MED UDDRAG: Under en ikke helt skyfri himmel

I Lars Saabye Christensens univers er tilværelsen som oftest både uretfærdig og ubarmhjertig. Hans nye roman er stor sprogkunst, der dog savner et handlingsfundament

Lars Saabye Christensen blev kendt og elsket i den danske læserverden, da han i 2002 fik Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Halvbroderen. Den norske forfatter med dansk statsborgerskab er nu tilbage på banen med endnu en stor roman, der på dansk har fået titlen Blink. Romanen er forsynet med såvel en prolog som en epilog, der på hver sin måde knytter romanen tæt til forfatterens egen biografi, uden at man af den grund skal opfatte de tydelige biografiske træk som alt for virkelighedstro.

Blink begynder i karakteristisk Lars Saabye Christensen-stil med at fortælle om en 15-16-årig drengs sommerferie sammen med sin mor på en skærgårdsø lidt uden for Oslo.

Fortælleren, drengen Funder, der blandt mange andre navne også lyder navnet Chaplin, fordi hans højre fod står i en ret vinkel ud til siden, har medbragt sin Remington Portable-skrivemaskine. Han kæmper med at skrive et digt, hvoraf kun titlen Månenedgang står printet på det hvide papir. Vi befinder os i sommeren 1969, og den første månelanding er lige på trapperne.

LÆS OGSÅ: Guds fred til en drabsmand

For drengen Funder bliver denne begivenhed skæbnesvanger, da den udløser en loyalitetskonflikt hos ham mellem den sære, socialt udstødte, jævnaldrende dreng Iver Malt, og den dejlige pige Heidi, som Funder frem for noget begærer. Denne konflikt mellem trofasthed og lyst udløser ikke blot den katastrofe af livsødelæggende dimensioner, som afslutter romanens første del, men kommer også til at introducere et grundlæggende tema for hele fortællingen om såvel drengen som mennesket Funder. Denne del af romanen indeholder desuden et varmt og meget indtagende portræt af Funders mor, en klassisk husmor i 1960erne.

Romanens anden del består af den roman, som forfatteren Funder senere skriver, efter at han har mistet sin far. Romanens manuskript er gået tabt, og forfatteren har efter et sammenbrud som følge heraf været indlagt på et behandlingssted i USA. I denne roman, som foregår i den uheldssvangre, tidligere stationsby Karmack i nærheden af det danske Solvang, hedder hovedpersonen og fortælleren Frank Farelli.

Denne Frank, der er ungkarl og bor hjemme hos sin mor, bliver ansat som såkaldt mellemmand hos kommunen. Hans opgave er at meddele de pårørende, når deres nærmeste har været udsat for en ulykke. Der bliver mange ulykker at bringe bud om, og ganske mange af dem bliver Frank selv årsag til. I den sidste store katastrofe rammes han også selv.

Historien om Frank er skrevet i et distant, ironisk sprog, der giver hele historien en sælsomt kold og følelsesløs atmosfære. Uhyggeligt, mesterligt skrevet. Man kommer aldrig ind på livet, hverken af Frank, præsten, lægen eller sheriffen, vennen Steve eller Blenda fra rådhuset, som Frank bager på. De er alle typer, og Frank selv er et rystende præcist portræt af en psykopat. En følelseskold egoist, blottet for enhver form for empati. Men denne roman i romanen er også et stærkt billede på et moderne samfund i eventyrets form. Det risler én koldt ned ad ryggen efter endt læsning.

I romanens sidste del, hvor vi møder den modne, sammenbrudte og siden helbredte, nu berømte forfatter, bindes mange tråde sammen. De to fortællinger flettes ind i hinanden. Forfatteren møder sine personer uden for deres historier, men i sin egen, og mødet med ham bliver afgørende for deres skæbner. Fiktion og virkelighed lader sig ikke sådan skille ad. Måske er grænsen flydende imellem dem, akkurat som grænserne i denne selvbiografiske roman. Grænsen mellem den, der skriver, og det, han skriver, er usynlig.

Lars Saabye Christensen er en sprogkunstner af de helt store. Hans sprog bærer alting igennem helt uanset handlingen. I denne roman synes man dog undertiden, at sprogmesterskabet og tankefuldheden kunne have fortjent et lidt stærkere handlingsfundament.

Som et ledemotiv (næsten som hos Wagner) går igennem alle romanens tre dele Irving Berlins klassiker Blue skies/ Smiling at me/ Nothing but blue skies/ Do I see. Romanens hovedpersoner synes at leve efter den devise. Læseren erfarer noget ganske andet: Livet er langtfra nogen leg under en skyfri himmel.

I Lars Saabye Christensens univers er tilværelsen som oftest både uretfærdig og ubarmhjertig.

kultur@k.dk