hans Otto Jørgensen og nu Pablo Llambias, sammen med skolens elever været med til at udvide vores litterære horisont, fordi litteraturen heldigvis ikke holder sig inden for de nationale rammer. Med merkantile ord pågår der konstant en global im- og eksport af litteratur fra skolen.
Kan man lære at skrive? Spørgsmålet er blevet stillet igen og igen i alle de nu 25 år, Forfatterskolen har eksisteret. Og svaret har været og er det samme: Nej og dog. Man kan ikke lære sig til et skrivetalent, men man kan lære at læse bedre, tættere, mere kritisk og derved også blive bedre til at læse sine egne tekster og derigennem reelt forbedre og udvikle sit talent! Som Peter Borum og Elisabeth Friis så smukt skriver i artiklen Til Skolen: At erfare den egne teksts ubodelige fremmedhed der tales, der begæres; her tales, her begæres er at erfare den fremmede teksts lige så store eller lige så ringe fortrolighed.
Måske er det på tide, at man får øjnene op for, at de faktisk kan noget på den skole, der nu har til huse i baggården i Peder Skramsgade. Som lektor i litteraturvidenskab Mikkel Bruun Zangenberg skriver, kunne man drømme om, at universitetet lod sig inspirere af Forfatterskolens måde at nærlæse tekster på, hvor man har muligheden for at fordybe sig kollektivt, fordi man læser fuldstændig fri af pensumlister, snærende eksaminer og krav om gennemførelse. Zangenberg fortsætter: Man kunne ønske sig en anarkistisk, fri naboinstitution, en Kritikerskole eller en Litteraturskole, hvor alle, der har lyst og viser evner, kunne lære om og med og igennem litteraturen ().
Lad os endelig drømme videre, mens vi fejrer skolens første 25 år.