Den 2. februar - for 50 år siden - blev Charlotte Christina Hoff Hansen født i Aarhus. Efternavnet Inuk tog hun senere. Det er grønlandsk og betyder menneske, og menneskebarnet Charlotte tilbragte da også tre år af sin spæde teenagetid i Menneskenes Land. I dag bor hun i København, når hun da ikke lige er ude på en af sine mange rejser. Bag sig har hun 14 romaner, fire børnebøger, en erindringsbog og et hav af bidrag til antologier.
I anledning af fødselsdagen udgiver digteren og vennen Marianne Larsen og litteraten (anmelder ved nærværende dagblad) og ægtemanden Moritz Schramm en antologi, der fejrer mennesket og forfatteren Charlotte Inuk. ”Mine drømme har en anden virkelighed - Charlotte Inuk og hendes forfatterskab” er et mangfoldigt kor sammensat af 34 vidt forskellige stemmer (og på flere sprog).
Redaktørerne har opdelt bogen i sektioner kaldet henholdsvis ”Minder og møder” og ”Læsninger”, der er fire af den første og tre af den næste slags, der bevæger sig kronologisk frem gennem forfatterskabet. Det virker generøst og rummeligt både at inkludere vidt forskellige (både nye og ældre tekster), personlige bidrag om mennesket Charlotte Inuk og dybtgående læsninger i hendes forfatterskab.
De personlige tekster gør det tydeligt, at Inuk er et menneske, der sætter aftryk i folk. Møderne med hende har betydet noget for de skrivende. Nok kan hun synes æterisk med sit lyse hår og blå øjne (tidligere var alting blåt, det var i 1980'erne, det var drømmens farve, der blev foldet ud), men hvis nogen piller ved hendes kommaer eller anfægter hendes metaforer, så er der kamp til stregen.
En blå tråd gennem Charlotte Inuks forfatterskab er hendes modstand mod de dikotomiske briller, vi af forskellige årsager ser verden igennem: sort eller hvid, god eller ond, mand eller kvinde. Hvorfor har vi det sådan, at alting først føles trygt, når det kan rubriceres i en kasse? Hvem er det, der sætter grænserne, og er de i virkeligheden begrænsende for vores forståelse af hinanden?, synes hun stadigt at spørge.
Således protesterede hun højt som 17-årig ung, da hendes to første romaner blev læst som ungdomslitteratur: Er litteratur ikke altid litteratur, og kan man ikke være temmelig gammel som ung og omvendt? På samme måde forholder det sig med kønnene. Man elsker vel den, man elsker, fordi han/hun er det menneske, han/hun er, først derefter kommer det med køn til. Og hvad nu, hvis man som hovedpersonen, Charlotta, i Inuks seneste roman, ”Store dyr” fra 2008, faktisk heller ikke helt skelner mellem dyr og menneske?:
”Tilstanden handler primært om spontant at opleve omgivelserne som fauna, men kan have som registreret sideeffekt, fortalte min læge, at man ophører med at skelne han fra hun. Man ser drengen i Enya og pigen i Robyn, blot som eksempel; det er givetvis set fra et lægevidenskabeligt synspunkt en alvorlig affære, men mig har det aldrig foruroliget eller generet; tilsyneladende og heldigvis ej synderligt heller de to.”
”Fødselsdagsgaven” begynder med det tidlige forfatterskab, hvor blandt andre Anne-Marie Mai laver en fin læsning af debutromanerne ”Maria Mia” og ”Mona Måneskinsdatter”, som hun læser ind i 1980'er-digternes poetiske univers, et univers, hvor det, med Michael Strunges ord, var muligt at ”folde drømmens faner ud” på en sitrende blå baggrund af nattehimmel, melankoli og byens elektricitet.
De mest udfoldede læsninger er tilegnet Charlotte Inuks seneste udgivelser, romanerne ”Sultekunstnerinde” fra 2004, og ”Store dyr” fra 2008.
”Sultekunstnerinde” handler om en dansk piges opvækst i Nuuk i årene op til indførelsen af det grønlandske hjemmestyre den 1. maj 1979. Pigen Charlotta/Charlie gennemgår en alvorlig spiseforstyrrelse, og romanen handler om hendes modstand mod at skulle blive voksen og indskrives i endnu et system, det absolut kønnede, men handler i lige så høj grad om en oplevelse af ekstrem fremmedhed, som mange børn af såkaldt udsendte forældre vil kunne genkende. Ingen steder hører man hjemme, ikke hos sine egne voksne, der repræsenterer en form for hvid magt, men heller ikke blandt de lokale børn, hvor man hurtigt falder igennem med en forkert hårfarve og heller ikke kan indgå i sprogfællesskabet.
Kirsten Thisted læser Inuks roman ind i en sammenhæng med blandt andre Arthur Krasilnikoff, der i romanen fra Færøerne ”Hvalens øje” har skildret nogle af de samme koloniale erfaringer. I en efterfølgende artikel, skrevet sammen med Moritz Schramm, går hun skridtet ud og diskuterer, hvor meget Inuks egne tre år i Grønland egentlig betyder i forfatterskabet, om disse tre år måske var udslagsgivende for, at hun måtte finde sin egen base i sproget. Det er en meget interessant artikel, fordi den rokker ved en besværlig kategori, nemlig nationalitet. Om Inuk er en grønlandsk forfatter, som Thisted foreslår, er måske at tillægge disse tre år for meget vægt, men befriende er det at åbne for en mindre rigid tænkning omkring det nationale.
Der er flere interessante læsninger af romanen ”Store dyr”, men også læsninger, hvor afsættet næsten forsvinder i teoretikerens eget projekt.
Moritz Schramm læser Inuks problematisering af vores omgang med dyr ind i en kontekst med nazisternes opdragelse til at kunne udføre inhumane handlinger. Det er naturligvis et dilemma at være samboende med en forfatter og samtidig bedrive litterær analyse af vedkommendes værker. Gennem værket optræder Schramm udelukkende som figuren litterat, men egentlig kunne man godt have ønsket, at han i et af sine bidrag lagde den figur til side, trådte over den grænse og talte om de diskussioner og fællesskaber, som man i høj grad fornemmer også er en del af romanen ”Store dyr”s univers.