Med kærligheden som drivkraft

Astrid Lindgren kan læses hele året, men særligt sommeren hører hun til. Og bruger man den kommende tid til at læse og genlæse Emil fra Lønneberg, Mio, min Mio, og alle de andre, vil man se, at kristendommen hos Lindgren viser sig i det konkrete

Astrid Lindgren voksede op i kærlighed. Og denne konkrete, lykkelige erfaring går som en stærk strøm igennem forfatterskabet.
Astrid Lindgren voksede op i kærlighed. Og denne konkrete, lykkelige erfaring går som en stærk strøm igennem forfatterskabet. . Foto: Tobias Rostlund.

Jag gör så att blommorna blommar
jag gör hela kohagen grön,
och nu så har sommaren kommit
för jag har just tagit bort snön.


Hvem er det, der synger? Hvem er det, der får blomsterne til at blomstre og gør engene grønne? Det er Ida, Emil fra Lønnebergs kønne og artige lillesøster. Det er en sang, der synges på stort set alle svenske skoler, den dag eleverne går på sommerferie.

Men Astrid Lindgrens sommervise, der kan findes i den nyeste udgave af Højskolesangbogen, bruges også indimellem ved barnedåb i den svenske kirke. For det jeg, der kalder hele sommerens herlighed frem, kan samtidig gives en kristen fortolkning, så det er skaberen selv, der synger om sit værk.

Igennem tiden har mange også her til lands fremdraget parallellerne imellem Astrid Lindgrens forfatterskab og kristendommen. Man har påpeget de mange steder, hvor der henvises til de bibelske fortællinger, og hvor personerne går i kirke, synger salmer og beder til Gud. Og der er meget at komme efter, for på den tid og i de miljøer, bøgernes handling foregår, var kristendommen en levende del af folks hverdag. Således også i Astrid Lindgrens barndom naturligvis, for hun blev født i 1907 som datter af en kirkeværge og en stærk, gudfrygtig bondedatter. Og det er hendes eget barndomsliv på landet, der er forfatterskabets store inspirationskilde.

Så selvfølgelig strømmer den kristne tradition tillige med folkelige fortællinger, sange og viser, anekdoter og mundheld igennem Astrid Lindgrens bøger. Men det er ikke i den direkte henvisning til kristendommen så meget som i beskrivelsen af det alment menneskelige, at forfatterskabet viser sig åbent for en kristen fortolkning. Ja, man går måske endda glip af det vigtigste også i den kristendom, der måtte komme til syne hvis man fokuserer for meget på den kirkegang og søndagsskole, der i Astrid Lindgrens erindring i parentes bemærket ikke var kilde til ret meget andet end en omfattende kedsomhed.

Astrid Lindgren tager i sine fortællinger, hvor eventyrlige de end måtte være, altid afsæt i det konkrete, det oplevede og sansede. Og fra det konkrete løftes beskrivelsen ind i det almene. Som når hun i mange af sine historier pludselig lader barnet, der fortæller, udbryde: Gæt, hvad jeg kan lide!, og der så følger en beskrivelse af en fylde og lykke, som enhver vil kunne genkende eller længes efter selv at opleve.

I Brødrene Løvehjerte siger lille Tvebak: Gæt, hvad jeg kan lide! Jeg kan lide at ligge i en ældgammel slagbænk i sådan et ældgammelt køkken og snakke med Jonatan, mens skæret fra ilden flakker hen over væggene, og når jeg kigger ud ad vinduet, ser jeg en kirsebærgren, som vajer lidt i aftenbrisen. Og så brænder ilden ned, til der kun er gløder tilbage, og der begynder at blive dunkelt i krogene, og jeg bliver mere og mere søvnig og ligger der og hoster ikke, og Jonatan fortæller for mig. Fortæller og fortæller, og til sidst hører jeg kun hans stemme som sådan en hvisken igen, og så falder jeg i søvn. Lige netop alt det kan jeg lide, og sådan var det den første aften i Ryttergården, og derfor glemmer jeg den aldrig.

På samme måde løftes det konkrete ind i det almene, når Astrid Lindgren i sin gendigtning af juleevangeliet, Jul i stalden, lader en mor fortælle for sin dreng, om hvad der skete for længe siden, som om det skete lige ude i deres stald og netop i nat. Det konkrete rummer det almene i sig. Erfaringen her og nu rummer det evigt gyldige.

For der er noget, der er det samme til alle tider. Barnet er det samme, og dermed menneskets grundlæggende erfaring af, hvad der er godt og skønt og herligt, og hvad der tilsvarende er grimt og ondt og hårdt. Når Astrid Lindgren i dag er en af verdens mest læste og elskede forfattere, er det, fordi alle børn såvel som voksne kan genkende sig selv i hendes fortællinger.

Den grundlæggende erfaring i Astrid Lindgrens eget liv og drivkraften i hendes forfatterskab er den kærlighed, hun selv oplevede at være omfattet af som barn. Først og fremmest forældrenes kærlighed til hinanden, som hun på smukkeste vis har beskrevet i det essay, der bare bærer deres navne: Samuel August fra Sevedstorp og Hanna fra Hult. Men også og ikke mindst kærligheden til faderen et forhold, man kan genfinde i forfatterskabets mange stærke relationer imellem barnet og en voksen faderskikkelse: Tvebak og Jonatan, Mio og Kongen fra Landet i det Fjerne. Eller hvad med Emil og karlen Alfred, som de svømmer ud i en smålandsk sø hen under aften og ikke behøver sige mere til hinanden end: Du og jeg, Alfred. Ja, du og jeg Emil det skulle jeg mene.

Astrid Lindgren voksede op i kærlighed. Og denne konkrete, lykkelige erfaring går som en stærk strøm igennem forfatterskabet. At denne strøm tager bibelske fortællinger, salmestumper og kirkegang med sig, er ikke så underligt, og måske heller ikke så relevant. Mere vigtigt er det, at denne strøm drives af de samme kræfter, som den kristne forståelse af Gud som en kærlig far. For det er en tro, der springer af samme kilde, som barnets oplevelse af at være elsket af sine forældre eller en længsel efter det samme, hvor erfaringen af kærlighed, som Astrid Lindgren lige så tit har beskrevet det, er erstattet af angst og ensomhed.

Som gammel sagde Astrid Lindgren i et interview: Nej, jeg tror oprigtig talt ikke på Gud. Men havde min far levet, havde jeg aldrig vovet at sige det, for det havde gjort ham så ked af det. Det er måske også skammeligt af mig at fornægte Gud i betragtning af, at jeg så ofte takker ham og beder til ham, når jeg er fortvivlet.

Om Astrid Lindgren troede på Gud, er med andre ord ikke til at vide, men det er heller ikke afgørende. Hendes værker ligger med K.E. Løgstrups formulering en religiøs tydning nær, men kan ikke inddæmmes til en bestemt kristen livsforståelse. De handler om at være menneske i verden til alle tider her og nu og denne sommer. Og netop derfor er der masser af kristendom at drage op af fortællingernes grundstrøm. Hvis det er det, man vil.

kultur@k.dk