En god bekendt spurgte mig: Hvorfor hedder det: Er der noget nyt på tapetet? I gamle dage havde jeg slået det op i Bevingede ord, som vi havde på en hylde i mit barndomshjem og hyppigt brugte. I dag kan man Google på internettet, og det gjorde vi.
Forklaringen er spændende. Udtrykket stammer fra renæssancen, hvor man kaldte dugen på bordet for et tapet, som man bagefter kunne smide ud. Når man havde fået forret og hovedret, kunne man spørge: Er der noget nyt på tapetet? for eksempel frugt eller dessert.
Det fik mig til at tænke over, om jeg havde mødt vendingen hos Shakespeare. Det havde jeg ikke, men fra Købmanden i Venedig husker jeg udtrykket: Er der noget nyt på Rialtobroen?
Det vil svare til, om der er nyheder på lysavisen på Rådhuspladsen, fordi Rialtobroen er det sted, hvor skibe fra hele verden kom ind med de sidste nyheder om skibskatastrofer med videre.
Jeg har siden tænkt på fænomenet bevingede ord, der i øvrigt er et bevinget ord i sig selv. Det stammer fra Ovid, som siger:
At der findes ord, der flyver fra den menneskelige læbe, som en fugl, der siden huskes for sin præcise formulering.
Storm P. har skabt mange bevingede ord, for eksempel Det vil jeg meget nødigt have mig frabedt, eller: Jeg har ikke noget imod manden som helhed altså, eller: Kvinderne skal gå i forvejen med madkurvene og i det hele taget holde sig i baggrunden, de ser alt for forskellige ud.
P.H. har skabt andre bevingede ord, for eksempel mottoet fra forbrugerbladet Tænk: enhver forretning beror på gensidig tillid fra den ene af parterne, eller: fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke .
Enkelte andre bevingede ord stammer fra udråberne på Bakken, professor Labri eller professor Tribini. Det var Labri, der fandt på vendingen Kom herind i teltet og se frikadellens flugt over plankeværket. Det var også ham, der fandt på udtrykket man stadig bruger med de tre Fer: festligt, folkeligt og fornøjeligt.
I øvrigt tror jeg, at en hel del udtryk er blevet hængende i bevidstheden på grund af deres bogstavrim. Jeg har aldrig forstået, hvad man får ud af den byttehandel, som siger, at man får en sludder for en sladder, eller hvorfor man, hvis man har det godt med hinanden, er pot og pande.
Der er bevingede ord, som optræder på mange forskellige sprog, for eksempel Gud mildner luften for de klippede får, første gang brugt i den britiske forfatter Laurence Sternes roman A Sentimental Journey fra 1768, en bog, der fik stor betydning for både Johannes Ewald og Jens Baggesen.
Der er andre udtryk, man kan grunde over. Hvorfor hedder det eksempelvis pæredansk og ravjysk? Pære er den folkelige fordrejning af ordet pur, det skulle hedde purredansk. Hvorfor bruger man udtrykket: Her hjælper ingen kære mor? Også det er en forvanskning af de juridiske udtryk: Her hjælper ingen kæremål, sagen kan ikke omstødes ellerkæres.
Et bevinget ord kan ofte lyde: Det siger sig selv. Det er en utrolig dum sætning, hvad læseren vil forstå, hvis han læser Bevingede ord. Sagen er nemlig den modsatte, der er faktisk meget lidt, der siger sig selv, der er altid nogen, der har sagt det.
Det var en af grundene til Mark Twains vittige misundelse, da han skrev: Adam var en heldig mand, for hvad han end sagde, vidste han, at der ikke var nogen, der havde sagt det før.
De kender sikkert sætningen: At have sommerfugle i maven, og De tror måske, at De selv har fundet på den, men rent faktisk var det dronning Elizabeth i England, der sagde: Jeg har sommerfugle i maven, når jeg skal møde parlamentet .
En række bevingede ord er opstået ved, at man vender kendte sætninger på hovedet. Oscar Wilde var ekspert i det, og lad mig give et par eksempler. Wilde skriver: Det er for sent at drukne barnet, når brønden er kastet til, og han skrev: Alle mænd ville være kujoner, hvis de turde.
Der er sætninger i dagligsproget, som kan vække undren. Hvorfor hedder det: Er der noget nyt på hjemmefronten? Er det, fordi familielivet opfattes som en uophørlig krig?
Normalt bruger man ikke udtryk som spyd eller sabel, og dog taler man om spydige bemærkninger eller om, at en bog eller en film blev sablet ned.
Også Storm P. yndede at vende kendte sætninger på hovedet, men Ibsen sagde i En folkefjende: Den stærkeste mand i verden er ham, der står helt alene og Storm P. tilføjer: Forudsat han er ædru.
Et ældgammelt ord i det danske sprog lyder: Den, der ager med stude, kommer også med. Storm P. siger: Den, der ager med stude, kommer ikke med. Det er også ham, der lader to mænd tale sammen på en bænk i en park, hvor den ene siger: Man kan lære meget af de gamle ordsprog, den anden svarer:Ja, men det gør man jo ikke.
Læg i øvrigt mærke til, at forfatteren til Bevingede ord selv var født med et bevinget navn. Han hedder Vogel-Jørgensen og levede 1891-1972. Læs mere i Bevingede Ord, 7. udgave, Gad 2006.