Udstillingen forholder sig overordnet til en aktuel problematik, samtidig med at den er funderet i noget historisk. Selvom oplægget til dels er polemisk, opleves værkerne ikke sådan. Eller i hvert fald kun indirekte - for den eventuelt meget søgende. De bedste af billederne hviler glimrende i sig selv.
Grafiske arbejder af vidt forskellig karakter udført af 15 medlemmer af sammenslutningen Corner samt fire gæster - blandt andre Johannes Larsens oldebarn Kamilla Talbot - er sammen med kataloget det konkrete resultat af to togter i somrene 2014 og 2015 langs Jyllands kyster med museumsskibet ”Rylen”. Togtet i dets helhed gik fra Flensborg til Lemvig, endvidere til Østjylland og Limfjorden med besøg undervejs på de fleste øer og i de fleste fjorde.
”Rylen” er et stykke sejlende kulturhistorie. Det var dette skib, forfatteren Achton Friis og maleren Johannes Larsen den 24. maj 1921 stævnede ud med i den hensigt at dokumentere øernes natur og kultur - hvad der førte til bogværket ”De danskes Øer”.
Friis og Larsen havde en kunstnerisk tilgang til deres forehavende. I overensstemmelse med denne tradition indgik det i formålet med ”Rylens” seneste togt, at kysten skulle vurderes ud fra en æstetisk synsvinkel. Afdelingsleder Mette Ladegaard Thøgersen, Johannes Larsen Museet, skriver i kataloget: ”Men hvordan er vores æstetikbegreb i dag? Er vindmøllerne (....) smukke indslag i landskabet, eller er de forstyrrende elementer i et ellers smukt og uberørt kystland? Uanset hvad svaret måtte være, er netop det æstetiske blik et godt pejlemærke, når vi skal tage stilling til, hvordan vi skal værne om og tage vare på det, der hos musikgruppen Folkeklubben kaldes Guldkantsdanmark.”
Kysterne er under pres i disse år. I kataloget henvises til miljøminister Eva Kjer Hansens ønske om at ændre strandbeskyttelseslinjen. Noget, der fik præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, til at erklære, at ”ingen politiker har ret til at sælge ud af vores fælles kulturarv”.
I en video og i kataloget kommenteres emnet af nogle af kunstnerne. Og betænkelighederne ved miljøministerens synspunkt er så afgjort dominerende.
Men altså: Det er ingen debatudstilling. Og det uanset hvordan den måtte være tænkt. Det er en udstilling af stor rummelighed. Oplevelserne går i mange retninger. Men først og fremmest er der mange oplevelser at hente, hvis man tager sig den fornødne tid til langsom indlevelse. Det er ikke en kunst, der råber højt. Til gengæld er tonerigdommen betydelig.
I Tove Hummels slørede raderinger er det, som om en let dis har sænket sig. Man genkender Lemvig på kirken. Og dog føler man sig ikke helt sikker på, at det virkelig er Lemvig. Selvom man mener, at man kender byen, kommer man vist aldrig helt til at kende billedet af den. Virkeligheden er mere end det konkrete motiv. Og i dette ”mere” ånder billedet.
Noget lignende gælderAnita Viola Nielsens to raderinger på pap, ”Fur” og ”Venø”. Det eneste enkle ved dem er titlerne. En forræderisk enkelhed. For Fur er ikke bare Fur - og Venø ikke bare Venø. I det første af værkerne sniger mørket og lyset sig sammen til en helhed, der virker gådefuldt dragende og også lidt skræmmende. Man hensættes i en tilstand af befordrende usikkerhed. ”Venø” er som en vision: Himlen over et hav af dansende skygger er som en eksplosion i røde nuancer, i hvis midte man aner et syn, en åbenbaring. Under alle omstændigheder ser man ind i et overvældende kosmisk dyb.
Mogens Nørgårds billeder med hverdagsmotiver fra fjorden er tilsyneladende meget lette at gå til, understreget af et tilsyneladende nært slægtskab med fotografiet. Men ligeledes disse billeder bevæger sig så tilpas langt væk fra det forudsigelige og entydige, at man ser motiverne gennem tvivlen - og må spørge: Hvad er det egentlig, der sker? Er vi, hvor vi tror, at vi er? Spørgsmålene virker på en måde urimelige. Og dog må de stilles. Et tilsvarende krav udløses ikke i mødet med Per Baagøes billede af to sejlskibe til havs. Det dramatiske litografi, hvor den danske kyst ikke smiler fagert, men snerrer med en foruroligende intensitet, sort og grum, river imidlertid beskueren med sig i et spontant, medlevende engagement. Det urolige i billedet understreges af dets skitsepræg - hurtigt bragt ned på papiret, hurtigt som blæsten omkring det. Sådan virker det, selvom sandheden meget vel kan være en ganske anden. Det er et billede fuldt af vejr.
Humoren folder sig ud hos Martin R. Olsen, der har indfanget et såkaldt kulturmøde med øl direkte fra flasken under et halvtag i Nykøbing Mors. ”Havkatten” hedder stedet, ganske prunkløst, og formodentlig netop derfor - som angivet - truet af det såkaldte fremskridt. Det humoristiske drejes mod det groteske hos Lars Ravn, hvor vandstanden er steget så voldsomt, at Hjardemål Kirke i Thy nærmest er blevet til en ø i havet, det samme er Aalborgtårnet - hvor yderligere en ufo blander sig - og tårnet på Himmelbjerget.
Lad os slutte rundgangen hos skipperen på ”Rylen”, Jens Bohr, hvis godmodige, naivistisk prægede og poetiske visioner af det gode liv udgør nogle af højdepunkterne på denne udstilling, der umiddelbart næsten virker for overskuelig. Men det er en opfattelse, der revideres efter nærkontakten med de enkelte værker: Det, der ikke fylder så meget på væggene, gør for det meste i sindet.
grymer@k.dk