Distancens lidenskab opstår, når man biograferer et andet køn end sit eget

Kan mænd skrive om kvinder, og kan kvinder skrive om mænd? Naturligvis, ikke mindst inden for biografigenren

"Dorrit Willumsens romanbiografi om Herman Bang hører til det bedste, der nogensinde er skrevet om Herman Bang. Jens Andersens biografier om Tove Ditlevsen og Astrid Lindgren hører til de bedste, han har skrevet," mener Henrik Wivel.
"Dorrit Willumsens romanbiografi om Herman Bang hører til det bedste, der nogensinde er skrevet om Herman Bang. Jens Andersens biografier om Tove Ditlevsen og Astrid Lindgren hører til de bedste, han har skrevet," mener Henrik Wivel. . Foto: Susanne Mertz/Simon Skipper.

Biografier er en eksklusiv genre, men den er ikke forbeholdt eksklusivt hverken mænd eller kvinder. Begge køn kan skrive om begge køn. Sådan bør det være, og sådan vil det forhåbentlig blive i fremtiden.

Anledningen til ovenstående ord er en klumme, min gode kollega Lars Handesten skrev i Kristeligt Dagblad for 14 dage siden på baggrund af et møde i Den Litterære Institution på Hald Hovedgård. Her var biografigenren til diskussion og ikke mindst kønsfordelingen mellem mænd og kvinder, både blandt de biograferede og blandt biograferne. Det skete på baggrund af biografiforskeren Birgitte Possings nyeste bog, ”Ind i biografien”, hvori hun påpeger en historisk skævhed i fordelingen mellem kønnene.

Før i tiden havde Den Litterære Institution en ekstra tilføjelse til sit navn: ”Under stadig skælven”. Man ved jo aldrig, hvornår man bliver slagtet, eller hvornår mennesker holder op med at interessere sig for litteratur. Jeg skriver også denne klumme under stadig skælven. For det kønspolitiske felt er et minefelt at bevæge sig ind i. Krænkelser står i kø. Jeg undskylder derfor på forhånd over for de feminister, som mener, at udelukkende kvinder kan forstå kvinder, og kvinder derfor udelukkende kan skrive om kvinder. Og at mandlige kritikere og biografer bør holde sig langt væk fra det andet køn. Det er ikke en opfattelse, jeg deler.

Birgitte Possing tog for en del år siden initiativ til en Litterær Salon, hvor en gruppe historikere og litterater mødtes til diskussioner af biografigenren og dens metodiske udfordringer. Jeg deltog med glæde. Vi var en håndfuld kvinder og mænd, der sad med hver vore afhandlinger. Jeg husker møderne i et særligt lys, givende og frie i tonen med Birgitte Possing som entusiastisk og muntert midtpunkt. Et par af resultaterne blev Birgitte Possings biografi om Nathalie Zahle og min egen om Selma Lagerlöf. Begge bøger om kvinder, men den ene bog skrevet af en mand. Det må være pointen. Lad mig uddybe.

Den historiske skævhed, Birgitte Possing påviser i ”Ind i biografien”, har sin enkle forklaring.

Når langt de fleste biografier er skrevet af mænd og om mænd, hænger det sammen med, at vi i vor del af verden indtil for 100 år siden levede i et patriarkalsk samfund. Det har vi som borgere og humanister brugt 100 år på at lave om på, så samfundet i dag er langt mere ligestillet og kønnene ikke låst i faste positioner. Derfor vil skævheden inden for biografigenren rette sig. Flere kvinder vil skrive om kvinder, og flere mænd vil skrive om kvinder. Men flere kvinder vil forhåbentlig også skrive om mænd, ikke bare for at afsløre dem som dumme svin, men af lidenskabelig interesse.

For lidenskaben betyder noget. Især den lidenskab, som den tyske filosof Nietzsche kaldte for ”distancens lidenskab” eller ”distancens patos”. Og det er netop den, men kan skrive på, når man krydser køn. Altså når en mand biograferer en kvinde, og en kvinde biograferer en mand.

Man kunne i forlængelse heraf skelne mellem identifikation og indlevelse. Når kvinder skriver om kvinder, og mænd skriver om mænd, har de en tendens til at identificere sig med den biograferede. Biografien bliver et spejl, måske ligefrem et forskønnende sådant - eller modsat et troldspejl, der vender vrangen ud.

Lad mig give et par usamtidige eksempler. Da Johannes Jørgensen skrev sin biografi om Den hellige Frans af Assisi, var der tale om en identifikation. Han spejlede sin egen historie i Frans' historie.

Men da samme forfatter nogle år senere skrev biografier om Den hellige Katerina af Siena og om Den hellige Birgitta af Vadstena, var der ikke tale om identifikation, men om indlevelse. Det gjorde de to sidstnævnte biografier sandere, ikke som selvportrætter, men som rent faktiske portrætter af andre mennesker. For begge bøger er båret af distancens lidenskab.

Lad mig give et par samtidige eksempler. Dorrit Willumsens romanbiografi om Herman Bang hører til det bedste, der nogensinde er skrevet om Herman Bang. Jens Andersens biografier om Tove Ditlevsen og Astrid Lindgren hører til de bedste, han har skrevet. Og mig selv sagde hunden: Jeg føler, at jeg har skrevet renest og dybest, når jeg har skrevet om kvinder, skelsættende - også for mig selv - om Selma Lagerlöf. Mændene, dem kender jeg jo indefra. Kvinderne, dem kender jeg endnu ikke; men dem holder jeg af, og dem holder jeg som biograf ud i strakt arm. Hvor de kan betragtes og beskrives som en prisme i lyset.