Ole Jensen glæder sig daglig over udsigten fra sit arbejdsværelse, hvorfra han kan se Limfjorden. Han glæder sig også over de modne, røde æbler på træet, morgenfruerne, der blomstrer i køkkenhaven, og de store squashplanter, der giver flere frugter, end husstanden kan nå at spise. Men på rundturen i hans have er det ham langt mere magtpåliggende at understrege, at han ikke er naturromantiker eller "økoflipper". Han hader af et godt hjerte at blive sat i den bås. Dertil er hans budskab, hans livsprojekt, alt for vigtigt.
I 1976 gav hans bog "I vækstens vold" genlyd i Danmark. I dag, mere end 30 år efter, er vækstøkonomien stadig det, vi måler et samfunds succes på, og Ole Jensen har, med egne ord, fået mere ret, end han frygtede. Han sidder dog ikke tilbage med sådan en "hvad sagde jeg-fornemmelse".
Nej, det ligger mig fjernt. Det er jo ikke mig, det her handler om, men vor klode og de kommende generationer, siger han, og snakken falder på en af dagens avisoverskrifter, hvor en forsker hævder, at verdens befolkning allerede i år 2050 vil have brug for hele tre jordkloder, hvis alle på kloden skal have vores nuværende livsstil.
Ole Jensen bruger ord som "skamløst", "dumt", "uopretteligt" og "ødelæggende" om vores vestlige levevaner. Vaner, som i disse år i stor stil bliver importeret af verdens folkerigeste lande i Asien, hvilket naturligvis kun gør ondt værre. Ikke at de ikke skal have anstændigt liv, for det skal de. Men overfloden hos os den skal stoppes.
Jeg har svært ved at acceptere den folkevandring, der hver sommer finder sted fra Nordeuropa til Syden med fly, der jo er ekstremt forurenende blot for at vi skal have branket vores maveskind, siger han som et eksempel på den måde, vi forvalter ressourcerne på. Samtidig kan vi nu for første gang i 135.000 år sejle rundt om Nordpolen en skræmmende konstatering af samme alvor som udryddelsen af regnskovene, klodens iltproducerende lunger, mener han.
Vi omgås naturen på en stupid måde, og hvis vi ikke holder op med det, er vores arts fremtid på kloden truet. Vi er simpelthen i gang med at begå artsselvmord, mener Ole Jensen.
Han mener, at det moderne menneske ser alt, og dermed også naturen, som noget, der er til for vores skyld. Noget som vi er i vores gode ret til at bruge og misbruge.
Med hvilken ret udrydder vi mennesker på et klodehistorisk splitsekund titusindvis af arter, som har været millioner af år om at blive til? Med hvilken ret fattiggør vi, et par enkelte overmodige generationer, kloden i dens mageløse mangfoldighed for al overskuelig fremtid? spørger Ole Jensen og kalder vores handlemåde for skændig.
Ifølge den såkaldte rødliste fra organisationen The International Union for Conservation of Nature i 2006 er hver fjerde pattedyrart, hver ottende fugleart og hver tredje padde- og fiskeart i verden udryddelsestruet. Vores eneste stopklods er tilsyneladende, hvis det, vi gør, er dumt i forhold til os selv, men vi burde efter Ole Jensens mening også have en stopklods, der hedder, at det, vi gør, er skamløst. Skamløst over for det Guds skaberværk, der er blevet os givet.
I vores kristne religion skal vi ikke finde det guddommelige i naturen, men alene i Gud. Vi kan dyrke jorden uden at skulle frygte ånder og magter, og det ligger i kristendommen, at vi må bruge jorden til gode formål. Men selvom jorden ikke er guddommelig, er den altså heller ikke bare et råstof og en ressourcekilde for os mennesker. Jorden er ikke hellig, men herlig.
Ole Jensen henviser til Første Mosebog, hvor der blandt andet står: "Og Gud Herren tog Adam og satte ham i Edens Have, for at han skulle dyrke den og vogte den." Vogte betyder her det samme som værne.
Man kan sige, at det er vores kristenpligt at finde balancen mellem at bruge naturen og værne naturen, men jeg mener først og fremmest, at det er en menneskelig pligt, siger Ole Jensen og henviser til sin ideologiske faderfigur, K.E. Løgstrup, og hans idéer om vores sanselige tilstedeværelse i verden. Det, at sansen for det mirakuløse ved skaberværket ikke bare får os til at beundre naturen, men også til at agte den altså tage hensyn til naturen for naturens egen skyld.
Det er der, vi skal hen, hvis katastroferne skal undgås, mener teologen, men først og fremmest mennesket Ole Jensen. Vi skal have genoplivet vores undren og agtelse for naturen og have skabt en politik, der kan tæmme den kalkulerende udnyttelses-tænkning, der gennemsyrer vores idéer om vækst og fremgang.
Vores etiske tankesæt er for de fleste klokkeklart, når det handler om menneske til menneske-forhold. Men hvorfor er vi ikke også etiske, når det handler om menneske til natur-forholdet? Ifølge Ole Jensen giver det for de fleste kun mening at tage hensyn til naturen for vores egen arts skyld og ikke for naturens egen skyld.
Det er naturligvis torskedumt af menneskeheden at fortsætte med at slide naturgrundlaget ned. Sat på spidsen kan det jo som nævnt ende i artsselvmord. Så alene af simpel artsegoisme skulle vi egentlig for længst have slået bak. Når det ikke sker, er det, tror jeg, fordi vi ikke har fået udviklet sansen for det dyrebare ved naturen. Kun hvis det sker, vil vi kunne indse, at vi ter os krænkende, sårende og skændigt med vores udryddelsessystemer, og skamme os over det, mener Ole Jensen og tilføjer, at arts- egoisme ikke er tilstrækkeligt motiv til at skåne naturen, fordi naturen betragtes som en ting, og ting er vi vant til at have nok af i brug og smid væk-kulturen.
Ole Jensen erkender, at vi kan stilles i situationer, hvor vi må vælge mellem hensynet til mennesker og hensynet til natur, men at det slet ikke er der, vi almindeligvis befinder os. Vi er efter hans mening langt ude på den forkerte side af det dilemma.
Vi er derude, hvor menneskehensyn vælges bevidstløst for den mest overfladiske mageligheds skyld med uoprettelig naturdestruktion til følge, uden at nogen løfter et øjenbryn mindst af alt de, der forvalter økonomien. De klapper jo i hænderne ved enhver forbrugsforøgelse. I den form for økonomi, vi har skabt, er der en indbygget nødvendighed af permanent økonomisk vækst, og af samme grund er det godt med et øget forbrug. Problemet er, at det, der er godt for økonomien, er tilsvarende skidt for naturen. Men hvad vejer etisk tungest: øget vækst hos os, der har så forargeligt rigeligt i forvejen, eller hensynet til den natur, alle senere generationer skal leve af? Jeg synes ikke, der kan være tvivl om svaret: Det gør det sidste hensyn, alene fordi ødelæggelserne, eller en væsentlig del af dem, gælder for tid og evighed, fastslår Ole Jensen.
Nu kunne det lyde, som om Ole Jensen er et meget sortseende, pessimistisk menneske. Men sådan er det ikke fat. Den 71-årige dr.theol. og forfatter har let til smil og vågner hver dag og er grundlæggende glad. Glad for skabelsesunderet, livet og naturen, glad for sin kone, sine børn og børnebørn, glad for at gå i kirke om søndagen i Ydby Kirke, som han kan se fra sin have, og glad for, at der stadig er bud efter ham som oplægsholder i, det han kalder, foredrags-Danmark.
Han er også glad for ordet klimakrise! Før hed det miljøkrise, og det var der mange mennesker, der valgte at lukke øjnene for. Det er ligesom ikke muligt længere med klimakrisen, hvor der hvert år forsvinder 200 kubikkilometer is på Grønland, og hvor New Orleans kan blive skyllet væk, hvilken dag det skal være, mener han. Men det er naturligvis ikke bare ordet, der giver grobund for en vis portion optimisme. Der er trods alt sket noget, siden han første gang tordnede mod vækstøkonomien og nedbrydelsen af naturen i bogen "I vækstens vold" og fastslog, at vi ikke kan vokse uendeligt på endelig plads.
Vi sorterer vores affald, køber mere økologisk mad og finder hele tiden på nye, teknologiske ting, der kan reducere vores energiforbrug og meget andet klogt. Og når jeg kommer rundt i landet, møder jeg hele tiden mennesker, der er sig det her bevidst. Men desværre tror jeg ikke, at der sker noget med den generelle, folkelige bevidsthed, før vi får en katastrofe tæt på.
fortsættes næste side
Man kan selvfølgelig også forestille sig en slags økologisk oplyst enevælde, siger han og trækker straks i land igen. Den slags udemokratiske løsningsmodeller har han ingen sympati for.
I mange teologiske kredse har det længe været comme il faut at diskutere menneskets udnyttelse af skaberværket til det yderste. Om det ikke er ukristent, ja, måske endda blasfemisk at udnytte naturens ressourcer, som vi gør. På det helt praktiske plan er kirker og kirkelige organisationer også gået ind i arbejdet for være med til at minimere skaderne. Danmarks Kirkelige Mediecenter har oprettet hjemmesiden www.groenkirke.dk, hvor man kan finde viden om kirke og miljøspørgsmål, og i mange kirker er man begyndt at holde særlige skabelses- og naturgudstjenester.
Hvad det angår, skal man nu tænke sig godt om, siger Ole Jensen. Gudstjenesten hæver os ud af hverdagen og stiller os over for Gud. Og dér er vi alle lige store syndere og har lige meget brug for Hans nåde. Det kan falde naturligt, at prædikenen berører samfundsforhold, som giver anledning til bekymring for os alle. Og den kan også godt mane til ansvarlighed.
Men to ting hører ikke hjemme i prædikenen. Den skal ikke pege fingre ad bestemte erhverv eller grupper af mennesker. I gudstjenesten griber vi i egen barm ellers har vi misforstået det hele. Og prædikenen skal ikke tage parti for bestemte politiske løsninger eller ideologier det hører hverdagen til. Ingen kan spænde Vorherre for sin egen vogn. Samfundsproblemer tager vi stilling til på eget ansvar. Der er vi alle på Herrens mark. Vi har ikke en pave til at bestemme for os, Gud ske lov .
Vi kommer i kirke for at høre ordet om syndernes forladelse. Man kan sidde på kirkebænk med mennesker, man er rygende uenig med, f.eks. om økologi. Jeg glæder mig over, at det er sådan i den danske folkekirke. Jeg vil så tage diskussionen med dem, når vi mødes til 50 års fødselsdag hos naboen. Diskussionen hører til i, hvad man kunne kalde det "folkelige" rum.
Dér er der til gengæld nok at tage fat på, politisk og økonomisk. Ole Jensen er blandt andet træt af at høre om det politiske succeskriterium: Fuld beskæftigelse.
Måske skulle vi i virkeligheden arbejde mindre alle sammen. Jo mere vi arbejder, jo mere forbruger vi og jo mere slider vi på verden - og oven i købet bare til luksusforbrug. Hvis vi arbejdede mindre, kunne vi gå og dyrke vores egen mad i stedet for at købe den henne i supermarkedet, og dermed passe bedre på jordens ressourcer. Ole Jensen griner lidt, mens han siger det, for nu lyder han lidt som den "økoflipper" han meget nødigt vil være.
Han indrømmer, at ingen løsning ligger lige for. Men én ting er sikker: Hvis verden skal bestå, skal balancen mellem bruge og værne genoprettes og det betyder, at vi i den vestlige verden skal indstille os på en langt lavere levestandard, end den vi har i dag.