Man gjorde igen et lille barn forfærdeligt fortræd

Omslaget til Kirsten Myers' Sommerbarn.

Kirsten Myers debutroman er ikke en god roman. Men et ubehageligt vidnesbyrd om overgreb

Virkeligheden overgår fantasien, det hører man ofte.

Om det er sandt, kan diskuteres, men i alle fald er virkelighedens groteske hændelser ikke konstrueret af en dygtig forfatter, der er ikke noget plot, ligesom vendepunktet nødvendigvis også kan lade vente på sig. Virkeligheden er ikke forpligtet på fiktionen.

Skal man forvandle en virkelig oplevelse til fiktion kræver det en form for nøgternhed og afstand i bearbejdningen, som de færreste har talentet til. Men på trods af det kan virkelighedens smerte være så tung at bære rundt på, at man kan have brug for fiktionen som en form for retfærdig oprejsning. Et råb om, at sådan her var det, det har jeg måttet bære, del det med mig, kære læser, bevidn min smerte. Jeg føler mig meget overbevist om, at det, med forfatteren Kristian Ditlevs ord, er et stærkt ønske om, at det bliver sagt, der har været Kirsten Myers motivation for at skrive romanen Sommerbarn.

Kirsten Myers debuterer med romanen, hun er født i 1957 og er bosat i USA. Det skal siges, at det ingen steder fremgår, at tredjepersonsfortællingen om pigen Anne, er selvbiografisk, det er udelukkende min læsning.

Anne vokser op på en proprietærgård i Østjylland engang i 1960erne. Det er egentlig farfaderens fordums så fine gård, som far nu har overtaget mod at have den gamle boende.

LÆS OGSÅ: Håb uden lykkelig slutning

Glansen er i den grad gået af både proprietæren og gården. Faderen bruger det meste af sin tid ovre hos Polakken, hvor man kan købe sprut og røg på alle tider af døgnet, hvis ikke han sidder ude i stalden og bæller.

Til måltiderne prøver han forgæves som det forsmåede barn, han er, at få et venligt ord ud af sin gebis-gnaldrende far. Mor stirrer surt ind i fliserne hjemme, men leger Ghita Nørby ude, nedknappet og med rød løbestift taler hun højt og skingert, så alle kan se, hvem der kommer her.

Sammen holder mor og far drukgilde på drukgilde, og teenagesønnen Troels får hurtig smag for varerne.

Barnet Anne er født som en erstatning for en død søster, hvis kontrafej pryder hjemmet, men på en eller anden måde kom hun vist for sent.

Alt er nemlig gået i opløsning i det hjem, hvor kong alkohol styrer.

Som om det ikke var nok med det, skal bror Troels afreagere hele sit (måske også syge) sinds vrede over ikke at blive set af far, som jo har travlt med gammelfar, på stakkels Anne. Det betyder daglige bank, der udarter sig til seksuelle overgreb. Intet smukt i verden får Anne lov at beholde, kattekillinger dræber Troels med koldt blod, og skulle hun sige noget til mor, er der kun vintervejen. I skolen er det ikke meget bedre, der findes intet helle for verdens ondskab.

Kirsten Myers beskriver den forfærdelige mishandling af et barn og barnets fortumlede forsøg på at manøvrere i den verden, som er den eneste kendte, til læserens kvalmepunkt. Myers forsøger loyalt at se det hele gennem barnets blik og logik. Men den balance er svær, når man er et voksent menneske, der har følelser i klemme, man får behov for at forklare, hvilket Myers også kommer til.

Romanen har i og for sig et meget spinkelt handlingsforløb, snarere er det én lang gennemspilning af psykisk og fysisk vold, der naturligvis også til dels kryber ind i Annes ellers blide barnesind og så at sige korrumperer det.

Efter to års vold og en grum slutning, som man til sin egen væmmelse nærmest bifalder, forlader vi Anne.

Vi er ikke blevet klogere på mennesket, men sidder tilbage med samme ubehag, som når man har set et dokumentarprogram, og med et håb om, at Anne trods alt fik reddet sig igennem til en bedre tilværelse. Og at forfatteren nu faktisk fik det sagt.