”Okay. Okay, vent lige et øjeblik,” siger den lille mand med det glade ansigt og det høje stemmeleje, mens hans fingre bladrer gennem den undseelige, skriggrønne notesbog. David Sedaris - af alverdens medier udråbt som den måske sjoveste forfatter i USA - finder den side, han leder efter, kigger op og begynder at remse bandeord op. Grimme bandeord.
”Siger jeg det rigtigt? Okay. Men siger I virkelig de her ord?”, spørger han.
Vi har kun lige hilst på hinanden, og bandeordene er det første, han siger til mig, så det tager et par sekunder at ryste overraskelsen af mig, inden jeg prøver at forklare, at netop de ord mest bruges af børn, der ikke helt ved, hvad det betyder, og af unge uden for rækkevidde. Han nikker og retter igen blikket ned mod notesbogen.
Anledningen til dette foreløbig noget aparte interview er, at hans seneste bog, ”Forstå diabetes med ugler”, netop er udkommet på dansk - som den første af hans mange bøger. Men de formelle rammer tager den 58-årige Sedaris ikke så tungt.
”Hvad så med den her: Kraftedeme. Det betyder: 'Kræft æde mig', ikke? Men I bruger det positivt, eksempelvis om en bog der kræft-æde-mig er god? Det er jo sygt!”.
Jeg har ikke andet valg end at nikke med et hvad kan jeg sige-skuldertræk. Og ja, det er vildt mærkeligt, men hvorfor interesserer det ham så meget, at han ligefrem skriver det op? Og hvem har dog fortalt ham om alle de andre bandeord, der står listet og forklaret i notesbogen?
Han har på det seneste gjort det til en vane at spørge dem, han møder, om gode bandeord, forklarer han. Særligt folk i køen til hans bogsigneringer er gode til at byde ind, og han samler erfaringerne, fordi han er ved at skrive et essay om bandeord i andre lande. Forskellene er nemlig ret sjove og sigende. I Rumænien, for eksempel, er langt de fleste bandeord relateret til ordet ”mor”.
Det virker overflødigt at beskrive David Sedaris som lidt af en original - i ordets oprindelige, positive forstand. Han er helt sin egen, men ikke på en selvbevidst måde.
Når han eksempelvis bruger seks til otte timer hver dag alle ugens dage på at samle skrald op i det naturskønne område West Sussex i det sydlige England, hvor han bor, er det ikke for at pleje sit image som særling. Det er simpelthen, fordi han hverken kan forstå eller bære, at folk smider så meget i naturen. Flasker, krus, paptallerkener - hvad som helst.
”Jeg bor i et af de skønneste områder af England. Der er store bjerge, enge så grønne, at det gør ondt i øjnene, flotte gamle træer og i det hele taget et dramatisk landskab. Vores hus er 450 år og ligger på en lille vej, hvor folk må holde ind til siden, hvis der kommer modkørende. Og her, mit i dette perfekte sceneri, smider man så sit affald! Det er jo uacceptabelt,” siger David Sedaris oprørt.
Så slår han et af sine hyppige smil helt ud:
”Okay, og så handler det måske også om mit behov for kontrol.”
Uanset hvad så kom der for nylig noget godt ud af hans hobby. Efter at have fyldt 60 store affaldssække (”60!” gentager han med fægtende arme) på en tre kilometer lang strækning kontaktede han kommunen og bad dem gøre noget. De svarede, at han skulle holde op med at samle ting op. Det var for farligt, han kunne jo blive kørt ned.
”For farligt! Helt ærligt. Men så blev jeg inviteret ind i Underhuset (det britiske folketing, red.). De ville have mig til at gøre grin med affald for at få folk til at holde op med at smide det, haha. Men det er jo præcis sådan noget, humor kan og skal. Ingen kan ramme mig ved blot at råbe mig ind i hovedet, men gør man grin med mig på en måde, der virkelig rører mig, har det effekt. Måske skulle jeg gøre grin med IS (terrororganisationen, red.) for at få dem til at holde op,” siger han med et stort grin.
Men hvem er denne David Sedaris, der har solgt mere end 10 millioner eksemplarer på verdensplan, men stadig er ukendt i Danmark, stadig bider negle, stadig skriver på maskine med en enkelt finger og stadig kan tale teenagebegejstret om sit nye Google-ur.
Han voksede op i staten North Carolina i en søskendeflok på seks, der alle gjorde deres for at få moderen til at grine. Ikke som en konkurrence, men fordi hendes latter var så dejlig, og fordi der skulle så meget til, før hun lukkede den ud. Det formede børnene i en grad, så de i dag alle beskæftiger sig med humor på den ene eller anden måde.
Ikke mindst søsteren Amy, som David Sedaris har skrevet adskillige teaterstykker sammen med. Faderen, derimod, var der ikke meget grin ved. Han var en ondsindet mand, der elskede at ydmyge andre.
”Så for tre år siden, da han fyldte 90 år, forandrede han sig fuldstændig og er i dag venligheden selv. Jeg aner ikke hvorfor. På den måde er jeg nok blevet humorist både på grund af og på trods af min opvækst,” siger Sedaris.
Indtil for få år siden undgik han dog at kalde sig humorist. Det lugtede for meget af én, der havde lapper på albuerne, forklarer han og klapper på de lapper, der sidder på hans blazers albuer.
”Men nu er jeg selv begyndt at købe den slags tøj, så jeg er åbenbart humorist,” siger han grinende.
Hans kendetegn er den stille undren over absurde hverdagsoplevelser, som først og fremmest udstiller ham selv, men samtidig skærer igennem tidens sociale normer og politiske korrekthed. Hans bøger er typisk formet som korte, personlige essays, der ofte er blevet gengivet i det ansete magasin The New Yorker og derfor er faktatjekket, så alt er 100 procent korrekt. Det gør følgende bid fra den seneste bog endnu mere foruroligende:
”Hvis De godt kan lide det lidt sære, har jeg vist også noget andet, De måske vil synes om.”
Konservatoren trak sig tilbage til området bag sit skrivebord og tog en plasticpose ned fra en høj hylde. Den var, bemærkede jeg, fra Waitrose, en dagligvarekæde jeg efter min flytning til England havde fået beskrevet som 'lidt finere'.
Ud af posen tog han noget, der lignede en tallerken med en aflang glaskuppel over. Indeni lå underarmen af en mand, komplet med små hår og en udtværet tatovering. Konservatoren sagde, helt unødvendigt: ”Se, den ligger der en historie bag.” For hvilken menneskelig legemsdel i en plasticpose fra Waitrose ligger der ikke en eller anden historie bag?
Blandt yndlingsemnerne er hans egen familie, hans græske oprindelse, hans middelklasseopdragelse i en mindre forstad, hans homoseksualitet, stofmisbrug og generelt de ofte mærkelige måder, vi vælger at leve vores liv på. Historierne finder han ved at være åben, nysgerrig og ved at sige ja, hvor de fleste siger nej, forklarer han:
”Mange tror ikke på, at jeg faktisk har oplevet de ting, jeg skriver om i mine bøger, for der er aldrig hændt dem noget lignende. Men det er, fordi de fleste mennesker er nejsigere,” siger han og giver som eksempler, at han altid åbner sin dør for fremmede og altid taler med taxachauffører (”Åh Gud, hvad de ikke har fortalt,” siger han og ryster på hovedet).
”Og så handler det selvfølgelig om at være opmærksom på alt det, der sker. Mange oplever mindst lige så meget som mig, men er enten ikke opmærksomme på det eller glemmer det igen. Jeg har skrevet dagbog hver eneste dag siden 1977, så jeg husker det hele.”
Næste skridt er så at beskrive det morsomt. Tricket er ikke at forcere, men det har taget ham lang tid at lære.
”Jeg vil gerne opfordre alle, der har mine første bøger, til at brænde dem. De er forfærdelige, fordi jeg netop forsøger for meget at være sjov.”
Heldigvis er der mange måder at være sjov på, og han savner ikke flere humorister i litteraturen. Der er allerede mange - de fleste uden at vide det selv. Selv bliver han igen og igen overrasket over, at så mange kommer til hans oplæsninger og synes, han er sjov. For han famler sig stadig frem.
”Der burde ikke være grænser for humoren, for censur og selvcensur er usundt. Men grænserne er der. I USA er race stadig et ømt emne, som jeg generelt holder mig fra. Ikke fordi jeg er bange for reaktionerne, men hvis folk først bliver selvbevidste og tænker: Synes de andre, jeg er racist, hvis jeg griner nu? Så er det ødelagt for mig.”
Han stopper sig selv, som om han pludselig kommer i tanke om noget, og bladrer så igen i sin notesbog.
”Jeg lærte i går, at danske spøgelser siger bøh. Hvordan staver man det? Okay, hahaha. På engelsk siger vi boo, dét er skræmmende. Bøh“det virker bare ikke rigtigt, vel?”.