Med Kafka ind i mørket

Franz Kafka blev født i Prag i 1883 og døde den 3. juni 1924 i Klosterneuburg ved Wien. Centralt i den nye ...

Franz Kafka blev født i Prag i 1883 og døde den 3. juni 1924 i Klosterneuburg ved Wien. Centralt i den nye bog er et kapitel, der behandler Kafkas kendte novelle ”Forvandlingen” om Gregor Samsa, der bliver forvandlet til en bille. Her ses en statue af forfatteren, der er placeret ved hans fødehjem. Foto: Scanpix

Isak Winkel Holm drivergedigen og original litteraturvidenskab med sin nye bog om Franz Kafka

Hunde. Kryb. Bæster. Og ”luftindåndere”. Det flyder med mindre pæne udtryk om menneskene i Isak Winkel Holms nye bog om Franz Kafka.

Det samme gælder for de steder, de bebor. Det er områder som straffekolonier, asbestfabrikker og en slags byggeplads for hunde, idet Holm ud over Kafkas tre store romanfragmenter især lægger vægt på analyser af novellerne ”En hunds forskning” og ”I straffekolonien” samt en dagbogsnote om livet som meddirektør for en asbestfabrik.

Med værdig, halvmørk tone bemærker Holm, at Kafka næppe var begejstret for sit nye direktøransvar - for han pønsede på at springe ud ad vinduet for at slippe.

Bogens forside er holdt i en gråmeleret farve, og det er slet ikke så dumt, for det anskueliggør fint bogens næststørste styrke. Ikke blot bliver der skrevet om asbestfabrikker, påtvungne tatoveringer og døden i stenbrud, men forfatterens eget sprog smittes af det, som forsiden er blevet smittet af emnerne. Holm hævder selv, at den eneste måde, hvorpå man kan forstå Kafka, er at ”ligge med ham i tågeskyer”; det lykkes.

I en analyse af et andet gråt-associerende fænomen - Kafkas tuberkulosesygdom - forsøger Isak Winkel Holm eksempelvis at tolke et af Kafkas breve til Milena Jesenska. Kafka skriver, at hans lungesygdom blot er en åndelig sygdoms ”gåen-over-bredderne”. Dertil konkluderer Holm i sin særegne blanding af et sprog, der både lader sig smitte af det, det beskriver, og holder sig køligt dømmende, at ”en af Kafkas mange dødsårsager var han egensindige omgang med metaforer.”

Men denne stil er som nævnt kun bogens næststørste styrke. Det bedste er, at det er litteraturvidenskab på et ret originalt niveau.

Bogens skarpeste kapitel behandler den kendte novelle ”Forvandlingen” om Gregor Samsa, der bliver forvandlet til en bille. Sætningen ”Gregor er et kryb” kan forstås i både den faktiske forstand, at manden ér et kryb, og i den overførte, at han er ”som” et kryb.

Og da alle ved, at førstnævnte er i uoverensstemmelse med det mulige, hælder metaforlæren altid til at lægge vægten på sidstnævnte. Men Holms overbevisende greb er at bruge Kafkas fascination af stereoskoper som billede på en af hans teksters grundlæggende dynamikker.

For når man sætter øjnene til et stereoskop, zigzagger ens perception mellem de billeder, man ser for hvert sit øje, sådan at perspektiver flyder sammen. Og det er ifølge Holm præcis sådan, Kafkas metaforer virker på læseren.

I ”Forvandlingen” kan vi ikke skelne mellem de to betydninger af udtrykket ”Gregor er et kryb”, fordi Kafkas mesterskab består i en stereoskopisk indretning, der udvisker grænsen mellem menneske og bille.

Dette er naturligvis blot et forkortet eksempel på bogens argumentation, der altså gennemføres over godt 500 sider. Men elegancen fortsætter, for tilfældet Gregor Samsa bliver også brugt til at nærme sig bogens anden grundlæggende pointe.

Denne anden pointe er, at Kafkas værker ikke er kafkaske. Ud af læserens ubehag ved den manglende evne til at skelne mellem metaforens betydningslag i Gregor Samsas klamme forvandling opstår nemlig ifølge Holm ikke en kafkask følelse af, at et godt og afmægtigt mennesket står over for onde og uoverskuelige institutioner, der knuser det.

I stedet opstår en følelse af mere grundlæggende ”foruroligelse”, fordi teksternes zigzaggen mellem to perspektiver skaber det, Holm andetsteds kalder et ”retorisk digebrud”, der opløser grænsen mellem virkelighed og billede. Det samme kunne man kalde hans bog.

Opløsningen af det kafkaske er et væsentligt korrektiv til to af de mere klassiske Kafka-læsninger, hvor man enten gør hans værker til teologiske allegorier eller til eksistentialisme. Den første er trættende, fordi den er for søgt. Den anden er trættende, fordi den hele tiden antager, at det er uskyldige mennesker, der knuses. Hvem siger, at de er det?

Holm kalder sin læsning for politisk i modsætning til disse skoler, idet den foruroligelse, der stiger af værkerne, handler om at gøre det klart, at vi ikke ligger under for uhåndterlige skæbnemagter. Tværtimod skal foruroligelsen afsløre problemet ved dannelsen af politiske fællesskaber.

Det fungerer langt hen ad vejen temmelig fornuftigt, fordi bogen virkelig overbeviser om, at dette er en reel og overset del af Kafkas skrivekunst. Men det er beskæmmende, at det indimellem udarter til en slags litteraturvidenskabelig version af lovens tredje brug. Holm understreger gang på gang, at hans politiske Kafka er indholdstom, i den forstand at han udelukkende tilbyder os en ”politisk tænkemetode”, en forhandlingsmulighed om, hvordan vi grundlægger politiske fællesskaber.

Udmærket som sådan, men så er det alligevel mærkeligt, at vi skal have at vide, at vi gennem Kafkas foruroligelseskunst kan se, at verden i stigende grad handler om pigtrådshegn og grænsekontrol. Det lyder unægteligt, som om bogen antager, at Kafkas politiske ”tænkemetode” med nødvendighed medfører venstreorienteredes yndlingsvokabularium.

Men det er ikke ødelæggende for bogen, selvom det er enerverende, at den slags blot kan antydes og antages. For grundlæggende bliver Holm et sted, hvor han ikke tror, at alting er politik. Alting er snarere litteratur, idet dagbogsoptegnelser og notitser ikke skelnes fra fiktion. Det er vist Holms nietzscheanske børnelærdom, der skinner igennem. Det er vældig smukt, men af den grund også lidt sært, at enkelte dagbogsoptegnelser om, hvad Kafka selv ville, indimellem er autoritative for Holms fortolkning af ham, når nu de ellers selv er at betragte som kunst.

Vi mangler også at få forklaret, hvorfor foruroligelsen automatisk medfører en antimetafysisk eller politisk Kafka - der gives jo anden metafysik end eksistentialisternes.

Men når Holm flere gange befriende påpeger, at hans politiske Kafka kun er én vej ind i ”det samme mørke værk” som andre Kafka-skoler, er der ingen grund til foruroligelse her. Denne anmelder går gerne med ind i mørket.