Manglende interesse og dansk mentalitet skygger for Kierkegaard-fejring

Markeringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel står til at blive uden magi og med mindre armbevægelser, end filosoffen fortjener, konstaterer arrangørerne. Pengene rækker ikke til mere. Men hvordan kan det overgå en af de absolut vigtigste personer i danmarkshistorien?

Markeringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel står til at blive uden magi og med mindre armbevægelser, end filosoffen fortjener
Markeringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel står til at blive uden magi og med mindre armbevægelser, end filosoffen fortjener. Foto: NF.

Det bliver interessant at se, hvor mange danskere der overhovedet opdager 200-års-jubilæet for den store filosof Søren Kierkegaard. Forberedelserne begyndte i 2010, og fire ministerier har allerede givet tre millioner kroner til koordinering og igangsættelse af en række projekter.

LÆS OGSÅ:Stilhed over for Gud er den vigtigste af alle lektier i livet

Men ankommer man fra udlandet til Københavns Lufthavn den 5. maj næste år, hvor jubilæet officielt begynder, vil man næppe opdage, at noget særligt er i gang. Og går man samme dag rundt i København, skal man vide, hvor man skal kigge for at se spor af en fejring.

Det bliver lidt tyst det hele. Og når det er forbi, er der overhængende fare for, at begivenheden hurtigt bliver glemt, for de store planer om blandt andet at nedfælde Kierkegaard-citater 20 udvalgte steder i de københavnske veje, som vil stå der til et evigt, opfriskende minde, bliver heller ikke til noget. Det er mærkeligt.

For en måned siden var Pia Søltoft endda ikke bleg for at bruge ordet skandale. Hun er leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret og en af de centrale aktører bag jubilæet. Og hun mente, det var en skandale, at hverken staten eller private fonde ville donere penge nok til en fejring af passende størrelse og synlighed, når det nu gjaldt en af de vigtigste danskere gennem tiderne.

Siden er der kommet lidt flere penge. Blandt andet 283.000 kroner fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, så en folkelig foredragsrække i Rundetaarn nu er finansieret. Derfor vil hun i dag hellere bruge ordet mærkeligt.

Vi har selvfølgelig diskuteret indgående, hvad det mon er, der er sket, men jeg kan ikke komme frem til andet, end at en ordentlig markering af 200-året er så åbenlyst en god idé, at politikerne og de private fonde alle regner med, at det er der nok andre, der vil finansiere. For alle siger jo, at det er helt oplagt at gøre noget stort ud af begivenheden og roser vores initiativ, men kan ikke lige finde penge til at støtte, forklarer hun.

Det undrer hende ikke mindst i forhold til, at en række andre lande synes at være meget mere optaget af 200-året end Danmark. I blandt andet USA, Kina, Australien, Argentina, Brasilien, Østrig, Frankrig og Mexico har man længe været i gang med konferencer, og der hersker en helt anden villighed omkring fejringen af Kierkegaard. Så hvorfor ikke i Danmark, hvor han kommer fra, spørger hun.

Nogle penge er der dog samlet ind. Det er svært at få et klart overblik over hvor mange, fordi de fire samarbejdspartnere, som arrangerer jubilæet, søger penge hver for sig.

Af samme grund har der ikke været et samlet budget fra starten, men det står klart, at der lige nu mangler godt fire millioner kroner, før en synliggørelse af hele projektet er muligt gennem en kampagne, og før Kierkegaard-citaterne kan nedlægges permanent i Københavns brolægning. De flere hundrede andre arrangementer med blandt andet den internationale kongres, folkelige foredrag, konferencer, udstillinger og events skal nok blive afholdt, forsikrer Pia Søltoft.

Det store spørgsmål, som mange kendere af Søren Kierkegaard mere eller mindre offentligt stiller i disse uger, er, om det så er godt nok.

De fleste svarer selv med et nej. Både filosoffen Jacob Birkler og litteraturforskeren Lars Handesten har således beklaget sig over, at markeringen af en af de allerstørste danskere ser ud til at få så behersket en karakter. Handesten kalder det et typisk udtryk for den danske nationalkarakter: Vi vil helst være store i det små. Men vi har svært ved at være store med de store, selvom Kierkegaard fortjener en fejring på internationalt niveau.

Her har vi endelig en dansker, som hele verden kender og sætter pris på. Jeg synes, det ville være et godt signal at sende, ikke mindst til de unge, at vi altså ikke er mindre, end at vores land også kan fostre store tænkere, siger han.

Der er også dem, der hvisker om, at hele balladen til syvende og sidst bunder i dårlig økonomistyring. At der ikke er blevet samlet nok penge ind, fordi arrangørerne simpelthen ikke har været dygtige nok. Og at de indsamlede penge ikke bruges godt nok af samme grund.

Det er i hvert fald generelt ofte tilfældet med kulturprojekter i Danmark, mener leder af Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, professor Johs. Nørregaard-Frandsen. Og han ved, hvad han taler om, for han var selv dybt involveret i fejringen af H.C. Andersen i 2005, som blev stærkt kritiseret for ikke at have styr på økonomien.

Problemet med kulturprojekter er ofte, at de nødvendige økonomiske bevillinger kommer mange steder fra og med mange forskellige bindinger. Det gør økonomien ekstremt kompliceret, og her er kulturfolk ikke altid gearet til at løse opgaven ligesom det er tilfældet mange andre steder, ikke mindst i menighedsrådene, påpeger Nørregaard-Frandsen.

Om det også er dårlig økonomistyring, der er skyld i den amputerede Kierke-gaard-fejring, ved han dog ikke, understreger han.

Men det virker lidt uprofessionelt, at der ikke er styr på finansieringen så sent i forløbet. Og at det blandt andet er den indledende oplysningskampagne, der ikke er penge til. Det burde jo være noget af det vigtigste at skabe opmærksomhed omkring alle de ting, der skal ske, siger han.

Den vurdering deler kulturrådgiver og indehaver af Have Kommunikation Christian Have dog ikke. At der ikke ser ud til at blive en opmærksomhedskampagne, ser han også som stærkt problematisk. Men med sine mange års erfaringer med store kulturprojekter og kendskabet til folkene bag Søren Kierke-gaard-markeringen ser han ikke tegn på hverken urent eller uprofessionelt trav.

Når rygterne alligevel går, kan det i stedet skyldes det image om ringe økonomiske evner, som rigtigt nok stadig hænger ved store dele af kulturområdet. Det var også sandt indtil for 5-10 år siden, forklarer han, men siden er der sket en dybtgående professionalisering af området. Ikke mindst på projekter af Kierkegaard-størrelsen.

Han ser i stedet forklaringen på den manglende finansiering som en kombination af flere faktorer: Private fonde orienterer ofte deres støtte efter, hvad der er offentlig opbakning omkring. Og her har der fra starten manglet en officiel tilslutning omkring at gøre noget særligt ud af 200- året for Søren Kierkegaards fødsel.

Årsagen til det kan blandt andet være, at Kierkegaard ikke er særlig folkelig og derfor svær at bruge offentlige midler på. Sidst, men ikke mindst bliver finansieringen af kulturprojekter i stigende grad overladt til private fonde, som generelt har stadig færre penge at give ud. Det har betydet en øget konkurrence blandt ansøgerne og gjort det sværere for alle kulturprojekter at finde støtte.

Når alt det er sagt, så hører jeg dog også til dem, der mener, at Søren Kierkegaard burde være et særtilfælde. Vi har meget få af hans kaliber at fejre, og derfor burde staten være gået forrest med sin støtte, og de private fonde burde have fulgt mere trop, end det tegner sig til nu, siger Christian Have.

Det kan undre, at fire manglende millioner kan skabe så meget postyr. I mange andre sammenhænge er det ikke et uoverkommeligt beløb. Særligt ikke, hvis man sammenligner med fejringen af H.C. Andersen i 2005. Der blev dengang brugt en kvart milliard kroner, hvilket gjorde fejringen til den største af sin art i Europa nogensinde.

Men måske er netop denne umulige sammenligning også en af de afgørende grunde til skuffelsen over den manglende opmærksomhed til Søren Kierkegaard, påpeger filosoffen Peter Tudvad, som har skrevet flere bøger om den store tænker. For selvom Kierkegaard omtrent kan måle sig rent betydningsmæssigt med Andersen, ikke mindst i udlandet, så har han langtfra den samme folkelige appel. Der er simpelthen ikke ret mange danskere, der har læst ham. Og endnu færre har forstået ham.

Derfor kan hele balladen om Kierkegaard også handle om noget så simpelt som for store drømme. For vores store tænker vækker bare ikke den samme interesse, som han har gjort. Og langt mindre interesse end de, der arbejder med ham til dagligt, kunne ønske sig, forklarer Tudvad.

Kierkegaard blev et kæmpe navn lige efter Murens fald i 1989, fordi han repræsenterede den europæiske frihedstænkning og på den måde virkede meget inspirerende. Så kom han frem igen i forbindelse med Joakim Garffs store biografi, SAK, i 2000.

Men på det seneste har der ikke været anledninger til at fokusere på ham, og når han på samme tid jo ikke er særlig nem at gøre lettilgængelig, er arrangørerne nok kommet til at overvurdere, hvor stor en markering det vil være rimeligt at forvente, og hvad der i øvrigt vil være passende. Søren Kierkegaard skal ikke fejres som en nationalhelgen, men markeres som en enestående tænker. Og det er så også det. Derfor begræder jeg på ingen måde, at det hele bliver lidt mere afdæmpet, siger Peter Tudvad.