Nærværende film fra fronten går helt tæt på de menneskelige dilemmaer i krigen

Tobias Lindholms ”Krigen” skildrer dilemmaerne mellem ude og hjemme, krig og civilret, på en nærværende og ganske overbevisende måde

Pilou Asbæk som kompagnichefen, der, i forsøget på at beskytte sine mænd, træffer en fatal beslutning i ”Krigen”.
Pilou Asbæk som kompagnichefen, der, i forsøget på at beskytte sine mænd, træffer en fatal beslutning i ”Krigen”. . Foto: Nordisk Film.

Siden 1990'erne har Danmark været en krigsførende nation. Der er et flertal i folketinget bag de internationale missioner, som, i en globaliseret verden, kan give en form for mening. At krigsdeltagelsen har betydet store ofte og smertelige tab, hersker der imidlertid ikke tvivl om. Derfor er Danmarks krigsdeltagelse også til stadighed til diskussion, politisk, humanitært og moralsk.

Tobias Lindholm hæfter sig imidlertid i sin nye film ved den etiske dimension af krigen. Hvad betyder krigen for det enkelte menneske? Hvordan rammer krigen samvittigheden og medmenneskeligheden?

Selv udtaler instruktøren i forbindelse med filmen: ”Jeg havde brug for at finde krigens vidner. Danske soldater og Taleban-krigere. Pårørende og flygtninge. Jeg havde brug for at forstå kompleksiteten og logikken. Ikke for at kunne fortælle sandheden om krig. For jeg tror ikke, at en sådan sandhed eksisterer. Men for at kunne fortælle om mennesker i krig. For de eksisterer. Og for mig handler 'Krigen' om dem.”

”Krigen” er således en film, der udspiller sig på det elementære menneskelige plan, præcis som det gjaldt instruktørens forrige film ”Kapringen” fra 2012. Også her koncentrerede Tobias Lindholm sig om mennesket i situationen. I 2012 på et skib kapret af somaliske pirater, i 2015 i Afghanistan i en lejr med danske soldater.

Instruktøren arbejder metodisk med det konkrete udgangspunkt, og hans film forlenes med en næsten dokumentarisk kvalitet. Det handler ikke om en stor fortælling med et idealistisk sigte eller det modsatte, men om hvordan mennesker reagerer i ekstreme situationer, hvor de sættes under stort ydre og indre pres.

Som andre krigsfilm benytter ”Krigen” sig af en kendt og lidt slidt dramaturgisk formel mellem ude og hjemme. Filmen krydsklipper hele tiden mellem den normale danske virkelighed og den absolutte fremmedhed i Afghanistan, hvor et kompagni soldater patruljerer og forsøger at beskytte befolkningen mod Talebans overgreb.

Soldaterne står ikke over for en organiseret hær, men en usynlig front, hvor Talebans krigere benytter befolkningen som gidsler og som skjold. En verden af absolut mistillid, hvor soldaterne forsøger at beskytte sig maksimalt igennem indøvede rutiner og låste hierarkier.

Den del af filmen virker overbevisende, autentisk og nærværende, også rent visuelt. Man sidder som beskuer med livet i hænderne! Filmen følger kompagnichef Claus Michael Pedersen (Pilou Asbæk) og hans mænd på missionen. En række af de små valg, som kompagnichefen træffer i dagligdagen, viser sig at få fatale konsekvenser.

Tobias Lindholm er god til at skildre, hvordan tingene gradvist og umærkeligt spidser til for pludselig at eksplodere. Under en voldsom ildkamp træffer kompagnichefen en beslutning for at redde sine mænd. Han tilkalder forstærkning fra luften for at få bombet Talebans stilling. Det sker i et inferno af krydsild, sårede og uklare meldinger. Men chefen redder sine folk fra udslettelsen.

Tilbage i stilheden i lejren melder konsekvenserne sig i form af auditørkorpset. Claus Michael Pedersen anklages for at have dræbt otte civile afghanere under træfningen. Herefter flytter filmen handlingen hjem og ændrer karakter til et familiedrama, hvor Claus' kone Maria (Tuva Novotny) og børnene kræver deres. Og hvor retten kræver sit. Men her, hvor ”Krigen” skal føres på en anden front som familie- og retsalsdrama, taber den højde og bliver knap så overbevisende.

Men Tobias Lindholms pointe er klar: Der er forskel på krigens kaos og en normaldansk virkeligheds retsorden. Ligesom der er forskel på den juridiske retfærdighed og den instinktive retfærdighed. Hvad udgangen bliver, skal ikke røbes, men solidariteten mellem soldater er stærkere end nogen anden følelse, ligesom ansvaret imellem dem indbyrdes. Det skildrer ”Krigen” med et fint emotionelt strejf af menneskelighed. Tilbage sidder en mand uden for familiens parcelhus med børnene og konen trygt sovende. Selv er han vågen i natten. Fred får han ikke i sit indre.

”Krigen” skildrer juridiske, moralske og etiske dilemmaer, den løser dem ikke. Det er en styrke ved Tobias Lindholms fokus på den lille historie i skyggen af den store historie. Ude i de yderste led af kommandovejene er der nogle, som betaler prisen for det politiske engagement. Og sandheden er som bekendt krigens første offer.

kultur@k.dk