DR's dramaserie "1864", der rullede over skærmene i 2014, var et politisk projekt mod nationalisme, lyder det nu fra tidligere DR-dramachef Ingolf Gabold i et interview med Politiken. Den udmelding har både Danmarks Radio og seriens instruktør, Ole Bornedal, taget afstand fra, og Dansk Folkeparti har indkaldt kulturminister Bertel Haarder (V) i samråd om sagen og eventuelle konsekvenser for DR.
I denne uge er der premiere på spillefilmsversionen af serien, der blev til for 100 millioner kroner fra en særbevilling fra Folketinget. Og den 15. februar udkommer bogen ”1864: Tv-serien, historien, kritikken” fra Aalborg Universitetsforlag, som er det første samlede værk om en af den seneste tids mest omdiskuterede tv-serie.
Bogens redaktør, medieforsker Kim Toft Hansen fra Aalborg Universiter, er ikke ked af, at han misser den seneste udvikling i debatten om serien:
”Vores 1864-bog tegner et generelt billede af seriens tilblivelse, endelige udformning, modtagelse og efterspil. Den analyserer netop de positioneringer, som fandt sted under debatten, så derfor ændrer Gabolds udmelding som sådan ikke på de iagttagelser, vi gør, for de ville være de samme i dag som i går,” siger Kim Toft Hansen.
Hvordan skal vi forstå Gabolds udmelding?
”Det er en meget kompleks diskussion, der bliver rejst af ham. Det genvækker en dramatisk skyttegravskrig, som handler om ideologiske positioneringer - en positioneringskamp, som på mange måder har været gældende lige siden krigen i 1864. Derfor er jeg som medieforsker og historisk interesseret af den holdning, at emnet 1864 i sig selv er så politisk og ideologisk inficeret et emne, at det ville være rigtig svært at skabe et medieprodukt, som ikke ville blive debatteret ud fra politiske dispositioner. I bund og grund handler det også om en teoretisk diskussion af, om kunst faktisk kan være apolitisk og ikke-ideologisk. Det mener jeg ikke, kunst kan. Og da slet ikke et emne som 1864”.
Hvad betyder den heftige debat for seriens eftermæle og position i dansk tv-dramatik?
”Jeg tror, at serien aktuelt er blevet så miskrediteret i den danske presse, at den nok er brændemærket for evigt. Men det er der jo også andre produktioner, som er blevet. I vores bog sammenligner jeg både tilblivelsen og modtagelsen af '1864' med PH's Danmarksfilm, der jo også skabte røre på grund af en kritisk holdning til nationalkonservatisme. I dag står PH's film som en central dokumentarfilm i dansk filmhistorie trods sine kulturradikale rødder. Umiddelbart bekræfter den aktuelle diskussion for så vidt bare, hvem vi finder i hvilke skyttegrave."
"Men jeg tror stadig på, at '1864' vil komme til at stå stærkt i dansk tv-historie - både fordi den er blevet debatteret i det omfang, den er, og fordi den har nogle ganske iøjnefaldende æstetiske kvaliteter. '1864' er på trods af al støjen en hel unik case i dansk mediehistorie.”
Hvad mener du om, at et statsstøttet værk gøres til et politisk projekt?
”De færreste kunstnere vil indrømme, at et kunstprodukt er direkte politisk motiveret. Ganske simpelt af den årsag, at det binder kunstværket til en meget bestemt kontekst og samtid, og derfor ville '1864' formentlig for hurtigt være uaktuelt, hvis ikke den blev fastholdt i generelle, universelle temaer som sorg, kærlighed og krig. De fleste kunstnere vil gerne afvige fra at være aktuel, fordi kunst har en aura af noget universelt og menneskeligt. Det universelle er kunstteoretisk pr. definition apolitisk.”
Hvad mener du om debatten om filmen?
”Den blev spillet ensidigt på den ene banehalvdel, hvor dem, der forsvarede værket, hele tiden var udfordret fra angriberne. Hvis DR og Bornedal var gået lidt mere med på, at visse aspekter af serien kunne tolkes politisk, ville de have kunnet spille bolden mere ligeligt med modstanderen, der kom til at stå meget stærkt. Jeg kan godt se, hvordan elementer i serien kan tolkes som politiske kommentarer, men jeg kan også godt se, hvordan en bestemt samtid i serien fortælleteknisk er skjult eller hensat i det uvisse.”
Skal en institution som DR være apolitisk?
”DF's anklage er jo, at DR generelt er venstreorienteret, hvilket jeg mener med lethed kan tilbagevises. Gabolds pointe er jo, at det ikke er den enkelte produktion, som skal leve op til politisk uafhængighed, det er den komplette DR-palette, der skal være alsidig. Derfor er det i sidste ende et tolkningsspørgsmål omkring public service-forpligtelserne, og i den forbindelse er der plads til, at et enkelt program godt kan udstikke visse ideologiske holdninger. DR skal ifølge sine forpligtelser 'sikre et bredt udbud af programmer og tjenester', og der er ikke retningslinjer for enkeltstående programmer. Derfor kan 1864 ikke siges at kompromittere DR's public service-forpligtelser, fordi de kan ikke vurderes på et enkeltstående tilfælde.