Karen-Lise Mynster: Standup er noget værre ævl

Henrik Pontopiddan og Laura Ingalls Wilder har inspireret skuespilleren Karen-Lise Mynster, som netop har modtaget en Reumert-pris for årets kvindelige hovedrolle

Skuespiller Karen-Lise Mynster bryder sig ikke om standup: "Det handler mest om at gøre grin med de dumme og dem med hængerøv," siger hun.
Skuespiller Karen-Lise Mynster bryder sig ikke om standup: "Det handler mest om at gøre grin med de dumme og dem med hængerøv," siger hun. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er en romanen ”Himmelfotografen” af Aase Schmidt, der foregår på en lille ø, hvor en pukkelrygget pige hver aften går ud og tager et billede af solnedgangen. Samtidig er der nogle flashbacks til en kærlighedshistorie. Det er en meget smuk bog.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Det er dybest set umuligt at svar på. For der er så mange bøger, man gennem livet har læst, og nogle gør stort indtryk, mens man er barn, mens andre fylder mere, når man bliver voksen. For eksempel syntes jeg, at bøgerne om Laura i serien ”Det lille hus på prærien” var fantastiske, da jeg var lille. Som voksen er det Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”, som jeg læste, da jeg var i 20'erne, der har gjort størst indtryk. Man følger denne mand gennem hele livet, og for første gang forstod jeg rigtigt, hvad der foregår inden i en mand. Læseren kommer virkelig ind under huden på ham.

Hvad vi du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg vil gerne anbefale Roskilde Festivalen. Der er så meget vidunderlig musik, og det at høre musikken live og sammen med mange andre menesker er en helt anden oplevelse, end hvis man hører det derhjemme. Det er vel også det, der gør, at folk kommer igen år efter år.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Da jeg var i 20'erne, så jeg en forestilling med teatergruppen Thétre du Soleil i Paris, som spillede Shakespeares ”Richard II”. Det var en sindssygt gennemarbejdet forestilling, som virkede utrolig aktuel. Det var en rigtig øjenåbner for mig, fordi jeg her så, hvad teatret er i stand til at gøre med krop og med ord. For eksempel red de på heste, uden at der var heste, men man så hestene alligevel. Den forestilling sad i mig i månedsvis bagefter.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

De små teatre skal have meget mere støtte. Det er jo her, der er grøde, og her de fantastiske ting bliver til, så man skal passe på ikke at udsulte dem.

På de små teatre bliver der virkelig eksperimenteret, og der er plads og råderum, også for unge talenter. Jeg har været meget lykkelig for at arbejde de steder, hvor det - helt i overensstemmelse med teatrets natur - er naturligt, at alle arbejder sammen.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Standup. Det er ikke lige mig. Jeg synes, at det er noget værre ævl, og herhjemme er det slet ikke skarpt og intelligent nok. Det handler mest om at gøre grin med de dumme og dem med hængerøv.