Selvom forfatteren Pia Juul voksede op på landet, var hun ikke noget naturbarn som lille. Hun hadede at cykle og foretrak at ligge i sin seng og læse bøger og gøre sig forestillinger om verden udenfor. Og da hun senere som voksen overvejede at flytte væk fra København og ud på landet, skulle hun i hvert fald ikke bo i et gammelt, idyllisk bindingsværkshus med stråtag.
– Nummer 11 ligger ned ad en lille stikvej på venstre hånd, forklarer hun over telefonen forud for interview
– Der er et husnummer, hvor stikvejen går ind, men det kan være svært at se. Hvis du kører forbi den gamle husflidsskole, så er du kørt for langt.
Jeg kører forbi husflidsskolen og må bakke for at finde den lille stikvej ned mod huset. Kører et godt stykke ned gennem en blandet bøge- og nåletræsskov, indtil den store, gamle skovridergård dukker op i den første lysning på højre hånd. Et smukt, hvidt bindingsværkshus fra 1870 med mørkegrønne vinduer og døre – og stråtag. Det er nummer 11.
Her med en kæmpe have, der grænser op til skoven, tre meter høje rododendronhække, udsigt over vandet og helt uden naboer har Pia Juul og hendes familie boet siden 2001. Huset hører til det nærliggende gods, Oremandsgaard, ved Præstø på Sydsjælland. En venindes forældre boede til leje her, men flyttede til Jylland, netop som Pia Juul og hendes familie ledte efter hus væk fra København.
– Vi boede i en lejlighed midt i København og ville gerne ud af byen og frem for alt få noget mere plads. Både min mand og jeg arbejdede hjemme, vi havde to hjemmeboende børn, og jeg havde, og har stadig, så mange bøger, som vi sov sammen med dengang. Vi så huset, og her var meget plads.
Den stråtækte idyl passer perfekt til den arketypiske forfatter på landet. Men det gør Pia Juul ikke.
Hun bor her ikke, fordi hun får mere ro til at skrive, eller fordi tankerne og ordene flyder lettere.
– Bortset fra, at jeg fik et kæmpe kontor og et lille rum kun til bøger, så var beslutningen om at flytte ikke forbundet med mit arbejde.
– Og jeg er et rodehoved, så det hjælper ikke med mere plads, har jeg fundet ud af. Selvom vi har masser af plads, så drømmer vi om mere.
For godt nok er skovridergården over 200 kvadratmeter stor. Men med en hjemmearbejdende forfatter og hendes mange tusinde bøger, en mand, der er hjemmearbejdende, en hjemmeboende datter, gæstesenge og et par katte, så er husets værelser fyldt op.
Men påvirker omgivelserne slet ikke din måde at skrive på?
– Selvfølgelig bliver man påvirket af sine omgivelser, og det gik nemt at flytte. Jeg føler mig hjemme her. Men man er den, man er. Hvis jeg arbejdede stødvis og uregelmæssigt før, ville jeg også gøre det her. Og det gør jeg så. Jeg får i perioder udrettet alt for lidt, i forhold til hvad jeg synes, jeg burde få ud af mine dage.
Måske har Pia Juul ikke nogen særlig romantisk forestilling om naturens indvirken på hendes skriveproces. Men den er som regel til stede i det, hun skriver. Tilbage i 1980'erne, mens Pia Juul boede i København, var storbyen det helt store tema i lyrikken. Hun skrev i stedet et digt om en mejetærsker.
– Jeg er opvokset i Himmerland, og der fylder naturen meget. Også selvom jeg ikke var noget udebarn. Jeg var seks år, da vi flyttede fra Skælskør på Sjælland og dertil, og jeg kan ikke komme i tanke om noget, jeg kunne tage med fra Skælskør til Himmerland. Hverken sprog eller mentalitet. Jeg forstod ikke, hvad mange af børnene sagde i begyndelsen. Jeg lå mest på min seng, så på solen gennem vinduet og læste bøger. Jeg skulle cykle til og fra skole hver dag i al slags vejr, og jeg hadede det. Jeg hader stadig at cykle.
Men Pia Juul gjorde sig mange forestillinger om sig selv i naturen gennem de bøger, hun læste. Hun kalder sit forhold til naturen for en bogoplevelse. Det kom ikke ud af en oprigtig interesse. Det var snarere som at se sig selv i en bog.
– Som barn higer man efter rigtige følelser, rigtige venskaber og tror hele tiden, at de andre oplever det. Jeg prøvede at tage de følelser til mig gennem de bøger, jeg læste.
– Jeg husker en dag, hvor jeg gik ud til en sø, der nærmere var et vandhul og nogle siv. Men jeg syntes, det var fantastisk. Jeg begyndte at se på fugle. Jeg lå med kikkert og fuglebog og så en stær, som jeg troede var en nøddekrige. Jeg lå der og prøvede at føle et tæt forhold til naturen, som nok ikke var oprigtigt. Men det har da betydet, at jeg ved ret meget om fugle i dag.
Det er måske også derfor, at der ret tit indgår fugle i det, Pia Juul skriver.
– Naturen indgår som det, de mennesker, historierne handler om, befinder sig i. I min seneste bog, "Mordet på Halland", er hovedpersonen forfatter. Hun tænker over, hvordan hun kan beskrive fjorden, som hun kigger på. Selvom jeg er sprogligt bevidst som forfatter, så er jeg ikke bevidst om, hvor og hvornår naturen indgår. Den bevidsthed, jeg læser mine ting med, har med intuition at gøre. Og jeg skriver tit om det, jeg lige har set.
Hver gang, vi taler om naturens indflydelse på Pia Juul, bliver hun praktisk. Som for eksempel, at det er koldt om vinteren – også i huset. Men at lyset til gengæld strømmer ind, når bladene er faldet af træerne. Og at tv-signalet bliver dårligere om foråret, når træerne springer ud. Eller at man bevæger sig mindre her, fordi man kun sjældent skal noget i gå-afstand.
– Måske stritter jeg lidt imod, at naturen har en virkning, fordi jeg er imod den romantiske fordom om, at den skulle være særlig gavnlig for en forfatter. Der var engang en foredragsholder, der sagde, at man ikke bliver lykkelig af at bo på landet. Jeg havde heller ikke travlt med at komme af sted. Man er den, man er, og som forfatter har man alt muligt at sige – og ikke kun om naturen.
– Men som menneske holder jeg meget af naturen. Jeg elsker for eksempel at gå. I mine unge dage interesserede jeg mig for økologi og køkkenhave. Jeg har dog ingen forestillinger om at holde den slags have nu. Jeg vil gerne have mange blomster, men det kræver, at man gør noget. Nu slår vi bare græs. Heldigvis blomstrer ukrudtet.