Aviser er mere troværdige end tv

Selvom der jævnligt sættes spørgsmålstegn ved danske mediers etik og troværdighed, konkluderer en undersøgelse, at langt de fleste kilder er tilfredse efter mødet med journalisterne. Ud af 547 kilder i forskellige medier var 16 dog fornærmede over den behandling, de havde fået. Scanpix Denmark

Selvom der jævnligt sættes spørgsmålstegn ved danske mediers etik og troværdighed, konkluderer en ...

Selvom der jævnligt sættes spørgsmålstegn ved danske mediers etik og troværdighed, konkluderer en undersøgelse, at langt de fleste kilder er tilfredse efter mødet med journalisterne. Ud af 547 kilder i forskellige medier var 16 dog fornærmede over den behandling, de havde fået. - Tegning: Rasmus Juul.

De kilder, som selv har erfaring med at blive brugt i medierne, vurderer i ganske stort omfang de pågældende avisartikler som godt håndværk, mens markant flere er utilfredse med måden, de fremtræder på i tv.
Mark Black-Ørsten, professor i journalistik

Selvom der jævnligt dukker sager op om journalistik, der bygger på opdigtede kilder eller giver forkerte oplysninger, konkluderer rapporten ”Journalistisk troværdighed - et spørgsmål om etik og nøjagtighed”, at det slet ikke står så skidt til med pressens troværdighed

I fredags afskedigede Ekstra Bladet sportsjournalisten Michael Qureshi efter anklager om, at han havde opdigtet kilder til flere af sine artikler. Omfanget af skandalen blev på et pressemøde i går af Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, omtalt som ”chokerende”.

Flere medier har trukket artikler af Qureshi tilbage på grund af tvivl om troværdigheden, og på Ekstra Bladet er der nu nedsat intet mindre end en ”sandhedskommission”, som skal forsøge at trænge til bunds i sagen.

Vi spoler tiden tilbage til september 2007. Dengang måtte en anden journalist, Jeppe Nybroe, forlade sin stilling som topreporter på TV-Avisen, efter at det kom frem, at han havde manipuleret med nogle tv-indslag fra Irak. Blandt andet havde han til nogle billeder af soldater i bevægelse kommenteret, at her trak de sidste danske soldater sig ud af Irak. Men det var ikke det, billederne forestillede.

En tredje sag udspillede sig i medierne i forrige uge. Danmarks Radio havde ført an i en række artikler, som handlede om, at uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) i sin ph.d.-afhandling havde undladt at citere kilder korrekt. Men en af DR's egne hovedkilder, etikprofessor Peter Sandøe, rettede skytset den modsatte vej.

DR havde gengivet, at han mente, der var et problem, men udeladt tilføjelsen, at det kun var et lille problem. Desuden udelod mediet den betydningsfulde oplysning, at den kildeangivelse, som manglede i konklusionen, fandtes andetsteds i afhandlingen. DR har siden trukket historien tilbage og beklaget.

Som de tre eksempler viser, kan danske seere, lyttere og avislæsere finde masser af eksempler på, at der er grund til at betvivle mediernes troværdighed. Men som reaktionerne fra de ansvarlige medier også viser, kan konsekvenserne være ganske alvorlige ved journalisters fejltrin. For kilder kan tage til genmæle, og medier kan ikke leve med, at der kan sås tvivl om sandhedsværdien i det, mediet lægger navn til.

Hvis man i stedet for at tage afsæt i nogle af de meget omtalte sager om fejl, går systematisk til værks og gennemgår den journalistik, der i en bestemt uge i året er produceret på fem aviser - Berlingske, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken, Lolland-Falsters Folketidende og Nordvestnyt - og to elektroniske medier, DR og TV 2, ser mediebilledet anderledes ud.

Ifølge Mark Blach-Ørsten, professor i journalistik ved Roskilde Universitet og medforfatter til den netop udgivne forskningsrapport ”Journalistisk troværdighed - et spørgsmål om etik og nøjagtighed”, står det ganske godt til med mediernes samlede troværdighed. Dels i forhold til borgerne, men i høj grad i forhold til ekspertkilder som professor Peter Sandøe.

”Sagen med Peter Sandøe og Esben Lunde Larsens afhandling er et stjerneeksempel på, hvad der kan gå galt. I forhold til et indslag på tv eller radio handler det ikke om, hvorvidt kilden er forkert citeret, men om det ene lille lydklip, der sendes ud, er repræsentativt for det længere interview, det er klippet ud fra,” forklarer Mark Blach-Ørsten.

Når medieforskere spørger borgerne, hvilke medier de tror mest på, vinder tv-stationerne. Ifølge medieforskeren er forklaringen på dét formentlig, at borgerne forholder sig til de medier, de selv kender og bruger.

Anderledes forholder det sig, når Mark Blach-Ørsten og hans forskerkolleger henvender sig til cirka 900 systematisk udvalgte kilder, som medierne brugte i den undersøgte ”nyhedsuge”, og får svar fra 547 af dem. 85 procent af kilderne i landsdækkende dagblade siger nej til, at der er faktuelle fejl i den artikel, de medvirker i. 73 procent af kilderne i tv-indslag siger det samme. På dagbladenes internetaviser er andelen helt oppe på 87 procent.

Spørger man kilderne, om væsentlige informationer eller citater er udeladt af artiklerne, svarer 19 procent ja for tv, 10 procent ja for de landsdækkende dagblade og kun 3 procent ja for dagbladenes netaviser.

”De kilder, som selv har erfaring med at blive brugt i medierne, vurderer i ganske stort omfang de pågældende avisartikler som godt håndværk, mens markant flere er utilfredse med måden, de fremtræder på i tv. Det kunne godt hænge sammen med det citatsamarbejde, som er blevet ganske udbredt på dagbladene, men som ikke gennemføres med samme systematik på tv,” forklarer Mark Blach-Ørsten.

Helt præcist fik de interviewede kilder i landsdækkende dagblade i 34 procent af tilfældene lejlighed til at se deres citater inden offentliggørelsen. På netaviser skete det i 21 procent af tilfældene, mens andelen på tv kun var 10 procent. Når man som kilde får ret til at se og korrigere det, man citeres for, er det måske heller ikke så overraskende, at man bagefter synes, det er i orden.

Når netavisernes kilder er endnu mere tilfredse trods mindre citatkontrol, vurderer Mark Blach-Ørsten, at dette skyldes, at netaviserne har flere såkaldte enkildehistorier. For som kilde kan man jo godt godkende det, man selv er citeret for, men synes, at det, de andre kilder siger, er noget sludder. Hvis man er den eneste citerede kilde, kan det være svært at finde noget at være utilfreds med.

”Det ser ud til, at selvom nyhedsformidlingen ofte går stærkt på netaviserne, er der alligevel tid til lige at sende det omkring kilden i en e-mail, inden det offentliggøres,” siger Mark Blach-Ørsten.

Dertil kommer, at kilder, der pludselig ønsker tre-fire afsnits tekst tilføjet til et interview, kan give en dagbladsjournalist grå hår i hovedet, fordi den plads, som er stillet til rådighed i avisen, er fyldt i forvejen. Anderledes er det på netaviserne, hvor avispapiret ikke slipper op, men man læser ved at rulle ned ad et i princippet uendelig langt skærmbillede. Den ubegrænsede plads glæder kilderne - om den også glæder læserne, er en anden sag.

Selvom 58 procent af kilderne i undersøgelsen på den ene side er helt eller delvis enige i, at mediernes nyheder er troværdige, så er 70 procent af dem samtidig helt eller delvis enige i, at medierne ofte overdriver eller dramatiserer deres nyheder for meget, og næsten lige så mange vurderer, at nyhederne er præget af mediernes egne holdninger og synspunkter.

”Selvom medier har forholdsvis stor troværdighed, er der også en stor skepsis over for, om medierne manipulerer og udvælger deres nyheder ud fra deres eget holdningsmæssige ståsted. Men det ser ud til, at selv kilder, der generelt er meget kritiske over for pressens metoder, synes, de selv bliver udmærket behandlet,” siger professoren.

Men man kunne spørge, om Mark Blach-Ørsten og hans forskerkolleger er for flinke ved nyhedsformidlerne. 11 procent af kilderne på landsdækkede dagblade, 8 procent på dagbladenes netaviser og 23 procent af kilderne på tv siger, at der er fejl i artikler og indslag. Hvis sygehusene havde lige så høje procenter for fejloperationer, eller hvis dyrlægekontrollen fandt lige så mange bakteriefyldte svin på slagteriet, ville der lyde et ramaskrig.

Hertil siger Mark Blach-Ørsten, at begrebet faktuelle fejl dækker alt fra rene bagateller til mere graverende sager som dem, der er nævnt i indledningen.

”Ud af 547 kilder i undersøgelsen er der 16, som er virkelig fornærmede over den behandling, de har fået. Nogle af dem valgte derfor at klage til mediet, men ikke alle. Og ingen af dem valgte at klage til Pressenævnet, så mere alvorligt var det heller ikke,” siger han.

At der er en udbredt skepsis over for medierne, er Mark Blach-Ørsten og hans kolleger ikke i tvivl om. Sandsynligvis er medierne også udsat for, at deres gengivelse af fakta drages stadig mere i tvivl, fordi medierne selv bliver stadig mere skarpe til - for eksempel i radio- og tv-programmet ”Detektor” på DR - at kontrollere alle mellemregningerne bag en bestemt taloplysning.

Nogle kilder oplever, at lige så meget åbenhed medierne kræver af for eksempel forskere, virksomheder og offentlige myndigheder, lige så lukkede kan de selv være om, hvordan de er nået frem til et facit. Men det går ikke. Ifølge professoren er der ikke andet for, end at medierne selv giver kilder og læsere mulighed for at se dem efter i sømmene. For eksempel er der flere medier, som af og til ledsager artikler med en ”Sådan gjorde vi”-boks, der forklarer den journalistiske fremgangsmåde.

”Man kan komme megen kritik og skepsis i møde ved at deklarere sin journalistik bedst muligt. Man kan forklare, hvordan man er gået frem. Hvis man gengiver forskning, kan man måske på nettet linke til den forskningsrapport, man bygger på, og man kan advare om, når der kommer noget, som kan støde nogen,” siger Mark Blach-Ørsten og nævner et eksempel på det sidste.

”I vores undersøgelse fortalte TV 2's seerredaktør Lars Bennike om, at et indslag til 'Knæk cancer'-kampagnen med en kræftramt familie havde været genstand for ret stærke reaktioner fra seere, som syntes, det var 'følelsesporno'. Men familien havde det selv godt nok med det. I sådanne situationer kunne man overveje, om indslaget skal introduceres med en speak, hvor man fortæller, at nu kommer der et stærkt indlag, men at det er set og godkendt af den pågældende familie,” siger Mark Blach-Ørsten.

Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at medierne bliver stadig mere opmærksomme på etisk refleksion, fremlæggelse af dokumentation - og af sanktioner ved brud på de journalistiske spilleregler som i tilfældet med sportsjournalisten Michael Qureshi:

”Alene den voksende mængde af nyhedsmedier, som har vedtagne etiske retningslinjer vidner om, at spørgsmålet om troværdighed ikke er noget, medierne tager let på.”