Der har i den senere tid her til lands hersket nogen diskussion om, hvorvidt en feltpræst bør meddele velsignelsen til frontsoldater i åben krig, for eksempel i Afghanistan. Uden på nogen måde at ville tage stilling til det retfærdige eller det modsatte i spørgsmålet om militære operationer overhovedet, kan man sagtens gøre sig overvejelser i det komplicerede forhold. Krig og ufred må kunne antages at have eksisteret, så længe der har været mennesker i et antal af mere end ét, ligesom de implicerede rimeligvis på begge sider har gjort krav på retten til henholdsvis angreb og forsvar.
LÆS OGSÅ: Feltpræst: Alt ser mere overskueligt ud fra et skrivebord
Nogen salomonisk dom er vist ikke afsagt, siden to kvinder begge gjorde krav på moderskabsretten til et nyfødt barn, sådan som det berettes i Det Gamle Testamente, hvilket blev afgjort af kongen selv ud fra rent psykologiske iagttagelser.
Klageinstanser i renkultur som retslige anliggender ses først tydeligst i Det Nye Testamente, da Paulus efter sin arrestation føres for en selvbestaltet dommer i militæruniform og af denne idømmes piskestraf for herefter at kræve en dommerundersøgelse. Her ønsker Paulus sin sag ført helt til tops, hvilket vil sige kejseren, og får af dommeren svaret: For kejseren har du indanket din sag, for kejseren skal du komme.
På kong Salomons tid eksisterede klageinstanser og menneskerettighedsdomstole ikke som en nødbremse på samme måde som i dag, og juristeri af bemeldte art ville aldrig blive skik og brug i Israels Hus. Hvad velsignelsen af et militært mandskab forud for dets indsats angår, husker mange af os lederen af den internationale koalition under Golfkrigen i 1991, den nu pensionerede general Norman Schwarzkopf, der om ikke ligefrem velsignede sit mandskab før indsatsen for at befri Kuwait for irakisk besættelse, så i hvert fald opfordrede til bøn i fællesskab for derigennem at lægge alt i Guds hånd som et Ske din vilje. Generalen lovede ikke soldaterne noget som helst ud over, at mange af dem ville komme hjem i ligposer, af hvilke der var medsendt i tusindvis. Ingen vil vel påstå, at en handlemåde som denne har slagside til det uetiske eller vil være til gene for fjenden.
En sportsinteresseret irsk jesuiterpater og jeg diskuterede efter en højmesse et forestående topopgør i den engelske ligas bedste række. Vi havde samme forhåbninger om udfaldet, og hans slutbemærkning blev ledsaget af et smil i øjenkrogen: Lad os bede for dem!. Hvem af dem?, spurgte jeg. Dem alle, svarede han! Korstegnet, som spillere smykker sig med inden et opgør, er ikke en bøn om sejr, men om, at alt må forløbe uden ulykker.
Selvfølgelig er en sportsrelateret begivenhed ikke sammenlignelig med militære operationer, ud over at der i begge tilfælde er tale om to stridende parter, der for den sportslige betragtnings vedkommende ikke holder modstanderen for en fjende. En feltpræst og en feltherre er i stort set samme missionsområde og egentlig med samme formål, nemlig at bekæmpe en modstander udråbt som erklæret fjende af politiske myndigheder, hvis beslutninger ingen af dem havde indflydelse på. Præsten som sjælesørger velsigner og føjer dertil V-tegnet som sejrssymbol, mens generalen med sit mandskab knælende beder Forlad os vor skyld og Ske din vilje!.
Måske er det ene ikke bedre end det andet, og indtil videre kendes kun resultatet for Schwarzkopfs vedkommende. Han gik som bekendt sejrrig ud af konflikten, men prisen var høj. Hvad situationen i Afghanistan angår, har vi indtil videre kun at håbe, at antallet af faldne ikke vil øges, og at de, der kommer hjem, vil være lige så uskadte, som da de drog ud. For mit eget vedkommende jo før des bedre. Og afskaf krigen, ja, absolut, hvis altså det ikke også vil betyde en afskaffelse af mennesker!
Bernhard Lewkovitch er komponist og mangeårig kantor ved Sankt Ansgars Kirke i København. Klummen Post Scriptum bringes på denne plads hver anden uge