Man kan ikke regne med kærligheden

Flot skuespil karambolerer med et manuskript, der minder om amatørpoesi på gymnasieniveau, i sorgfyldt kammerspil på Teater Får302

"Benedikte Hansen er genialt castet til rollen som en hjemmegående kvinde i beskidt morgenkåbe og smøg i kæften, og hun kæmper en ærlig kamp med rollen. Skuespil og instruktion holder niveau, men det gør manuskriptet ikke."
"Benedikte Hansen er genialt castet til rollen som en hjemmegående kvinde i beskidt morgenkåbe og smøg i kæften, og hun kæmper en ærlig kamp med rollen. Skuespil og instruktion holder niveau, men det gør manuskriptet ikke.". Foto: Miklos Szabo.

”Der er salt i tårer, så man skal drikke meget vand,” siger Lille voksent. Hendes mor græder, for hendes mand og Lilles far er død. Og mor vil ikke drikke vand, så Lille har sat 50 glas på gulvet i deres hjem for at fange mors tårer.

I ”Tørst”, der er et intimt kammerspil for tre, bearbejder mor og datter sorgen over, at ægtemand/far er død. Mors første strategi er, at de skal prøve at glemme alt om ham, og så er det jo en udfordring, at han går rundt imellem dem som et levende minde. Minder kan man regne med.

I en blændende dybdescenografi af et gråt-minimalistisk værelse fra forstadshelvede står Benedikte Hansen som mor i centrum. Manuskriptet er bygget op om lange tirader af enkeltstående indfald, der vist skal forekomme at være hendes minder om sin mand: ”blod, jern, skovbund,” og ”et hav af røde bølger, fandens smukt.” Det er klart nok, at det skal fungere som en slags ”stream of consciousness” i et sind, der er slået i stykker. Men det minder desværre mest om amatørpoesi på gymnasieniveau.

Benedikte Hansen er genialt castet til rollen som en hjemmegående kvinde i beskidt morgenkåbe og smøg i kæften, og hun kæmper en ærlig kamp med rollen. Skuespil og instruktion holder niveau, men det gør manuskriptet ikke. Hvad skal man som dygtig skuespiller gøre, når ens monologer er urimeligt ligegyldige?

Det er heldigt, at mor har mindet om sin mand gående rundt på scenen, for når hun råber ad det, og det svarer alt for afmålt tilbage, får forestillingen en vis fylde. Det er ikke til at bære at tænke på, hvor umuligt det havde været for Benedikte Hansen uden Benjamin Boe Rasmussen på scenen.

Mor og datter er ved at gå i opløsning, fordi de håndterer sorgen forkert. De vil pakke alt væk, der minder om deres elskede, og Lille må ikke minde sig selv om, at hun ligner sin far. ”Sidst du så mig i øjnene, lå jeg oven på dig,” siger den afdøde Tom lettere moraliserende til sin kone. Så kan det vist ikke blive tydeligere: Man skal se sorgen i øjnene, ikke prøve at glemme den. Kan De fatte det? Det er anerkendelsesværdigt at forsøge at skrive om noget så alment som sorg. Men så bliver man nødt til at gøre det mindre abstrakt og belærende.

Langsomt går det op for mor og datter, at de må lære at suge næring af mindet, og de opdager, at der faktisk er glæde i at kigge på billeder af far og se lighederne med Lille. Det er selvfølgelig fint, men det bliver aldrig klart, hvorfor overgangen til det bedre sker.

Lille, spillet af Nanna Skaarup Voss, arbejder også forbilledligt med sin dårligt tegnede karakter. Hun taler naivt-forceret som et lille barn, men kan tilsyneladende lave halvreferencer til Rainer Werner Fassbinder i sin lommefilosofiske selvhjælp: ”Sjælen kan ikke blive spist, det har jeg læst,” siger hun med smukke, eftertænksomme øjne, mens vi ikke bliver klogere.

Mor og datter stabiliserer sig i sorgbearbejdelsen ved at indse, at sorgen ikke forsvinder, og så kan de arm i arm gå mod bedre tider med et sidste utåleligt forsøg på poesi: ”Man kan godt regne med kærligheden.”

Nej, stykket viser det modsatte. Far skulle jo dø. Dét kan man regne med.

kultur@k.dk