”Ikke alt, der tæller, kan tælles, og ikke alt, der kan tælles, tæller,” sagde Albert Einstein, og det er også essensen af den underfundige film ”1001 gram”.
Vi befinder os i Norge på Justervesenet, et direktorat for måleteknik, som blandt andet har ansvaret for, at Norge måleteknisk lever op til internationale standarder. Her er kontrolfreaken Marie (Ane Dahl Torb) ansat. Vi ser hende gå rundt på det videnskabelige laboratorium i hvid kittel, holde hyppige rygepauser med en ældre herre, tale med receptionisten og spise i kantinen. Der er noget trist og ensomt over hende, og hvad hun egentlig beskæftiger sig med på Justervesenet, finder vi først ud senere. Vi ser hende køre hjem fra arbejde i sin lille elbil. Hun er nyskilt og bor i et halvtomt rækkehus. Hun betragter verden med en kølig distance. Starten på filmen signalerer tristesse og langsommelighed.
Den ældre herre fra arbejdet viser sig at være hendes far Ernst (Stein Winge), en legendarisk og højt estimeret videnskabsmand, der arbejder samme sted som Marie. Da han bliver syg, rejser hun i stedet for ham til Paris med det norske normalkilo, som befinder sig på Justervesenet. I Paris befinder sig på Bureau International des Poids et Mesures, kiloets moder, det berømte internationale prototypekilo fra 1879. Marie skal deltage i en international konference, hvor deltagere fra forskellige lande skal kontrollere deres nationale normalkilo med det franske. På instituttet møder Marie den franske livsduelige Pi (Laurent Stocker). Han er videnskabsmand, men har taget orlov for at arbejde som gartner og studere fuglekvidder i Paris og omegn. Han er livsnyder, afslappet og Maries diametrale modsætning.
”1001 gram” får en til at tænke på Woody Allen. Den er spækket med underspillet, underfundig humor, og scenerne fra det romantiske Paris kunne lige så godt have været hans.
Tempoet er dvælende og replikkerne sparsomme. Den blonde Maries stramme perfekte ydre står i skærende kontrast til Laurents harmoniske nærmest flegmatiske fremtoning. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er ham, der har fat i den lange ende, og håber bare, at det snart går op for hende, at ikke alt kan vejes og måles, og at hun vil kaste sig ud i livet i stedet for at holde det på afstand. Der er noget Jacques Tati over filmens finurlige humor.
Der er, som i hans film, mange ordløse scener for eksempel en, hvor konferencedeltagerne står tavse i flok og kigger længe og henført på det franske kilo, der står i en sikkerhedsboks på instituttet, og en scene, hvor alle de delegerede, uden at sige et ord, går på rad og række over gårdspladsen med blå paraplyer bærende på deres nationale kilo i en osteklokkelignende beholder. I det hele taget er filmens visuelle udtryk ofte mere interessant end replikkerne.
Den 59-årige Bent Hamer er en af norsk films markante filminstruktører. Han har vundet flere priser på internationale filmfestivaler for blandt andre ”Æg” (1995), ”Salmer fra køkkenet” (2003) og ”Hjem til Jul” (2010).
Derudover har tre af hans film, herunder netop ”1001 gram”, været Norges bidrag til Oscar-uddelingerne. Desuden har han modtaget den norske filmkritikerpris ikke mindre end tre gange. Det er første gang, han har lavet en film med en kvinde i hovedrollen.
Ane Dahl Torp er fin som den kølige, afmålte Marie. Hun er i Norge en af de højest rangerede skuespillere på sin alder og har også modtaget mange priser. Der er langt mellem smilene i hendes figur Marie, men da Pi endelig får lukket op for hendes forkrampede indre, dukker der et helt andet og interessant menneske op.
Det store spørgsmål i filmen er, om man kan måle og veje livet.
Hamer kommer med et interessant bud i relation til doktor Duncan MacDaugall's 21 gram-teori fra 1901, som forsøgte at bevise, at vores sjæl vejer 21 gram, som forlader os i det øjeblik, vi dør. Filmens måske fineste scene vedrører et originalt bud på dette spørgsmål.
Gå ind og se denne finurlige lille perle.