Manden, der løftede The Beatles fra pop til kunst

George Martin var slet ikke til rockmusik, da han i 1962 gav fire gutter fra Liverpool chancen for at indspille deres sange. Nu er musikhistoriens måske mest betydningsfulde producer død i en alder af 90 år

George Martin var bedst kendt for at opdage og producere stort set alt musik af The Beatles.
George Martin var bedst kendt for at opdage og producere stort set alt musik af The Beatles. Foto: Kevin Lamarque/Reuters.

Den 6. juni 1962 fandt et møde sted i Abbey Road-studierne i London mellem en 36-årig distingveret pladeproducer med hang til klassiske symfonier og fire unge gutter fra Liverpool, som spillede pigtrådsmusik.

Forud havde pladeproduceren fra selskabet EMI holdt et par møder med gruppens manager, Brian Epstein, samt lyttet til båndoptagelser med gruppen og meddelt, at han godt kunne lide de to forsangeres vokalharmonier, men han var i tvivl om, hvorvidt sangmaterialet var godt nok til en pladeindspilning. Da de fire kom i studiet og gav sig til at spille og synge, var produceren ikke meget mere begejstret. Trommeslageren kunne slet ikke bruges, mente han. Vendepunktet kom først, da han spurgte, om der var noget, musikerne var utilfredse med, og guitaristen straks svarede: ”Ja, for det første er der dit slips...”

Musikgruppen var naturligvis The Beatles, og produceren, som ikke brød sig særlig meget om rock og heller ikke var synderlig imponeret over gutternes sange, men til gengæld elskede deres uforfærdethed og skæve humor, var George Martin. Tirsdag døde han. I en alder af 90 år og efter at have skabt sig et ry som formentlig musikhistoriens vigtigste pladeproducer. Primært i kraft af den helt afgørende betydning, han havde for netop The Beatles’ inspilninger.

De velsyngende forsangere, John Lennon og Paul McCartney, og den kvikke guitarist George Harrison kom produceren med tiden til at holde meget af. Trommeslageren, Pete Best, fik han fyret og erstattet med Ringo Starr. Tempoet på gruppens første sang med ægte hitpotentiale, ”Please Please Me”, fik han sat i vejret, så sangen røg hele vejen til tops på hitlisten. Arrangementet af rockgruppens første ballade med stryger-ledsagelse - og største hit overhovedet - ”Yesterday” fra 1965, stod han for.

Og på sangene ”Eleanor Rigby” og ”A Day in the Life” arrangerede han ikke kun strygere og øvrige orkestermusikere, men var reelt medkomponist.
 
Da George Harrision for en bemærkning forlod rockudtrykket til fordel for indisk citar-musik på nummeret ”Within You Without You” på det banebrydende album ”Sergeant Pepper’s Lonely Heart’s Club Band”, var det George Martin, som lod citaren spejle i den samme melodi spillet af et klassisk symfoniorkester.

På denne måde var George Martin en brobygger imellem på den ene side Beatles-medlemmernes flair for tre guitarakkorder, en smuk vokalharmoni og en ørehængende melodi, på den anden side hele den vestlige verdens musikalske tradition og en kunstnerisk ambitiøs og eksperimenterende tilgang til selve pladeindspilningen.

I en tid, hvor rock, folkemusik, jazz og klassisk var totalt adskilte verdener, overskred George Martin og The Beatles det hele og løftede popmusik op til et plan, hvor det blev kunst.

George Martin producerede alle The Beatles’ plader, indtil orkestret gik i opløsning i 1970 i en byge af skænderier. Martin fortsatte som pladeproducer for en lang række andre kunstnere og producerede også flere af McCartneys soloplader. Sammelagt nåede han op på at producere mere end 800 plader.

Den seneste store succes, han stod bag, var Elton Johns ”Goodbye England’s Rose”, som blev indspillet efter Lady Dianas død i 1997. I 2006 producerede han Beatles-opsamlingsalbummet ”Love” i samarbejde med sønnen Giles Martin.

A tribute to music producer George Martin is seen outside the Abbey Road recording studios in London, Britain March 9, 2016. REUTERS/Neil Hall
A tribute to music producer George Martin is seen outside the Abbey Road recording studios in London, Britain March 9, 2016. REUTERS/Neil Hall Foto: Neil Hall/Reuters
GEORGE MARTIN IN CONVERSATION WITH PHIL COLLINS. /
GEORGE MARTIN IN CONVERSATION WITH PHIL COLLINS. /