En dag i 1998 ringede telefonen på Ulrik Haagerups kontor. I røret var en bestemt, jysk kvindestemme, den tilhørte Mette Bock, der på det tidspunkt var direktør i Muskelsvindfonden.

Mette Bock ville have en kop kaffe med Haagerup, der i dag er direktør for DR Nyheder, men dengang var journalistisk chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten. Og så havde hun et tilbud. Hun ville ind i mediebranchen, og betød det, at hun måtte begynde som skrivende journalist på avisen, så var det fint.

”For hende betød det ingenting, om hun skulle begynde i porten og arbejde sig op derfra. Hun havde en helt særlig målrettethed,” siger Ulrik Haagerup.

Mette Bock som ny kultur- og kirkeminister

Knap 20 år senere træder en spinkel kvinde ind foran den samlede presses kameraer og mikrofoner i Kulturministeriet. Hun har isblå øjne, er klædt i pangfarvet rødt og smiler stort. Hun skal være minister for første gang i sit liv.

Ser man på hendes cv, er det ikke fordi, man får fornemmelsen af en direkte stræben efter netop dén post, som kultur- og kirkeminister. Mette Bock har været mange forskellige steder på mange forskellige poster. Er gået fra det private erhvervsliv til det offentlige, fra magtfulde positioner til mindre magtfulde, ud og ind af politik og flere forskellige partier. Og samtidig med det lidt flygtige karriereliv har hun paradoksalt nok boet i det samme sogn i Horsens hele sit liv og har været gift med den samme mand i henved 40 år.

Som præsten i Vær Kirke ved Horsens, hvor Mette Bock er kommet, siden hun var barn, udtrykker det, er Mette Bock ”højst syv år ét sted”:

”Det er ikke rastløshed. Hun er ambitiøs og har det rigtig godt med at sidde ved bordenden. Men at sidde ved den samme bordende årti efter årti, det gør hun ikke. Bortset fra i familien,” siger Gudmund Rask Pedersen.

Et usædvanligt bekendtskab

Kort efter deres telefonsamtale i 1998 ansatte Ulrik Haagerup Mette Bock i et vikariat som journalist på Jyllands-Postens søndagssektion og kalder hende et ”fra starten af usædvanligt bekendtskab”. Både på grund af et stort journalistisk talent, trods det, at hun ikke var uddannet journalist, men også en direkte og utraditionel tilgang til avisens hierarki.

Kort inde i Mette Bocks ansættelse indkaldte hun og kontorfællen Niels Mulvad til et møde for hele avisen. De to menige journalister ville diskutere avisens fremtid. Et af punkterne på mødet var en diskussion om Jyllands-Postens debatstof, og hvordan avisens holdninger afspejlede sig i journalistikken.

”Jeg synes, at det var befriende med grundlæggende journalistiske debatter, men det var ikke alle, der syntes, at det var en fantastisk idé, og det blev opfattet som et opgør med Jyllands-Postens politiske linje,” siger Ulrik Haagerup.

Samme oplevelse havde Jens Kaiser, der dengang var søndagsredaktør på avisen.

”Det blev opfattet som noget utidigt. Men jeg tror, at man misforstod det engagement, der lå bag,” siger han.

Mette Bock siger selv, at der er én gang i hendes arbejdsliv, hvor hun har tudet, og det var kort efter mødet på Jyllands-Posten:

”Der sad nogle andre for bordenden, og de havde en anden mening om, hvordan tingene skulle være. Det må man jo også acceptere. Der var nogle, der syntes, det var en meget dårlig idé. Jeg syntes bare, det var så bunduretfærdigt, for vi kom jo med de bedste intentioner.”

Mødet blev en medvirkende årsag til, at Mette Bock fandt ud af, at ”det så ikke var den arbejdsplads, hun skulle være på” og forlod Jyllands-Posten samme år, som hun var kommet.

Ifølge Ulrik Haagerup understreger tiden på Jyllands-Posten et særligt karaktertræk hos Mette Bock:

”Hun er befriende ligeglad med at indlade sig på diskussioner, der kan virke politisk ukorrekte og som ikke altid er karrierefremmende,” siger han.

En kultur- og kirkeminister som godt kan lide magt

Så hvad har gjort, at hun er endt som kultur- og kirkeminister, en post, der om noget må kunne kaldes kulminationen på en lederkarriere? Når man taler med folk om Mette Bock, siger nogle, at det er det mest naturlige i verden, at hun nu er blevet minister, ligesom hendes forgænger Bertel Haarder (V) ved overdragelsen forleden fremhævede, at nærmest ingen er mere egnet til den post end hun.

Mette Bock kan godt lide magt, hun siger det selv.

”Det var uventet for mig at blive minister, men da jeg så satte mig i stolen for bordenden, så kunne jeg bare mærke: Ahh, det var dejligt,” siger hun.

”Det skal man også kunne indrømme. Der er alt for mange, der går udenom det der med magt, fordi, uha, magt, det er noget farligt noget.”

Det politiske ligger på sin vis i blodet: Faderen Ole Samuelsen var først byrådsmedlem i Horsens og blev i 1968, da Mette Bock var 11 år gammel, medlem af folketinget for Radikale Venstre. Moderen Anna Holm var husholdningslærer.

Mette Bock mødte sin mand i kirken

Mette Bock er født Samuelsen i Horsens i 1957. Som ganske lille mødte hun livets mørkeste side, da hun så sin lillesøster Karen blive kørt ned på landevejen, efter de to havde været på æblerov. Mette Bock var ni, søsteren, der døde ved ulykken, seks år.

Fra barnsben er Mette Bock kommet i Vær Kirke ved Horsens, som hendes far havde tilknytning til. Hun sang selv i Klosterkirkens kor, hvor hun som helt ung mødte sin mand, Hans Jørn Bock. De to blev kærester, da Mette Bock var 17 år, gift, da hun var 20 år. Mette Bock fødte sit første barn som 21-årig og fik i alt tre børn i de år, hun studerede filosofi og statskundskab på universitetet.

Gudmund Rask Pedersen har været sognepræst i Vær Kirke i 28 år og kender Mette Bock personligt. I dag kommer hun i kirken henved to gange om måneden, gerne med sine børnebørn. Mette Bocks familie bor fire generationer i samme sogn, og sammen med brødrene Anders og Kristian kan familien fint optage et par af kirkebænkene på en almindelig søndag.

”Det er i sig selv et særsyn i den danske folkekirke,” siger Gudmund Rask.

Præsten tøver ikke med at betegne Mette Bock som familiens overhoved, en matriark. Familien selv kalder hende for ”mater familias,” har hendes ældste datter Kirse fortalt i et tv-program.

Familiens sammenhængskraft

Mette Bock er storesøster og er udstyret med et sind og gener, som har betydet, at hun meget tidligt er trådt ind som beskytter for sine yngre søskende og har forsøgt at holde sammen på stumperne efter lillesøsterens død. Få år efter ulykken blev Mette Bocks forældre skilt, og familien splittedes op. De yngre brødre Anders og Karl-Peter flyttede med moderen til Samsø, efter hun blev gift igen med en præst. Men brødrene mistrivedes, og Anders Samuelsen har i sin selvbiografiske bog ”Comeback Kid” beskrevet sin stedfar som noget lignende den diabolske og kontrollerende præst i Ingmar Bergmans klassiske film, ”Fanny og Alexander.”

Da Mette Bock blev gift med Hans Jørn Bock i 1977, skabte hun en slags familiecentral omkring deres hjem. Brødrene flyttede hjem til Horsens. Også i dag er Mette Bocks hjem der, familien samles:

”Når der holdes familiefest og familieråd, så er det altid hos Mette og Hans Jørn,” fortæller Gudmund Rask.

”Mettes ambitioner går i høj grad på alt det, du ser i cv’et, men det er også at holde sammen på familien. Hun er ikke en, der sidder og troner, frisindet har hun en meget fin sans for. Men hun er storesøster i flokken, og det tager hun alvorligt,” siger Gudmund Rask.

Faren skulle have været kirkeminister

Mette Bocks far døde af en hjerneblødning som 64-årig i 1987. I nekrologen, der blev bragt i Horsens Folkeblad ved Ole Samuelsens død, blev han beskrevet som et ”selskabsmenneske”. Det var mildt sagt – for Mette Bock har fortalt, at mens brødrene havde en hård tid på Samsø, så kæmpede hun med en far, der drak meget mere, end han burde. Samtidig tog det politiske liv hårdt på ham. Ved folketingsvalget i 1971 røg han ud af Folketinget og blev aldrig genvalgt. Siden fandt man en ministerliste, som Hilmar Baunsgaard havde skrevet, der viste, at den daværende radikale statsminister havde tiltænkt Ole Samuelsen rollen som kirkeminister.

Nu sidder hans ældste datter på dén post. Som ældstebarn i en flok af fem søskende og 17 fætre og kusiner har det været helt naturligt at påtage sig rollen som familiens overhoved, siger Mette Bock selv.

”Jeg har altid været den ældste, og så er det bare sådan, det er,” siger hun.

”En god matriark har et godt øje for den enkelte i flokken, drager omsorg og prøver at være opmærksom og nærværende. Det kan være svært med det arbejdsliv, som jeg har haft, og indimellem gør man det ikke så godt. Så svigter man også.”

Imens Mette Bocker skiftet fra et job til det næste, flere steder med konflikter, har Horsens givet ro.

”Der skal være noget i ens liv, der er helt stabilt. Det betyder, at når jeg kommer hjem, uanset hvad jeg har lavet, så er jeg stadig Samuelsens datter, Bocks kone og børnenes mor. Og nu var jeg i kirke i søndags, der er jeg relativt tit. Der var selvfølgelig nogle stykker, der sagde ’tillykke’, men ellers var jeg bare mig. Der er intet anderledes, og det er befriende, at man kan være sig selv,” siger hun.

Mette Bock er et værdidrevet menneske

Gudmund Rask beskriver Mette Bock som del af det ”brede grundtvigske felt i folkekirken”. Netop det grundtvigske går igen i professor (mso) Peter Lodbergs beskrivelse af Mette Bock, som han kender igennem det årligt tilbagevendende Bjerremark-møde i Sønderjylland. Her mødes fremtrædende teologer, forskere og kirkelige iagttagere hvert år for at drøfte kirke- og samfundsspørgsmål, og heriblandt er Mette Bock.

”Hun er virkelig en motor,” siger han.

”Jeg oplever hende som et meget energisk og effektivt menneske, der hjælper til at engagere og kvalificere debatten. Hun har et godt blik for krydsfeltet mellem teologi, kirkekultur, samfund og medier og er på mange måder med til at forny det grundtvigske dannelsesideal på en måde, hvor der ikke kun kigges tilbage, men også frem. Der er hun dygtig,” siger Peter Lodberg.

Hvis man i det hele taget skal sige noget om Mette Bock, så er det, at det aldrig er ligegyldigt, når Mette Bock lander et nyt sted, siger Gwyn Nissen, chefredaktør på avisen Der Nordschleswiger.

Han havde Mette Bock som chef, da han tidligere i karrieren var ansat som lokalredaktør på JydskeVestkysten, hvor Mette Bock var chefredaktør fra 2002 til 2007. Han kender hende desuden fra grænselandet, hvor de to gentagne gange har deltaget i paneldebatter i de senere år, hvor Mette Bock har været formand for Grænseforeningen.

”Hun er et meget værdidrevet menneske,” siger han.

”Når du på den måde har ambitioner på dine værdiers vegne, så havner du indimellem i konflikter. Uanset om du driver forretning eller er politiker. At have det sådan kræver, at man som leder har en evne til også at overbevise folk om, at ’det er her, vi skal hen’.”

Mette Bock: En chef der delte vandene

Mette Bock blev i 2002 ansat som chefredaktør på avisen JydskeVestkysten og administrerende direktør i Syddanske Medier. Virksomheden beskrives som et sted, der på det tidspunkt var mandsdomineret, og Mette Bock blev blandt andet ansat, fordi hun havde en række klare visioner med sig. Visionerne gik blandt andet på at omskabe avisen fra dagblad til mediehus. Men hun blev også en chef, som delte vandene.

Tilbage fra den tid står et citat fremsat af Mette Bock på et møde på Rødding Højskole, hvor 146 journalister og andre redaktionelle medarbejdere fra JydskeVestkysten var samlet ovenpå en fem dage lang strejke. Journalisterne strejkede, fordi lønforhandlinger med ledelsen var brudt sammen, og Mette Bock havde varslet, at hun ville fritstille alle de medarbejdere, som ikke straks gik i arbejde igen. Noget, der af tillidsrepræsentanterne blev kaldt ”en pistol for panden”.

”Når jeg skyder folk, gør jeg det forfra,” sagde Mette Bock til mødet, og lagde op til, at det skulle være slut med ”nakkeskud” og bagtaleri: I dag skulle folk ”snakke frit fra leveren”, kunne man læse i et referat fra mødet.

En for avisen ganske værdifuld journalist, Kim Dahl Nielsen, tidligere Cavlingpris-vinder for en artikelserie om Golfkrigens veteraner, fik ordet og indledte med at sige, at han var blevet bedt om at vise ansvarlighed.

”Jeg havde tænkt mig at bede om at blive fyret, men jeg har ændret holdning. Jeg bliver på avisen, til du er væk. Det, du gør, viser så meget tegn på sindssyge, at jeg glæder mig til den dag, du er væk. Jeg ryster, fordi du laver så mange skader på virksomheden,” sagde han.

Kim Dahl Nielsen blev efterfølgende bortvist for sine “illoyale og stærkt nedsættende udtalelser om chefredaktøren,” som det lød i den redegørelse, Mette Bock gav avisens læsere.

I en voldgiftssag fik Mette Bock senere medhold i, at det var i orden at bortvise Kim Dahl Nielsen - men hun blev også undsagt af sin bestyrelses forhenværende formand, Hans Wenzel, der i sin tid havde været med til at ansætte hende:

”Mette Bock har desværre igen bragt avisen i vanry,” lød det i et læserbrev, der kritiserede Bocks håndtering af medarbejderne.

”Det er klart, jeg ikke er lavet af beton og jeg vil da helst undgå konflikter,” siger Mette Bock i dag.

”Min grænse er nået, når en medarbejder siger, jeg er sindssyg. Man skal have en autoritet, når man er leder. Ellers flyder det hele.”

Peter Orry, som dengang var journalistisk chefredaktør på JydskeVestkysten, husker Mette Bock som en klar leder:

”Jeg tør næsten ikke bruge ordet ‘stålsat’, som lillebroderen Anders også er beskrevet, men hun vidste, hvad hun ville. Hun lagde ikke skjul på, at hun var den, der bestemte, og at hun havde det godt med det. Hun er et magtmenneske, men ikke forstået i negativ forstand, for hun er samtidig et varmt, empatisk og lyttende menneske,” siger Peter Orry, der i dag sidder i Mette Bocks stilling.

Et ærgerligt eftermæle

Den historie, der i dag står tilbage om Mette Bock fra tiden på JydskeVestkysten, er også den om direktøren, der viste sig at have begrænset forretningssans og forlod det hele, da det virkelig brændte på. Et ærgerligt eftermæle, mener flere, for hun gav avisen en tyngde, den havde godt af.

Da Mette Bock forlod stillingen som chefredaktør og administrerende direktør i 2007 og i stedet tiltrådte som prorektor på Aarhus Universitet, havde Syddanske Medier et ildevarslende stort underskud. Tidligere TV2-direktør Peter Parbo efterfulgte Mette Bock og varslede som det første en omfattende spareplan og fyringer af 30 medarbejdere.

”Det, der ikke var styr på, var økonomien. Der var simpelthen manglende balance mellem indtægter og udgifter, og der skulle ske noget relativt hurtigt,” siger han.

Mette Bock fastholder, at hun ikke vidste, at året ville lande i et underskud, da hun opsagde sin stilling.

”Men ansvaret for årets resultat var naturligvis mit. Når man er topchef kan man ikke smøre ansvaret for fejlinvesteringer af på andre. Eller undskylde sig med, at branchen i de år generelt investerede i mange fejlprojekter. Ansvaret var mit.”

Fri politisk løbebane

Lige så omskiftelig Mette Bocks karriere i erhvervslivet har været, lige så fri har den politiske løbebane været. Hun debuterede som politiker for Socialistisk Folkeparti i Horsens, for hvem hun opstillede til Folketinget i 1994. Før det havde hun blandt andet været en del af kvindebevægelsen og har kaldt sig selv for rødstrømpe.

Bjarne Sørensen, byrådsmedlem for SF i Horsens, var også medlem af partiet i 1994 og husker tydeligt Mette Bock. Særligt fordi hun var udset til at afløse den kendte SF-politiker Lilli Gyldenkilde, som hun i 1992 skrev en erindringsbog om.

”Men det er jo ikke noget, man bare lige gør,” siger Bjarne Sørensen.

”Og det gik jo heller ikke som forventet, hun kom ikke ind, og så var det ikke interessant nok. Jeg har altid opfattet hende som en meget ambitiøs og begavet person, men de personlige ambitioner har nok drevet hende mere end politikken. Det er ikke min kop te, men det var sådan, hun valgte at gøre det,” siger Bjarne Sørensen.

Mette Bock indrømmer også selv, at hun ikke gik ind i SF for ideologien bag. Hun kunne se sig selv i den sociale profil, men var i højere grad betaget af Lilli Gyldenkilde, som havde overbevist hende om, at Mette Bock med sikkerhed ikke ville risikere at komme i Folketinget.

”Men jeg kan da godt forstå, at folk udefra ikke kan begribe, hvordan man kan vandre på den måde. Det kan jeg da godt,” siger Mette Bock.

Næste gang hun var at se på valgplakaterne i Horsens, var det for Radikale Venstre.

Rejsen til Liberal Alliance

Herfra husker Jakob Schow-Madsen, der i dag er formand for Radikale Venstre i Horsens, MetteBocksom et engageret og nærværende menneske, som han kun har godt at sige om. Til gengæld er han overrasket over, hvordan hun har kunnet rejse fra Radikale Venstre til Liberal Alliance:

”Det var da et spring, synes jeg. Liberal Alliance er et mere rendyrket liberalt projekt, men det er måske også noget med, at blodet er tykkere end vand. Hun er jo et selvstændigt tænkende menneske, men hun er bestemt også del af en stærk familie med stærke familiebånd,” siger Jakob Schow-Madsen.

Mette Bock lægger da heller ikke skjul på, at familierelationerne har haft afgørende betydning for hendes løbebane fra parti til parti.

”Jeg taler med Anders hver dag og har gjort det hele mit liv. På et tidspunkt sagde han til mig, at alt for mange står på sidelinjen uden at tage del i det politiske liv. ’Hvis du vil noget i politik, er det så ikke ved at være på tide?’, spurgte han. Det var jo et godt argument.”

I 2009 gik hun ind i sin lillebrors parti-projekt, og i 2011 blev hun for første gang valgt ind i Folketinget i Sydjyllands Storkreds.

Der er slet ingen tvivl om, at Mette Bock, trods sin rolle som storesøster, står bag sin bror – og i øvrigt er mindst lige så liberal som han, mener Gwyn Nissen, chefredaktør på Der Nordschleswiger.

”Hun er meget liberal, og det er det enkelte menneske, der er i centrum for hende. På trods af, at det i kraft af Liberal Alliances politik kan virke som om, der er noget andet på spil,” siger han.

Mette Bock er liberal. Men ikke på ”kroner-og-øre”-måden, hvor man primært taler om topskattelettelser og øget omsætning. Hun kalder sig selv socialliberal og taler mere end økonomi om frihed, anti-bureaukrati og socialt ansvar.

Ny kulturminister er indbegrebet af "public service"

Når hun som ny kulturminister taler om, i hvilken retning Danmarks Radio, som hun selv har arbejdet i, skal gå, så fylder indholdet. Ifølge kolleger fra tiden hos Danmarks Radio er Mette Bock indbegrebet af ”public service.”

Som programdirektør indførte hun ugentlig morgensang for de ansatte og et nyhedsbrev for sit område, hvilket var ganske banebrydende, fortæller Helle Solvang, vært på radioprogrammet Sproglaboratoriet på P1.

”Hun var synlig og åben som direktør. Når der var en konflikt, kaldte hun til et spontant møde for at orientere om, hvad der foregik og for at lytte til medarbejderne,” siger Helle Solvang.

Men der var også her konflikter og uenigheder. Én tog udgangspunkt i en planlagt nedlæggelse af montage- og dokumentargruppen hos DR. Thomas Ravn-Pedersen var dengang dokumentarredaktør og husker, hvordan Mette Bock gik imod dele af ledelsen for at beholde afdelingen:

”Hun tag kampen i direktionen, og da hun stoppede, fornemmede jeg, at der var en konstant kamp mellem den rene public service-stil og en anden ledelsesstil. For mig var hun den reneste public service-direktør. Det var mere indhold, kvalitet og værdier end seertal og bundlinjen, som prægede hende,” siger han.

Trivedes ikke med bureaukrati

Tidligere generaldirektør Kenneth Plummer var med til at rekruttere Mette Bock som programdirektør. Han husker ingen konflikter mellem ledelsen og Mette Bock om montage- og dokumentargruppen.

”Men jeg opfatter det, som om hun trivedes med en række af opgaverne i DR, mens hun ikke trivedes med det bureaukrati og de kampe, der nok ikke kan undgås i en kæmpe bevillingsøkonomi som DR’s,” siger Kenneth Plummer.

Det kom også til konflikt med ledelsen, da Mette Bock i 2008 trak sig som formand for DR’s programetiske udvalg. Det gjorde hun på grund af udsendelsen ”Hjælp – jeg vil dø”, der viser en britisk ALS-patient begå assisteret selvmord for rullende kameraer, og som blev vist på DR1 søndag i bedste sendetid. Mette Bock forklarede i en mail til etikudvalgets medlemmer, at hun havde meddelt mediedirektør Lars Grarup og generaldirektør Kenneth Plummer, at hun ”stærkt ville fraråde visningen af den centrale dødsscene, da dødsøjeblikket er et meget privat øjeblik (...) Kenneth valgte imidlertid at følge Lars Grarups indstilling. Det er han som generaldirektør i sin gode ret til, og jeg respekterer valget,” lød det.

Særlig interesse for grænselandet

Mette Bock lader ikke stå til. Hun vil forandre og forme, og derfor spørger mange også nu til, hvad det kommer til at betyde for hendes nye rolle som minister. Noget af det første, Mette Bock har gjort, er at flytte mindretallenes interesser fra Undervisningsministeriet til Kulturministeriet. Grænselandet er et centralt interessefelt for Bock, hvis mand, Hans Jørn Bock, kommer fra det danske mindretal i Flensborg.

”Slesvig er historie, der lever nu og her, og selvom der bare er 20 kilometer mellem to byer, kan det betyde en verden til forskel. Jeg har simpelthen ikke lyst til at slippe det område,” siger hun.

Gwyn Nissen, redaktør på Der Nordschleswiger, ser en klar mening med, at Mette Bock har gjort det til sit ressortområde.

”Hvis mindretallene nu tror, de kan hvile på laurbærrene og få mere i støtte, tager de fejl. Mette er ikke kommet for at være kustode på noget mindretalsmuseum. Hun vil se udvikling,” siger han.

Der rasles også med sablerne på medieområdet, som hun kender som sin baglomme. Mediestøtten skal justeres, licensen til DR skæres.

Mette Bocks visioner for folkekirken

Og så er der folkekirken: En institution, hvor der er meninger om hvert hjørne, og hvor man ikke er bange for at ytre dem. Tænk blot på Tidehvervs ”evindelige raseri”, de missionskes ”moraliseren” eller aktivisternes ”tivolisering”. Beskrivelserne af de kirkelige fløje stammer fra et læserbrev forfattet af Mette Bock sidste år.

Og med hendes ønske om, at staten ikke længere skal betale præstelønninger, der blev lanceret kun ét kvarter efter, at hun officielt havde indtaget Kirkeministeriet, har hun allerede skabt mere debat om folkekirken end de seneste to ministre formåede.

Så spørgsmålet er, om hun kan leve med at være ”kustode”?

”Det helt særlige ved folkekirken er, at ministerens vigtigste opgave er at sidde på sine hænder og lave så lidt som overhovedet muligt,” siger hun selv fra kontoret.

”For det er en folkekirke, ikke en statskirke. Man skal virkelig, virkelig passe på, at man som minister ikke tror, at man skal ind og lave det hele om.”

Men vil du være helt tilfreds, hvis der slet ikke er sket noget på dit område, når du er færdig som kirkeminister?

”Man kan jo engagere sig på mange måder. Det ikke er noget nederlag for mig, hvis folk om to et halvt, tre år siger: ’Det var da meget fint at have Mette Bock som minister, men hun gjorde ingenting.’ Det behøver ikke være et nederlag.”