U2 skaber salmer til det moderne menneske

Fin og engageret indføring i det irske rockbands kristne univers

Bogen "Himmel og hav i ét", som er skrevet af Jørgen Lasgaard (billedet) og Jens Carl Moesgård Nielsen er dejlig ligefrem og upoleret, selvom den nok med fordel kunne have været strammet lidt op, blandt andet for at undgå gentagelser.
Bogen "Himmel og hav i ét", som er skrevet af Jørgen Lasgaard (billedet) og Jens Carl Moesgård Nielsen er dejlig ligefrem og upoleret, selvom den nok med fordel kunne have været strammet lidt op, blandt andet for at undgå gentagelser. Foto: ©Lars Aarø/Fokus .

Hvis man gik rundt og troede, at U2 er et rockband, som blot vil synge, spille, underholde og tjene penge, så bør man læse ”Himmel og hav i ét”, som de to præster Jørgen Lasgaard og Jens Carl Moesgård Nielsen har skrevet.

De er nemlig begge personligt ramt af U2. Dette verdens største rockband sætter ord og musik på noget, som de to forfattere genfinder hos sig selv.

I bogen tager de udgangspunkt i U2's tolvte album, ”No Line on the Horizon” fra 2009 - og med et fyrværkeri af referencer til, hvad der i øvrigt er skrevet om U2 samt anden musik, litteratur, Bibelen, salmebogen og ikke mindst deres egne livserfaringer, fortæller de engageret og vidende om, hvad det er, som er så helt specielt ved dette band.

U2 kan nemlig mere end skrive gode sange. De kan også forkynde til tro, til anfægtelse, til eftertanke og først og sidst give mod til at tage støvlerne på, som det sker i sangen:”Get on Your Boots!” Sangen er skrevet af Bono efter et Tivoli-besøg med familien.

Her udtrykkes både kærlighed til hustruen og de fire børn samt en bøn til Gud om at få nærkontakt med hans kærlighed og omsorg og styrke: ”Let me in the sound!”. Luk mig ind i lyden!

Det er også bøn og lovsang at leve i sangen, at skråle sange og lyde ud, og Jørgen Lasgaard minder om Holger Lissners salme: ”Den mægtige finder vi ikke” - hvor det i vers 3 hedder: ”Guds lovsange synger vi ikke, men sangene synger i os.”

Jørgen Lasgaard fortæller i den forbindelse personligt og bevægende om sit eget Tivolibesøg med barnebarnet Sofus på tre år, som er oppe at flyve i en blå flyver sammen med farfar.

Otte måneder senere går de forbi Tivoli, og Sofus genkender den blå flyver, men spørger nu: ”Hvorfor havde den en skyder?”.

Vi hører ikke, hvad farfar svarede, men i dette korte øjeblik sammenfattes temaet for sangen: Den store glæde over fællesskabet, blandet med smerten over verdens tilstand.

Bogen er dejlig ligefrem og upoleret, selvom den nok med fordel kunne have været strammet lidt op, blandt andet for at undgå gentagelser.

Når det er sagt, så giver ”Himmel og hav i ét” mange bevægende eksempler på og et klart indtryk af, hvordan U2's sange er fyldt med opråb, nødråb, udråb, sorger, glæder, smerter, tro og tvivl - og man er ikke i tvivl om, at himmel og hav virkelig går i ét i deres sange.

Så meget desto mere ærgerligt er det, at man af hensyn til ophavsrettigheder ikke kan læse sangene i deres helhed. Ophavsret går åbenbart ikke i ét med himmel og hav!

Men så kan man vælge at skrive til forfatterne og få dem tilsendt i en oversættelse, som de selv har produceret. Man kan naturligvis også altid købe musikken på cd eller også bruge henvisningerne til internettet.

Et er sikkert: Man får lyst til at lytte endnu mere til U2 efter læsningen af denne sprudlende og upolerede perle af en bog.